søndag, april 04, 2010

lørdag, april 03, 2010

"Damn You Alexis, we needed that oil".

onsdag, marts 31, 2010

På min arbejdsplads benytter vi os dagligt, og dagen igennem, af baggrundsmusik. Kanalvalget veksler mellem det udbudte udvalg af kanaler, og lander i mangel af bedre som regel på P3, når altså valget er mit. Min kollegas musikalske præferencer er i en noget anden boldgade end mine egne, og indskudt bemærket er mine musikalske præferencer noget ganske andet end det publikum P3 spiller for, men som sagt: "i mangel af bedre". Ganske ofte ender radioen på POP DK, der ifølge statsradiofoniens egne ord "..er kanalen med de store danske pop hits og popnavne fra 80erne og 90erne og op til i dag". Fokus er klart orienteret hen mod 80'erne, og berører naturligvis her de mest oplagte: Rocazino, Ray Dee Ohh, Tøsedrengene, Dodo & The Dodos, One Two, Shu-Bi-Dua, Halberg/Larsen og med en beklagelig selvfølgelighed også Rugsted Kreutzfeldt m.m.. Disse navne bliver garneret med senere navne som Big Fat Snake, Danser Med Drenge og et par navne til af den slags de fleste ellers kun hører hos frisøren, og oven i hatten får man så et tilbagevendende arsenal af kuriositeter, så som Arvid, Nick Name, og Doraz. Som på de andre DR Dab kanaler er udvalget af titler begrænset, og der er derfor intet til hinder for at POP DK runder det samme nummer 2-3 gange pr. dag, dag ud og dag ind. Hvad jeg ikke forstår er: hvem er de mennesker, der uden at lade sig genere af det, frivilligt slår ind på sådan en kanal? Og! Findes disse enfoldige mennesker virkelig i en mængde, at man kan forsvare en kanal som POP DK?

Jeg erkender gerne, at jeg er miljøskadet af for megen musikinteresse igennem for mange år, og at selv når musikken blot fungerer som lydtapet, så lytter jeg stadig med, og falder musikken ikke min smag så skærer det mig i ørerne på samme måde som transformatorstøj eller en myg i natten. Det er mig derfor ubegribeligt, hvordan denne redelighed kan få plads på DR's budget. Eneste formidlende omstændighed ved POP DK er Love Shop og Gangway, der en sjælden gang bryder klægheden, men to stjerner gør ingen himmel eller hvad det nu hedder...
Kollegas dosmerseddel:
danskvand & cement

lørdag, marts 27, 2010

26. marts 2010 - Peter Sommer.
26. marts 2010 - Peter Sommer.
Vidste du for eksempel, at Steen var DFU'er?

torsdag, marts 25, 2010

onsdag, marts 24, 2010

Det er nu muligt, at nedlade den nye The National single "Bloodbuzz Ohio".
Tre ting på YouTube har de senere dage fanget min opmærksomhed.

Det er langt om længe gået op for mig, at der nu endelig kan findes lyd med Admiral Radley, der hvis nogen skulle være i tvivl består af 50% Grandaddy og 50% Earlimart. Lyden er mere dæmpet end Grandaddy, en del mindre skramlet end Earlimart, og som udgangspunkt ganske hyggeligt. Disse optagelser er dog lavet uden trommeslageren Aaron Butch, der i følge rapporter fra SXSW skulle tilføje et gevaldigt skud energi.

Admiral Radley - "Ghost Of Syllables"
Admiral Radley - "I Left U Cuz I Luft U"
Admiral Radley - "The Thread"

Hymns Of Nineveh havde jeg indtil forleden ikke helt fundet ud af, hvilket ben jeg skulle stå på i forhold til, men efter af være stødt på nedenstående klip fra Kaffe & Sort Vinyl, er det med fuld sindsro og en vis spænding, at jeg imødeser den 8. april, hvor Hymns Of Nineveh skal varme op for Murder.

