mandag, juni 11, 2012


Det var ikke meget galt, at jeg faldt bagover bænken i bar forskrækkelse, da en fremmed mands penis strøg forbi en halv meter fra mit hoved. Jeg nåede dog at tænke, at det vist er meget normalt med nøgne mænd i et omklædningsrum og blev siddende. 

Jeg er ikke sikker, men jeg tvivler på, at jeg har sat mine ben i et omklædningsrum siden den sidste idrætstime blev overstået i niende, og min sidste virkelige fysiske udfoldelse var den efterfølgende jubelscene, da timen var overstået. Jeg hadede idræt. Faget kunne nu lige så godt have heddet fodbold. Drengene fra de tre klasser, tre hold, tre kampe og jeg var som regel blandt de sidste tre, der blev valgt, og det med god grund, jeg anklager ingen. Jeg var den første på min årgang, der begyndte til fodbold, og den første, der faldt fra igen. Offsidereglerne var latterlige, men det var det, at vi nu havde en alder, hvor vi skulle spille på stor bane, der var det virkelige dødsstød. Der er fandeme langt hjem og forsvare, når man har været med fremme. Badminton, bordtennis, svømning. Jeg har prøvet det meste, men det der med fysisk udfoldelse har aldrig rigtigt bidt sig fast som en personlig favorit.

I torsdags sad jeg så i et omklædningsrum igen. Der er tydeligvis ikke sket den store produktudvikling indenfor andre mænds tissemænd siden jeg for 20 år siden sidst sad i et sådant. Hvor der dengang duftede surt af svedige sokker og larmende børn, så mindede duften her mest af alt om et giftigt udslip fra en duftlysfabrik, og tissemændende – de ligner stadig skamferede cocktailpølser serveret i en sovs af afro. Ude fra dampbadet kunne jeg høre en mand synge med på Saybia, og da den gratis til rådighed stillede hårtørrer var i brug, havde en midaldrende tyrkisk herre stillet sig i en vinkelret position ud for gulvventilatoren for at tørre den del af hans hoved, der stadig havde en smule hårpragt. Jeg havde på forhånd besluttet mig for at gå i bad derhjemme, og jeg kan konkludere, at jeg som regel ved bedst.

Ovenpå bliver der svedt. Hver har sin grund, og baggrunden for hver enkelt, der træder ind gennem døren deroppe, er langt mere mangfoldig end jeg havde troet. Mig? Jeg skal tabe mig. Ikke på lægens opfordring, ikke fordi mit BMI-tal har passeret endnu en milepæl, men bare fordi. Skal det nogensinde lykkes, så er det nu. Jeg har ikke været under de 100kg siden jeg fyldte 19, så det er planen, og planen er overskuelig. Havde jeg i stedet skulle prøve at presse vægten ned på en BMI, der hed normalvægtig, så kunne det her projekt rende og skide på forhånd. Så 100kg or bust og så en stærkere ryg i tilgift, med hjælp fra den træningsplan Sanne med de store bryster lagde for mig er det ikke helt umuligt.

Sanne med de store bryster er det der på fitnessk hedder en træningsvejleder, og langt fra så skuffende som pigen, der et par dage tidligere havde meldt mig ind. Hun levede slet ikke op til mine fordomme om ansatte sådan et sted her, men Sanne, Sanne med de store bryster, hun var sgu et hit. Ingen nåde i de indledende spørgsmål, og et sprogbrug kun for de indforståede. Min første øvelse var hænderne i vejret, da jeg måtte opgive at forklare, at det der med hold, det var sgu nok ikke lige mig. Da jeg havde forklaret, at jeg hverken gad paces af en overstadig holdleder eller svede i flok, gik Sanne i gang med en militant præcis gennemgang, at alt det jeg gik glip af. Først hvad det gik ud på, så hvor det styrkede og til afslutning og uden, at springe over en eneste gang et ”det ville være virkelig godt i forhold til det du vil opnå”.  Vi tog hele turen: bodypump, bodycombat, bodyflow, bodyattack, cxworx og for afslutningsvis lige at få pulsen op, så en lang tur udenom stripfitness, der ikke blev nævnt med et ord. 

Det tog mig tre sekunder at indse, at mavebøjningerne skulle ordnes hjemmefra, for mens jeg lå på ryggen som en skildpadde, der havde taget en overdosis tyngdekraft, blev nabomavebøjningsbænken indtaget af en ung fyr, der som en cylinder på overdrive knaldede op og ned bare ved mavemusklernes hjælp. Maskine efter maskine, hive, skubbe, trække, svede, svede, svede og så afslutter du på cykel, crosstrainer eller løbebånd, du vælger selv. Jeg har set for meget hjemmevideo til nogensinde, at nærme mig et løbebånd, det, og så fordi de står i første række ud til vejen, så tosserne, der går forbi derude, kan se ind på tosserne, der går og kommer ingen vegne.

Nu har jeg så været af sted to gange. Ingen synlige resultater endnu, men omvendt heller ingen uheld, så oplevelsen falder ud til plussiden. Jeg har vænnet mig til at optræde offentligt iklædt shorts og absurd store svedplamager ved siden af tørklædeklædte kvinder, genoptrænende vrag, fitnesspiger og fyre, der burde overveje at finde en ekstra hobby, da proteinbarrerne helt klart er gået dem til hovedet. Det er ok, og som de skrev i min velkomstmail ” tillykke med at du har taget første skridt på vejen mod et bedre, sundere og længere liv. Med dit medlemskab i har du åbnet døren til en verden af fysisk træning, som kan blive en kilde til energi og velvære resten af dit liv”. Jeg nænner sgu næsten ikke, at fortælle dem, at jeg bare skal tabe 8kg.

2 kommentarer:

Søren Nielsen sagde ...

Fantastisk læsning, hr. Martin. Vittig og skarp - som altid. Pøj pøj med projektet, og så er samvittigheden ved næste omgang bacon og den næste porter måske også lidt bedre :)

Michael Niebuhr sagde ...

Det lyder meget genkendeligt. Faktisk, er jeg i tvivl om vi har samme center. Jeg vil scanne medarbejderlisten for en Sanne, hvis jeg kommer på de kanter igen.

Er det blevet til flere gange? Jeg tror der er mange, lad os sige ikke-sportsfikserede mænd, der har samme ambivalens om sundhed og fitness, som dig.