søndag, maj 30, 2010

Der var en gang en fredag aften, hvor vi var krøbet over broen, og igennem et par tunneller for til sidst, at finde fodfæste på Amager. Anledningen var The Nationals koncert i Amager Bio, en koncert, der fik det meste af turen hjem til at zig-zagge under benene på os. Vores placering i lokalet var fantastisk, og det samme var afstanden til ølstanden, der i sidste ende fik koncerten til at ende op som en fornemmelse af en række indtryk, mere end et egentligt minde. Den slags kan der heldigvis rettes op, for det er lykkedes mig at komme i besiddelse af en ganske fremragende publikumsoptagelse fra aftenen, som jeg nu via lyd og Gaffas anmeldelse prøver at stykke sammen.

The National, Amager Bio 30. november 2007
Henrik Olesens notater, just købt på Ebay for 2.400$.

fredag, maj 28, 2010

Når man nu som jeg, ikke har muligheden for at være tilstede i Pumpehuset i aften, så kan man i stedet rette sin opmæksomhed mod de klip Cody de seneste dage har beriget YouTube med. Fire styk er der blevet lagt op: "The Light", "I Want You", "Comfort and Rage" og "Down in the Dark". Optagelserne er lavet af DK4, men jeg er ikke bekendt med hvilken sammenhæng de eventuelt indgår i.
27. maj 2010 - Bamsen bag glasset.

torsdag, maj 27, 2010

Jeg har opdateret min hjemmeside med et par nye billedserier, og et par enkelte billeder tilføjet til temaerne. Det meste har været vist her før, men en enkelt serie med billeder taget i havgus er ganske ny.

onsdag, maj 26, 2010

mandag, maj 24, 2010

Jeg vidste det ikke, da jeg så pindsvinet i nødsporet, men det skulle senere vise sig, at jeg var den sidste, der så det i live.
23. maj 2010 - Blokhus.
23. maj 2010 - Mand i klitter (Blokhus).
23. maj 2010 - Hals Barre.
23. maj 2010 - Hals Havn.
24. maj 2010 - Fugl ved Limfjordens bred ved Limfjordens munding.

torsdag, maj 20, 2010

20. maj 2010 - Tanke.
I følge Eels hjemmeside sker der snart to interessante ting.
A: 24. august udsendes "Tomorrow Morning", Eels nye plade.
B: Eels spiller i Vega 8. september. Billetsalget starter tirsdag 25. maj på Billetlugen.

onsdag, maj 19, 2010

Flere musiksites bringer i dag nyheden om Junips nye ep, som det via Junip.net er muligt at downloade ganske gratis. Junip er interessante fordi Jose Gonzales er med i gruppen, ikke at hans musik er synderligt interessant, men det er hans navn, der sælger historien. Junip er dog noget ganske andet end Jose Gonzales, og umiddelbart anbefalelsesværdigt. Det er sløv indiepop spillet ganske intenst tempoet taget i betragtning, og det får mig til at sende Melpo Mene en venlig tanke, for Junips stil er langt hen af vejen den samme som deres, bare mindre elektronisk. Melpo Mene er helt tilfældigt også downloadaktuelle med en fin fortolkning af Gorillaz "Dare", der kan findes på deres hjemmeside.
(Hans -Jørgen Nielsen, Vindrosen 7/70)

tirsdag, maj 18, 2010

Producenten ringde förra veckan. Han har fått alla demos, på cd, tio låtar, och nu hade han lyssnat.“Vi har mycket att prata om”, sa han.

Ovenstående er sakset fra Oscar Danielsons blog, der synes nyt på vej.
Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal forvente mig soundtracket til "Tony", der bærer The The som afsender. Der har været forholdsvis stille omkring Matt Johnsons gruppe siden "Naked Self" blev udsendt i 2000, men det hænder jævnligt, at i særdeleshed førnævnte eller forgængeren "Dusk" bliver taget fra hylden og sat i forbindelse med anlægget. Gældende for disse, og for spredte dele af hans tidligere virke, gælder en stor begejstring fra min side. Jeg mærker dog alligevel en vis skepsis i forbindelse med "Tony". Min frygt går på om hans ønske om at redde verden er gået ud over musikken. "Naked Self" balancerede på kanten til at være for meget, hans hjemmeside var i lange tider alt for meget, og nu kommer der så et soundtrack. Hjemmesiden synes tonet ned på det seneste, men hvordan med musikken? Nyheden om soundtracket beskriver kun indholdet som værende "24 new tracks", men intet om hvor vidt der er tale om scoremusik eller sange. Fingrene på venstre hånd er dog krydset for det sidste, mens højre hånds fingre krydses for, at "Tony" er ti års ventetid værd. Skepsis til trods kunne det blive ganske fantastisk det her!
18. maj 2010 - Fugl under måne, men dog på skorsten.