Hymns of Nineveh - "Fall of the Winterking "
Hymns of Nineveh - "Selma"
Hymns of Nineveh - "So Mournful the Elegy, So Comforting the Hymn"

Peter H. Olesens interview med Niels Skousen i anledning af sidstnævntes kommende album "Lyt Til Din Coach" kræver næppe yderligere forklaring.

tirsdag, marts 23, 2010

18. marts 2010 - Odense Sygehus.
18. marts 2010 - Jernbanemuseet.
Louise Øhrstrøm, der er en ven af huset, udgiver på onsdag den 24. marts sin debutroman "Efter Rosinen", og læser i den forbindelse op på Løve's Bogcafé samme dag klokken 20.00. Anbefales.

søndag, marts 21, 2010

Hos Deaf Indie Elephants har man smidt liveudgaven af The Nationals "Terrible Love" op som mp3, og andetsteds har b-side bloggen Backed With smidt Spains - Phone Machine op til nedladning.

lørdag, marts 20, 2010

Lige så umuligt som det har vist sig at være, at forlige sig "Falling Down a Mountain", lige så let har det været at gå på røven over den tour cd Tindersticks medbragte i Vega. Live at Glasgow City Halls er uhyggeligt godt skåret, både musikalsk, og også nøgternt set ud fra den setliste, der på fornemmeste vis binder fortid og nutid sammen.

Tour cd'er er desværre ikke et fænomen man ser så ofte herhjemme, faktisk har jeg kun oplevet Johnny Madsen gøre det. Han tog uden blusel 120,- spir for en brændt cd med hjemmelavet cover og etiket, og er uden tvivl kommet på den rigtige side 100,- i plus pr. solgt cd, der igen uden tvivl er røget forbi skattefars næse. Det rent økonomisk-etiske i det, kan vi altid diskutere, men som en mulighed for ekstra indtægt er mulighederne store. Oplaget styrer man selv, og arbejdsindsatsen pr. fremstillet eksemplar er også minimal. Cody er et udemærket eksempel. De har igennem det forgangne år udvist en ganske heftig touraktivitet, hvilket forhåbentlig mere end en gang er blevet optaget og gemt for eftertiden. Jeg har købt såvel plade, som ep, og havde gerne mere med dem stående på pladehylden derhjemme, men der er ikke mere at komme efter, og derfor ingen grund til at kaste flere penge efter dem efter koncerten. Lavede de nu en tour cd rummende en tidligere koncert, så købte jeg den naturligvis gerne, og gætter på, at endnu flere ville springe på, hvis den var eksklusivt tilgængelig til koncerterne, og derved en købsmulighed, der kun forelå her og nu. På deres hjemmeside tæller jeg 27 koncerter i perioden 22. februar - 22. maj, og med bare en håndfuld købere pr. aften, og en fortjeneste på 50,- pr. stk. - så ligger der små 7.000,- og venter. Det er måske nok et forsimplet regnestykke, og måske sulter musikere slet ikke nok til at den slags er interessant, men som et middel til at please sit publikum, og smide en ekstra skilling i tourkassen er det oplagt.

Med den musikøkonomiske forelæsning af vejen, kan jeg svært anbefale eventuelt interesserede at hente Tindersticks seneste tour-cd - Live at Glasgow City Halls, 5th October 2008 og skrue op.

torsdag, marts 18, 2010

Billedet til venstre pryder også omslaget på "Kan vi være dette bekendt?", der for et beløb i den umiddelbare nærhed af 2.000,- kan erhverves hos udvalgte antikvariater. Prisen for en billet til Fotomuseet på Brandts er i et mere spiseligt leje, og giver ud over adgangen til Bror Bernilds fantastiske billeder, der er noget mere seværdige end Fotomuseets beskrivelse: "Fotoreportage om boligforholdene i Danmark i 1940'erne" lægger op til, også adgang til årets pressebilleder, der i år holder en uhyggeligt høj standard. Begge dele anbefales, og kan ses frem til 18. april.

