122707 Ravnebjerg.

17.januar, fire dage før udgivelsen af to opsamlingsplader fra Eels, kommer frontmand Mark Oliver Everetts selvbiografi Things The Grandchildren Should Know. Ingen tvivl om, at manden de kalder E's baggrund er mørk og forskruet med historier og hændelser de fleste gerne vil være foruden, alligevel kan jeg ikke huske hvornår jeg sidst har glædet mig så meget til en bog.

Julen sendte velsignet bud efter Oscar Peterson, der nu har takket af efter 82 år her på planeten og en menneskealder bag klaveret. Udover at perfektionere trioformen, skabte han med Ben Webster meets Oscar Peterson fra 1959 et sørgmodigt mesterværk. Pladen var blandt de første jazzplader jeg købte og er her 10 år senere stadig på min top-3 liste over jazzudgivelser. Læg dertil Night Train, plus et par hundrede andre udgivelser og billedet af et livsværk tegner sig så småt. Svanesangen herfra bliver Oscar Peterson Trio med Nat King Cole og Coleman Hawkins på Sweet Lorraine.

122107 Selvportræt

121907 Malmøgade.

121907 Opgang, Nybyggeri ved Odense Havn.

Årets sidste klumme.

121907 Ved Odense Havn

Dette er godt nok den eneste hele juleplade jeg har hørt i år, men titlen som tidernes bedste julenummer går til The Pogues og Kirsty MacColl for Fairytale Of New York.

Ovenstående kompilering lander senere i dag på Nørrebro som en introduktion til Olesen-Olesen. Sådan ville jeg gøre det, hvis jeg fik tjansen at samle op med alt inkluderet.

Fra det engelske forlyder det, at Elbow til marts er klar med deres 4. udspil. Pladen bliver fulgt op en tour, jeg gerne så indtage dansk territorie - Elbow står meget nemlig jævnt højt på min liste over bands jeg gerne vil gense. De er så vidt vides ikke set i det danske siden en varm aften på Lille Vega for en håndfuld år siden. Indtil da er der fin introduktion at hente i videoerne til Leaders Of The Free World, Grace Under Pressure og den personlige favorit Not A Job.

Frodegruppen 40 fik titlen som årets single og byder sig nu ind som et forsinket bud på årets genudgivelse. Rygtetrommerne har ladet fortælle at Elektrolyt nu igen har Piksvingeri Og Negerlege på lager og at mit eksemplar allerede skulle være på vej med posten. Gense Oh Else eller Frodegruppen 40 live på Den Sorte Diamant mens du overvejer at bestille.

Ugens klumme.

Al afmagt til fjolset.

Dagens film.

Mit eget regelsæt for udlån af penge gennem Kiva.org har indtil videre været ganske simple - kun udlån til kvinder i de traditionelle udviklingslande, for på den måde, at hjælpe til med at snige ligestillingen ind i de regioner. Derfor har jeg pt penge tilgode fra dels en fødevareforretning i Cambodia og dels en restaurant i Nigeria, men når nu Agali Halilov fra Devechi i det nordlige Azerbaijan står og mangler penge til at udvide sin pladeforretning med, så må jeg træde til og punge ud. Om i vil se på mit tiltag med samme øjne som i gør på tobaksproducenterne, der i højere og højere grad investerer i de mindre udviklede markeder, for der at kunne afsætte deres varer. Eller som en flink fyr med så meget forretningssans, at han får sin velgørenhed tilbage igen, det må i selv om.

Denne uges/sidste uges klumme.

På forsiden af avisen forrige onsdag, var mit efternavn ved en fejl blevet stavet med ”d”. Det er ingen katastrofe, det er ikke noget, der gør det store og der er næppe nogen, der har gjort sig de store tanker derom. Egentlig kunne jeg lige så godt havde heddet Pedersen, for det gjorde min farmor og farfar, men da min far blev skrevet i kirkebogen kunne præsten åbenbart ikke stave, så derfor – Petersen.

Måske skal jeg ikke tro jeg er noget, bare fordi jeg hedder Petersen og ikke Pedersen, men ifølge Danmarks Statistik boede der pr. 1. januar 2007 hele 1334 mænd ved navn Martin Pedersen her i landet, men kun 585 ved navn Martin Petersen. I den henseende er vi en minoritet, i forhold til Pedersenerne. Året før var vi endda 611 ved navn Martin Petersen, så ikke nok med at jeg tilhører en minoritet, jeg tilhører også en uddøende race. Forsætter udviklingen på denne måde, så er vi væk om 22½ år. Det er hård kost, at finde ud af.