mandag, maj 17, 2010

Det har ikke længe været kendt, at Henrik Olesen 1. juni udsender ep'en "Ukendt Under Andet Navn". I dag blev der så sat lyd på tre af numrene, og "Korsvej", "Skridt" og "Hjertet" kan nu høres på Ukendt Under Andet Navns Facebookprofil. "Korsvej" stikker ud fra sammenhængen, men står alligevel udgangspunktet nærmest, hvis man som udgangspunkt tager Henrik Olesens bidrag til Olesen-Olesens afsked "Kain & Abel". Den diskrete, men direkte og umiddelbare rocklyd er ikke klædelig i sammenhæng med de to andre sange, men isoleret eller som et appendiks til "Kain & Abel" har den absolut kvaliteter. Mere interessant er dog "Skridt" og "Hjertet". Begge er sløve, og støvede små perler, der klikker ind lige under 3 minutter hver. "Hjertet" ligger i en neddroslet, og knap så betonkold forlængelse af det gamle Olesen-Olesen nummer "Millioner", ikke så meget på den rent lyriske side af sagen, men melodien trækker i nogle af de samme tråde. "Skridt" er skåret ud af den samme musikalske grundstamme, og en linje som: "jeg tager mine skridt og går", er så simpelt, som det kan siges. Sammen med linjer som "farvel til denne verden som jeg kender den" og mere direkte "jeg tager afsted" fornemmer man en kredsen om afsked som tema. Om "Ukendt Under Andet Navn" bærer afsked som overordnet tema, bliver der først svaret på når ep'ens to sidste numre "Det gamle, det ny" og "Alt som det skal være" bliver vist frem for offentligheden den 1. juni.

søndag, maj 16, 2010

Takket være de senere års teknologiske landevindinger nåede jeg, at putte to koncerter ind under frakken i går. Første koncert blev nået i form af en knap så ny teknolog kaldet en taxa, for at trodse vejret, det vel mest lavteknologiske der findes.

Baby Woodrose gav den gas i Kansas Citys lavloftede lokaler, hvor de i løbet af koncertens varighed fik trumfet sig igennem deres bagkatalog med indlagte gæsteindslag fra Lady Gaga og The Raveonettes. Søde var de, som de stod der på scenen med deres matchende bas og guitarer, det vil sige så søde som det er muligt at være, når man leverer noget så intenst beskidt som det, der blev leveret igår. Kald det flair, kald det et talent, kald det en evne, men Lorenzos Woodroses måde at levere udsyret og gennemtævet garagepsych overgås ikke her til lands, han er ganske enkelt eneherskende på det felt, og har ingen over sig, og ingen i noget, der ligner umiddelbar nærhed af at komme op på siden af sig. Der var blevet gravet dybt i teksthæfteskuffen, for sangene fra "Blows Your Mind" flød i en lind strøm, men det var hele bagkataloget, der var sat i spil. "Born To Loose" blev trukket ud i det ekstreme, og da "I Lost You In My Mind" blev leveret, havde jeg et halvt sekund øjenkontakt med Lorenzo da han krøb ud blandt publikum og flåede covernummeret færdig liggende på gulvet, en øjenkontakt med et blik så intenst, at det stadig her på anden side natten sidder fast i hjernebarken på mig. "Caught in a Whirl" og ..man skulle ikke tro det, men her kommer et nummer skrevet af Sune Wagner.. i form af "Beat City" var blandt ekstranumrene, hvor energien blandt publikum blev understreget da lokalets ældste var oppe og ride på skuldrene af to tilfældige under "Blows Your Mind", hvad der som noget nær altid også kunne være en passende titel til gårsdagens koncert.