tirsdag, marts 16, 2010

Det hænder, at P3's programflade slår vejen forbi "Spring For Dit Liv", det seneste bud på et singlehit fra Sterling. Netop Sterling har her til aften kørt på repeat i stuen, og skal derfor rundes for en kort bemærkning. Ser man rent analytisk på det, så var min første koncertoplevelse med Sterling næppe til UG med kryds og bolle, men synet af Sterlings forsanger Mads Nygaard i et kropsnært Yonex-badmintonoutfit, stående til en Vibracrunchfestival et ukendt antal år tilbage på en minimal scene med ryggen til en af Malmøs kanaler, har alligevel brændt sig så stærkt fast i min hukommelse, at mindet uden videre kan frembringes for mit indre øje. Seneste så jeg Mads stå på to stole, blandt det fåtal af fremmødte, der var at finde i Rytmepostens tomme hal, der den aften var små 800 næser fra udsolgt. Til trods for, eller blot i trods gav Sterling dog fanden i, hvad man kunne forvente af et band, der skulle spille med udsigt til et tomt (men nyrenoveret) spillested, og kastede alt på et bræt, og red på det ud over bølgen blå, og leverede en koncert for vi udvalgte få, hvor hver enkel tilhører havde mere end plads nok til hvad kropslig udfoldelse vedkommende måtte finde passende. På samme måde som deres koncerter har varslet energi, har deres plader altid rummet en poplig tæft, der lå lidt under, hvor langt man kunne forestille sig, at disse unge mennesker ville kunne trække den under optimale forhold, men dog stadig med kvaliteter, der for en stund kunne forvandle stuen, køkkenet, eller kvadratmeteren under håndbruseren til et interimistisk dansegulv. Om kvaliteterne holder ved på "Tonemaskinen", der just er blevet sluppet ud til offentligheden, har jeg endnu ikke erfaret, men håbet er lysegrønt, for med undtagelse af en enkelt anmeldelse, har jeg alt jeg har hidtil har læst om den ligget fra det jævne og op, og det er nok der, hvor Sterling hører hjemme. Et band på det jævne, der leverer højdepunkt på højdepunkt, til trods for at forventningerne sjældent hæver sig over det middelmådige. Det er i dette tilfælde rigeligt fint til mig.
Irma Victoria afbilledet i teksthæftet til "The Hall of Mirrors".

søndag, marts 14, 2010

12. marts 2010 - Flere fugle.
12. marts 2010 - Langebro.
Jeg havde i torsdag den store fornøjelse, at tale i telefon med Søren E. Jensen, der i 2000 lavede et mindeprogram om Irma Victoria, der fandt vej til både P1 og til rollen som bonusmateriale på opsamlingspladen "Memorial". Udover over at begå sig i ord og fortællinger, er Søren også fungerende hjælpepræst i Kirke Hvalsø og Særløse, hvor han blandt andet har at gøre med konfirmanderne, og i den forbindelse kan citeres for følgende: "Jeg spiller musik for konfirmanderne, og har også spillet Irma Victoria for dem - som en påmindelse om, at de også skal dø en dag".

lørdag, marts 13, 2010

12. marts 2010 - Familieportræt.
Colbjørnsensgade, torsdag den 11. marts, klokken ca. 17.00.

Pigegarden trækker op.
Torsdagens Tinderstickskoncert var en åbenbaring i den retning, at jeg igen måtte indse, at det med at stoppe mens legen er god også gælder som koncertgænger, og at tredje gang man ser en gruppe sjældent er lykkens gang. Lad os bare få karaktergivningen på plads med det samme, ud fra 13 skalaen hentede Tindersticks et 7 tal hjem. Dels trækker deres insisteren på primært, at hælde nye numre ud fra scenen ned, og dels er man blevet for dygtige, når filmen skal knækkes mellem hvert nummer for at skifte instrumenter. Det er trods mange insisterende forsøg er det ikke lykkedes mig, at få "Falling Down a Mountain"til krybe ind under huden på mig, hvad der også påvirker min oplevelse af koncerten i negativ retning, den samme problemstilling havde jeg også med "Hungry Saw". Da Tindersticks besøgte Vega i forbindelse med sidstnævnte plade, virkede det dog til, at de havde mere at komme med, det vil sige: der var mindre nyt på programmet. Turen var dog langt fra forgæves, for opvarmningen stod der CODY på. Jeg har flere gange tidligere lovprist deres virke, og endnu en gang formåede de at sparke benene godt og grundigt væk under mig. Seks numre talte jeg, med et klart højdepunkt i "Down in the Dark", der var tæt på at reducere mig til et flæbende vrag da Line Felding for alvor åbnede op for countryvokalen mod sangens afslutning. Lige som med tilfældet Tindersticks, er det også tredje gang jeg hører CODY, og hvor Tindersticks kurve har været let og jævnt faldende fordelt over de år, hvor jeg har set dem live, er CODY på et år blevet god, bedre, bedst og kan næppe overgå sig selv, når jeg igen til maj skal stå foran en scene med dem på.