Måske skulle jeg stille mig som frontmand for en støttegruppe til bevarelsen af os. Eventuelt starte en lokalafdeling for de 17 vi (ifølge Krak) er her i byen og lade det sprede sig derfra. Så kan vi Google os frem til nye medlemmer. Måske jollerepræsentant i Jyllinge Sejlklub Martin Petersen har en interesse i vores fælles overlevelse, eller projektingenør hos F.L. Smidth i Valby Martin Petersen vil leve lidt længere. Det kunne være godt hvis forfatteren Martin Petersen kunne skrive noget, der kunne belyse vores problem, måske teknisk direktør i Vordingborg Kommune Martin Petersen har kontakter indenfor det offentlige vi kan bruge. Helt umuligt skulle det heller ikke være at opspore den Martin Petersen, der for nogle år tilbage overtog en lejlighed efter mig og skabte store postproblemer for os begge. Han var alligevel et par år yngre end mig, så jeg tvivler på at han vil stille sig tilfreds med at lyset bliver slukket for os om 22½ år.

Noget skal ske, ellers vil vores navn kun komme til at leve videre igennem diverse firmanavne rundt omkring, som rørproducenten Martin Petersen Company i Wisconsin, kunststofproducenten Martin Petersen GmbH i Tyskland, elinstallationsfirmaet Martin Petersen i Hvalsø eller optikeren Martin Petersen & Søn i Svendborg. Og det er ikke helt godt nok.

Måske skulle jeg bare selv komme i gang, med 22½ år tilbage burde jeg kunne nå, at efterlade mig et minde, en arv og ikke mindst et navn.

Dagens Film.

2007 har været et af de bedste år meget længe (når det kommer til udenlandske udgivelser). I særdeleshed efteråret har budt på plader, der langt har overgået mine forventninger. Hvilket gør rækken af nævneværdige plader behageligt lang. Der er slet ingen tvivl om at P.J. Harvey med White Chalk har leveret årets plade. Ikke alene hæver hun sig langt over den skuffende forgænger Uh Hu Her, hun transformerer sig også fra en til tider ulidelig rockhystade, til en smuk, følsom og folket kvinde, der synes at bære sine følelser i stedet for at skrige dem ud. Iron & Wine har længe luret som noget jeg burde kunne lide, men uden nogensinde for alvor at slå til. Følelsen blev forstærket da jeg så Sam Beam optræde sammen Calexico, men først nu er det med The Shepherd's Dog lykkedes at fange mig ind. Pladen er rigere orkestreret end tidligere plader og rykket væk fra mand med guitar er seriøst vellykket og klædeligt for hans sange. Oscar Danielson har dels været årets genopdagelse, dels leverede han på min fødselsdag årets koncert og endelig var Et Bild Avv Lycka Att Spara På et formfuldendt eksempel på, hvordan ord der går tabt i oversættelsen, kan forstærke et udtryk og løfte det op til at være rendyrket poesi. Pladen er endnu et bevis på, at Svensk nu engang er et overlegent sangsprog. Polyphonic Spree dukkede op ud af det blå og leverede endnu engang et opløftende og storladent album, der syntes som koncentreret flowerpower presset ned i pladens riller. I samme boldgade ligger Manu Chao, der leverede et rendyrket solskinsalbum, hvor de politiske undertoner dog skinner igennem på hans simple og ret naive brug af det engelske sprog. Editors tog med An End Has A Start turen fra en umiddelbar skuffelse, til et formstøbt og ligetil britrockende album fint i tråd med de senere års Joy Division fascination. Blanche gjorde med Little Amber Bottles hvad de skulle og National gjorde det godt med Boxer, selv om den ikke helt var så hårdtslående som forventet - det var oplevelsen af dem live til gengæld. Jens Lekman burde have leveret en langt mere helstøbt plade end Night Falls Over Kortedala, men stadigt er der så fantastiske popsange på den plade, at det ville være synd og skam ikke at nævne den. Tindersticks - BBC Sessions tager prisen for årets opsamling og koncerten med Bonnie Prince Billy i Store Vega er den mest vellykkede koncert jeg nogensinde har set en mand udføre solo, professionelt ud i det ekstreme, men stadig med nærvær, humor og indsigt.

Nattens film.