Vel hjemme igen, blev nettet tjekket for, hvad nyt der måtte være hændt, mens jeg var ude. Via et link på en af netaviserne sad jeg pludselig et par minutter over to, og så The National live og direkte fra New York, hvor de spillede til fordel for Red Hot organisationen, den samme organisation brødrene Dessner kompilerede "Dark Was The Night" for. Nye numre flød frit blandt gamle kendinge, og allerede nu sidder jeg derfor med et lille håb om, at den række af europæiske datoer, der er fastsat i slutningen af året bliver udvidet med et dansk stop eller to. For det var så absolut gensynsglæde, og ikke blot genkendelighed med nye numre indlagt, der prægede mig, da jeg lidt i fire krøb til køjs efter aftenens uventede bonuskoncert.
Fuck you very much.

fredag, maj 14, 2010

De første lyde fra Admiral Radley lød tidligere på året, men klippenes kvalitet gjorde det en kende svært, at blive klog på, hvad det egentlig var der var på vej. Den spænding bliver der nu løsnet en smule op på, for via deres hjemmeside er det nu muligt, at hente "I Heart California", der som alle andre sangtitler med California i navnet lugter langt væk af sommer, og som i dette tilfælde lover så godt, at jeg lurer på den deluxe samling af alskens habengut, der bliver samlet sammen som en limited edition udgave af pladen. Lyden på nummeret ganske Grandaddy'esque, og teksterne er Jason Lyttle når han er bedst: ..drugs fall out of diaper bags, while midwesterners watch..!

mandag, maj 10, 2010

"Melankolikerne over dem alle dyrker den hyggedepressive fryd"
Overskrift på Politikens anmeldelse af The National - "High Violet"

søndag, maj 09, 2010

Cody, immer wieder Cody! Denne gang var det Kulturmaskinen, der lagde lokaler til Cody. Borde, stole, levende lys og levende mennesker, der modsat det publikum, der havde taget turen til Magasinet i går aftes, havde lært, at nok er tale sølv, men det der med at kunne holde kaje kan være guld værd! Lokalet var tilpas pakket, og da vi trådte ind satte musikken i gang som var vi tegnet på at nu kunne koncerten begynde. Vokalharmonier i tiltagende styrke blev startskuddet til et første sæt, der nåede at give mig gåsehud flere gange. Det Cody leverer fra scenen går lige i flæsket på mig, og i så perfekte omgivelser som i dag, hvor døren var lukket, publikum stille og alt var intimt og afpasset, var det ekstra nemt, at overgive sig. Hele første sæt var business as usual. Det var Cody som forventet, og Cody der igen indfriede de efterhånden tårnhøje forhåbninger, jeg har når jeg ser dem. Andet sæt startede ganske uden forstærkning, Cody linede op foran scenen, og leverede tre numre håndholdt nordicana til de fremmødte. Tilbage bag mikrofonerne forsatte koncerten, hvor den havde sluppet ved først sæts slutning, og da koncerten sluttede ville publikum ikke slippe Cody. Endnu et nummer blev leveret håndholdt, med intet andet end stemmer, guitar og banjo. Hvis sangen var hjemmestrikket så tager jeg hatten af, for den lød i tekst og stemning så langt hen imod Louvin Brothers det er muligt at komme. En mere fik vi, og så kunne vi gå hjem, lette om hjertet, og med forventningerne indfriet endnu en gang.
9. maj 2010 - Cody, Kulturmaskinen.
8. maj 2010 - Hymns from Nineveh.
Det var ikke fair hold i går aftes, for de fire fine folk i Hymns from Nineveh var i klart undertal i forhold til andelen af folk i salen, der var kommet for at snakke. Trods de ulige odds holdt de dog hovedet højt, lod snak være snak, og mønstrede en spilleglæde, der gav de der lyttede en oplevelse med hjem. I forhold til koncerten på Dexter for en måneds tid siden, var opstillingen gået fra kvintet til kvartet, og man kunne så vælge at fokusere på, hvad fraværet af banjo, sav og Jakob Brixens stærke baggrundsvokal betød for koncerten. Eller jeg kunne bide i det sure æble og erkende, at Nikolaj Mikkelsen åbenbart også spiller klaver. I stedet vil jeg dog vælge at konstatere, at Hymns from Nineveh igen gav hvad de havde, og at det de bød på så absolut var værd at tage imod. Deres folkelovsange går lige ind, og den plade, der ligger på den anden side af sommeren og lurer trænger sig mere og mere på.