onsdag, marts 10, 2010

Må jeg først og fremmest takke Andreas Reventlow, uden hvem dette projekt ikke var blevet til noget, og så efterfølgende henlede opmærksomheden på, at jeg nu er kommet i besiddelse af en hjemmeside, hvor en del af mine fotografier nu er blevet lagt op.

www.martinpetersen.info
9. marts 2010 - Odense Sygehus Station.

tirsdag, marts 09, 2010

Foråret 2010 har potentiale til noget godt. Forleden bebudede The National at "High Violet" lander den 10. maj. I dag blev det så offentliggjort, at Divine Comedy udsender "Bang Goes The Knighthood" den 31. maj. Men før disse herligheder bliver serveret, har Sharon Jones & The Dap-Kings udsendt "I Learned The Hard Way" 6. april.

mandag, marts 08, 2010

søndag, marts 07, 2010

7. marts 2010 - Nicklas.
7. marts 2010 - Søndag eftermiddag over havnen.
6. marts 2010 - Nicklas og Stine.
Så faldt Mark Linkous fra,
og som det hører sig til,
så fandt jeg pladerne frem.

lørdag, marts 06, 2010

Farven, der her truer med at omklamre Matt Berninger, har fra 10. maj 2010 farvekoden High Violet.

fredag, marts 05, 2010

Bob Hund fan? Men skægløs Bob Hund fan? Fortvivl ikke! Se filmen, køb skægget, og nyd det spirende forår i selskab med dit nye moustache.

onsdag, marts 03, 2010


Jeg fik i dag en mail fra Ystad Konstmuseum, der huser Martin Hall installationen "A Hospital Room", som kredser om dagene op til Irma Victorias død. I mailen var der tre billeder af installationen, der i dag er en del af museets permanente udstilling. Mailen er afstedkommet af, at jeg i disse dage arbejder på en artikel om Irma Victoria til Geiger, og derfor forsøger fylde mere i mit Irma Victoria chatek.

mandag, marts 01, 2010

søndag, februar 28, 2010

Et sted inde i gemmerne har jeg denne optagelse af Baby Woodrose liggende i stakken af bootlegs. På brændt cd er den absolut værd at høre, med levende billeder får den lige det sidste pift.
”Vi lukker klokken 15”. Hver lørdag er det svaret på hovedparten af de få opkald vi modtager i butikken. Fiskemanden holder her tirsdag 14-17, ostemanden holder her torsdag 14-17 og lørdag lukker vi klokken 15. Hvis vi indtalte de tre svar på en telefonsvarer var der ingen grund til at tage telefonen, alt af egentlig relevans går alligevel direkte ind på kontorets nummer, der blev oprettet så uddeleren slap for at skulle bruge af hans dyrebare tid på at svare på den slags spørgsmål. At noget der udefra set findes i overflod og misbruges på det groveste, for indehaveren er så dyrebart er mig stadig et mysterium.

---

Spisesedlerne skal skiftes ud med dagens allerede uaktuelle nyheder, og de første kunder står allerede på den anden side af vindfangets glasdør mens jeg skifter dem. Der er flere minutter til vi skal åbne. Uddeleren bliver tosset, hvis vi ikke åbner på slaget 9. Jeg kan ikke nå noget, hvis jeg går ind i butikken igen, jeg vil ikke åbne for tidligt og jeg kan ikke bare stå og kigge ud på kunderne. Jeg piller tilfældigt et par sedler ned fra butikkens opslagstavle til kundekontakt, men tager mig tiden til at få mine valg til at se velovervejede og begrundede ud. Kunderne udenfor holder hver især deres plads i et køsystem jeg ikke kan gennemskue. De virker utålmodige og spejder ind i butikken bag ved mig, i håb om at en anden medarbejder kommer ud og åbner op. Andre kigger bebrejdende på mig, mens jeg spørger mig selv hvordan man kan have så megen tid til overs og så lidt at gøre med den, at man lørdag formiddag møder op foran den lokale brugs i så god tid. Tid synes at være fællesnævneren for dem der venter. Alle på den anden side glasdøren virker til at have for megen af den, selvom de fleste af de ventende næppe har så megen af den tilbage. Jeg hilser høfligt med et godmorgen, der ikke gengældes, da jeg åbner skydedøren og lukker de ventende ind, mens jeg selv stiller overskrifterne og gadevarerne ud.

