Om det er en kort flirt, eller en snigende fuldblodsforelskelse, der på sigt kommer til at fylde det hele ved jeg ikke endnu, men King's Daughters & Sons efterårsudgivelse "If Then Not When" er det bedste jeg er stødt på fra et nyt navn ganske længe. Stilforvirringen er total, for selvom armbevægelserne er af begrænset størrelse, så tages der favntag med et væld af indtryk. Genremæssigt bevæger pladen sig rundt mellem indtryk af postrock, engelsk 70'er folk, og singer-songwriter som vores allesammens venner Will Oldham og Bill Callahan laver den. Forsangeren i King's Daughters & Sons, Joe Manning, lander udtryksmæssigt heller ikke mange skridt fra Bill Callahans vokal, og lad os så lige få med, at droppede Calexico deres udgangspunkt i det mexikanske grænseland, så ville "A Storm Kept Them Away" være en oplagt grundplan for deres videre virke.
Det tager over tre kvarter at komme igennem pladens otte numre, og de to af numrene tikker da også ind på den anden side otte minutters længde. Der er en fandens masse instrumentale passager, hvor der sker en masse, og der er en fandens masse steder, hvor der ikke sker det store, men trods min afsky for åbenlys udøvning af instrumental kunnen, så indrømmer jeg med rank ryg, at det holder, og binder de ofte mere afdæmpede vokalstykker fornemt sammen. Bedst er det på "Volunteer", der grænser sig til et Smogplagiat, men hvor meget støv det nummer end æder fra Bill Callahans fodsåler, så er det mesterligt på dets helt egne præmiser. Der er flere smagsprøver her, hvor man dels kan høre "Arc of the Absentees", der kammer helt over i engelsk folk anno ca. 1970, og så pladens åbningsnummer "Sleeping Colony", der så absolut også hører til blandt højdepunkterne på "If Then Not When".
3 kommentarer:
Den fortjener en "tak for anbefalingen". Super lækkert!
Ja, jeg synes fandeme også det holder vand.
Sats på fuldblodsforelskelsen, tror jeg. Det er et vanvittigt godt album (havde det selv som årets overraskelse sidste år, og jeg hører det i hvert fald stadig :-))!
Send en kommentar