Rumour Said Fire var en mere speget affære, men oplevelsen af at gå ind til en koncert helt uden forventninger var ganske ny for mig. De første tyve minutter var ganske fabelagtige, men så gik gassen lige så stille af ballonen, og folk begyndte igen at snakke for at fordrive tiden indtil hittet kom. "The Balcony" lagde da også rummet ned, og jo, det er en ganske fin sang, men det spørgsmål der nu trænger sig på er om Rumour Said Fire har mere i bøssen. Ingen tvivl om, at de har tæft og talent, men personligheden skal man lede længe efter, og det kunne godt blive deres død.
8. maj 2010 - Hymns from Nineveh.

lørdag, maj 08, 2010

"Terrible Love" og "Anyone's Love" fra onsdagens BBC6 Live Session med The National kan hentes lige her.

fredag, maj 07, 2010

Queen of Denmark er en comebackplade fra en solodebutant, og der skal ikke herske tvivl om, at det denne gang er personligt. John Grants samarbejde med Midlake har trukket overskrifterne, men det er hans stemme, fortid og udleveringer, der trækker læsset.
Navnet John Grant vil man kunne nikke genkendende til, hvis man har lagt ører til hans tidligere udspil som en del af The Czars. Gruppen nåede at udsende tre studiealbum og en plade med covernumre på Bella Union, der i dag huser John Grant, som siden The Czars udgav deres seneste studieplade med den passende titel Goodbye, er gået hen og blevet sig selv. Det vil sige helt sig selv er han ikke, for på Queen of Denmark står Midlake bag ham. Midlake havde John Grant med rundt på tour som opvarmning, og sød musik må være opstået, for i en månedlang pause i indspilningerne af deres seneste udspil The Courage of Others forblev Midlake i studiet og gav deres til indspilningerne af Queen of Denmark.

Deres tilstedeværelse er spøgelsesagtig. Man kan, hvis man vil, sagtens sætte fingre på dele af pladens udtryk, der lige så vel kunne være fundet på en Midlake-plade, men som med spøgelser, boogeymen og andet, der lurer i skyggerne, så dukker de kun frem, hvis man virkelig ønsker det, eller er bange for at se dem, eller i dette tilfælde, hvis man virkelig er bange for, at det er en Midlake-plade, man har købt, eller ville ønske det. Men det er John Grants navn, der står på omslaget, og kender man til The Czars, så vil man også kunne høre, at lyden på Queen of Denmark læner sig langt mere i retning af, hvad han tidligere har begået med dem, end i retning af Midlakes retro-folk. Der bliver dog gjort afstikkere, og disse afstikkere er det største kritikpunkt, der kan hæftes på pladen. For det er svært at holde fokus, når numre som ”Silver Platter Club” og ”Chicken Bones” flirter med henholdsvis ragtime og et tungt og funky groove, der uanset hvor mange afspilninger Queen of Denmark får, aldrig helt falder på plads. Hver for sig er numrene dog fabelagtige, og det er en anden ting, der gør sig gældende ved Queen of Denmark: summen af de enkelte numre er en større oplevelse end pladen som helhed.

Musikalsk er det nemt at definere Queen of Denmark som en samling pianodrevne ballader, og med det samme skyde enhver ned, der tænker softjazz, for der bygges op, lægges til, og intensiteten i melodierne svarer fint overens til teksterne. For lytter man efter, eller vælger den lette løsning, og læser teksterne, så vil man erfare, at solokarrieren har givet John Grant et frirum i forhold til teksternes indhold. Her bliver ikke længere lagt fingre imellem, men længslerne, fremmedgørelsen og opvæksten som homoseksuel i en kristen familie, hvor ”elsk din næste” var blevet omsat til en variant, hvor de guddommelige efter behag, eller hvor det måtte være praktisk, lagde alt, der syntes forkert, for had. Nedture bliver beskrevet ligefremt, men med tungen så lige i munden, at de aldrig fremstår udleverende, og gennem hele pladen er længslen en gennemgående figur, der er med som blind passager.

Queen of Denmark er en fantastisk plade, der både musikalsk og lyrisk har en masse at byde på. Der er stadig en smule vej til mesterværksprædikatet, men mindre kan gøre det, og i tilfældet Queen of Denmark er mindre ikke nødvendigvis at nøjes.

(Anmeldelse for Geiger af John Grant - "Queen of Denmark")
6. maj 2010 - Mikael Simpson, Posten.