---

Bag mig bliver svaret på et indledende spørgsmål fra den anden ende af røret efter en ultrakort pause fulgt op med et ”Vi lukker klokken 15” og en afsked. Det ville jeg hellere have svaret på, end som nu stå og forsøge at bevare en jovial facade udadtil, mens jeg beklager, at der ikke gevinst på sidste uges kupon, høfligt griner når jeg lover, at det denne gang er en vinder og rutinemæssigt forhører mig om det skal være med eller uden Joker.

---

Enkelte har fået ugens tilbudsbrochure med næste uges tilbud i går, og en enkelt er nu svært sur over ikke nu, at kunne få dagens indkøb til næste uges priser, en anden stiller sig uforstående overfor at vi allerede kan være løbet tør for flere af denne uges tilbudsvarer.

lørdag, februar 27, 2010

I dag modtag jeg Spains fortolkning af Willie Nelsons "Funny How Time Slips Away" på 7". Komplet med hilsen og tak fra Josh Haden. Det er den slags små ting, der luner.

Willie Nelson - Funny How Time Slips Away

torsdag, februar 25, 2010

Emma Acs, der er udgangspunktet for dagens tekst, har jeg ikke været bekendt med i længere tid end de timer, der er gået siden i formiddags. Min begejstring er dog umiddelbart ganske stor, og under alle omstændigheder stor nok til, at jeg synes hun fortjener noget opmærksomhed. Emma Acs stil ligger i en blidt udsyret forlængelse af den musik Holly Golightly, Fabienne Delsol og April March begår, men mest af alt og ikke uventet, minder det om The Setting Son, hvad der ikke skal mere end et hurtigt blik ned over listen af "band members" til at forklare. På de tre numre, der er at finde på hendes MySpaceprofil er lyden af The Setting Son tydeligst på "We Make Sense", der klart rummer det største hitpotentiale af de tre numre, der er lagt op. Et faktum, der er ganske foreneligt med at nummeret i løbet af marts måned slippes fri på 7" single. "She" bør ikke finde vej til noget fysisk format, men må være et skridt på vejen i jagten på et udtryk. I hvert fald klinger den brugte form for balladeformel ganske hult, og inviterer ikke til, at man investerer yderligere interesse i hende. Heldigvis retter "Fever" op på det generelle indtryk, og sikrer slutresultatet 2-1 til det positive indtryk. Personligt glæder jeg mig til at høre mere fra den kant, men i min jagt på mere information om Emma fik jeg bekræftet at træerne ikke vokser ind i himlen, hvad denne korpigetjans for The Setting Son med al mulig falsklydende tydelighed viser. Er man nysgerrig efter om det er blevet bedre, så spiller Emma Acs på Drone 12. marts.

onsdag, februar 24, 2010

14. februar 2010 - Istap.
21. januar 2010 - Bar røv.
24. februar 2010 - Middagssol.
Da jeg for første gang så navnet Kurt Wagner på tryk, var det i et NME engang i starten af det forgangne årti. Kurt var stadig gulvmand, hvad der gang på gang blev nævnt, mens der gang på gang blev skrevet længere og længere stykker om Lambchop, et up n' coming soulcountry orkester fra Nashville med hang til melankoli, og mange bandmedlemmer. Lambchop er sidenhen gået hen og blevet et af de kedeligste band, jeg har set på en scene, men det var næppe nogensinde meningen, at 1.500 mennesker skulle stå op og høre melankolsk soulcountry fremført af et 9 mand højt orkester. En mindre scene, et mindre publikum og et langt mindre band ville have været at foretrække. Tag nu denne Tiny Desk Concert med Kurt Wagner. Hvor meget mere end en guitar, og så den stemme dér skal der egentlig til før man kan stille sig tilfreds? Ikke meget vil jeg påstå, og selvom jeg har trevlet nettet igennem på kryds og tværs, er det ikke lykkedes mig, at finde finde frem til en download mulighed på tourcd'en "Kurt" han udgav da han for et par år tilbage, da han i eget navn tournerede rundt i Europa. Den rummer en del af de sange, der senere fandt vej til"Oh (Ohia)", og ikke mindst en udgave af "Chelsea Hotel #2", der i sin klarhed stiller teksten ud til fuldt skue. Jeg har endnu ikke vænnet mig til de orkesterindsmurte udgaver af sangene der senere kom på "Oh (Ohio)", hvor "Chelsea Hotel #2" blev inkluderet på den indlagte bonusdisc, men hælder til "Damaged" som et forsigtigt bud på en Lambchopfavorit. Helt favorabelt er det dog paradoksalt nok, når Lambchop er reduceret fra band til soloartist, og Kurt Wagner går deres veje i eget navn, eller som popsanger for Morcheeba på"What New York Couples Fight About", eller som crooner på "Gangs Of Rome", der i starten af marts bliver inkluderet på en Mavis Staples tribute.

tirsdag, februar 23, 2010

Bill Callahans "Sometimes I Wish We Were An Eagle" gled på min årsliste for 2009 ind som ukronet konge af sidste års plader. Som tidligere nævnt var han ellers gledet ud af min pladesamling, da jeg gav afkald på alle mine Smog-plader til højestbydende. Et besøg i en bogbutik i Stockholm ændrede dog på det, da kæresten blev fanget af hans stemme, som det ikke tog mig nanosekunder at placere. "Sometimes I Wish We Were An Eagle" blev indkøbt, "Woke On A Whaleheart"fik jeg for nylig, og 23. marts kan jeg så investere i "Rough Travel For A Rare Thing", der på Drag Citys hjemmeside ganske kort er præsenteret som live recordings. Smogpladerne er stadig i genovervejelsesfasen, men det glæder mig at se, at "In The Pines" som han også tog sig godt af på Smogs "A River Ain't To Much To Love" også har fundet vej blandt de udvalgte på den kommende plade. Ved man stadig ikke, hvad det der Bill Callahan går ud på, så findes svaret måske i Austin, Texas, hvor "Vessel In Vain" og "Nothing Rises To Meet Me" er optaget, eller her, hvor Bill Callahan holder hof bag et skrivebord, og er man stadig ikke overbevist bør hans fortolkning af Kath Blooms The Breeze/My Baby Cries tage stikket hjem.
Ville du gå i krig for denne kvinde?

mandag, februar 22, 2010

Historien bag følgende citat kan findes hos Politiken, mens det er Jens Unmack, der har leveret det på originalsproget. Citat at tage med, som det normalt hedder på de kanter.

"This is a world of hypocrisy and false values, a world that needs love but does not know how to find it. The people who use the word love are all phonies, starting with that jerk, Bono."

- J.D.Sallinger -

søndag, februar 21, 2010

En af de stærkeste viser jeg har kendskab til, er "Vem Kan Segla Forutan Vind". Primært udødeliggjort udenfor Sveriges grænser af Lee Hazlewood, der inkluderede den på "Cowboy in Sweden", hvor han lod Nina Lizell om den svenske vokal. Jan Johansson jazzede den ned, og inkluderede den på "Musik Genom Fyra Sekler", der var en samling af svenske viser, der blev brugt som baggrundsmusik i svensk radio. Jens Lekman har brilleret med den live, og man fornemmer i hans introduktion af sangen, at noget må den fylde for den svenske folkesjæl. Herhjemme blev den fordansket af Carl Viggo Meincke. En revyforfatter, der også leverede teksterne til eksempelvis "Man Bliver Så Glad Når Solen Skinner" og "Når Lygterne Tændes", men som under besættelsen meldte sig ind i DNSAP, og leverede tekster til tyskervenlige revyer. For tiden er det dog en norsk udgave af sangen, der må noteres som min favorit. Kalbakken, der har taget navn efter et beboelsesområde i Oslo, inkluderede den da de sidste år udgav "Then I Saw Summer And Sun On The Earth". Det er en umiddelbart klaustrofobisk, og umusikalsk fortolkning, men her henunder de aftener, der er gået siden jeg stødte på den, er den alligevel krøbet ind under huden på mig (MP3).

Vem kan segla förutan vind,
vem kan ro utan åror,
vem kan skiljas från vännen sin
utan att fälla tårar?

Jag kan segla förutan vind,
jag kan ro utan åror
men ej skiljas från vännen min
utan att fälla tårår!
20. februar 2010 - Forladt lokale.