Listen over kommende udgivelser på Gaffas hjemmeside vidner ikke om, at der skulle være noget på vej, der vil kunne ændre på mine årslister. Derfor nu dette bud på at opsummere det bedste fra Danmark i år.
Årets danske plade må blive Dragontears - 2000 Micrograms From Home, der samtidigt er den eneste danske plade fra i år, der holder fra ende til anden. Det er et psykedelisk mesterværk og pladen har været en drivkraft for at søge dybere ned i en genre, der ellers ligger mig fjernt.
Mouritz/Hørslev har lavet årest bedste dansksprogede plade og kunne egentlig snildt have løbet med prisen, men de to numre Jeg Drømte Jeg Var I (henholdsvis) København/New York, samt den fire minutter lange spilledåseafslutning på Hjemløs bryder pladens rytme og gør desværre pladen langt mindre homogen, end den kunne have været. Lise Westzynthius trækker med Siberian Mission igen i den rigtige retning. Det er et mere spraglet udspil end de foregående to plader har været, men samtidig fornemmer man en legelyst, der klart klæder hende. Læser man historien om nummeret Bechstein My Ass, så er det forståeligt, at nummeret er inkluderet på pladen, men samtidig deler nummeret pladen i to og havde optimalt været gemt væk som et skjult bonusspor. Olesen-Olesen byder ind med deres skilsmisseplade, der henrykker, skuffer og stadig overrasker. Jeg efterlyste i en anmeldelse for år tilbage, en fornyelse af deres musikalske udtryk og det kom der så med bruddet. Jeg har stadig ikke fået pladen helt ind endnu, det er en omstændig affære, at skulle lære noget så bekendt, at kende på en ny måde - der synes endda stadig, at være et stykke vej endnu. Olesen-Olesens bidrag Den Slags Fik Man Tæsk For Dengang I Min By til opsamlingen Hjemstavn, er dog i særklasse årets bedste dansksprogede nummer. Baby Woodrose får prisen for årets danske koncertnavn og samtidig er Chasing Rainbows også i toppen af årets danske udgivelser, selv om jeg havde håbet på mere. Den lander lidt uheldigt i en gråzone mellem klassisk Baby Woodrose og de mere udstenede sideprojekter Dragontears og Spids Nøgenhat, uden helt at formå at hverken rocke eller stene igennem. Raveonettes skal nævnes, Lust Lust Lust er umiddelbart deres hidtil bedste plade, men er ikke hørt nok endnu til, at kunne udløse yderligere kommentarer. Frodegruppen 40 leverer med John Danser Grøntsag årets danske single og er samtidig årets opdagelse. Piksvingeri Og Negerlege er om noget blevet soundtracket til dette efterår. Karmas genudgivelse af Moral - And Life Is.. er sammen med luksusudgaven af Love Shop - Go årest danske genudgivelser, der dog begge drypper malurt i bægeret - lp udgaven af And Life Is.. stod mig i 900,- og Bonusdiscen til Go rummer bl.a. Playtime Ep, som jeg betalte 540,- for. Min økonomiske situation er ikke længere til den slags samlerstolthed.

Det er ikke variation, der er det fremherskende tema når I Got You On Tape spiller op. Alligevel blev Dexter i går fyldt pænt op, og alle syntes ganske glade og fornøjede over det de så og hørte - mig selv inklusiv. Det er rart med en type som Jacob Bellens, der støt og roligt førte band og publikum igennem de 5 kvarter gruppen spillede. Ingen svinkeærinder, ingen nykker, bare en sympatisk frontmand og hans musik, hvor især Doctor Watching er gået hen og blevet en personlig favorit. Jeg tog under koncerten mig selv i at vippe med foden et par gange, så godt var det.

Dagens film.

Setlisten for aftenens koncert med The National må bl.a. gerne indeholde Karen, Mistaken For Strangers, Murder Me Rachel og 90-Mile Water Wall, plus det løse, plus lidt ekstra og så en enkelt at gå hjem på.

Grundet en forsvunden mail er der ingen klumme i denne uge.

Også i dag oplevede jeg noget, som jeg håber at kunne forstå om nogle dage..
-Det perfekte menneske?

De nyligt omtalte plakater er nu at finde på Tryghed & Tristesses hjemmeside.

På Informations hjemmeside ligger stadig artiklen/anmeldelsen De Sorte Overfrakkers Parade, hvor Klaus Lynggaard kort berør De Må Være Belgiere. Artiklen var den anden af i alt tre, i øvrigt ganske forfærdelige, artikler Klaus Lynggaard skrev om 80'erne.

Geiger omtaler i det kommende nummer Substans.info i en kort nyhedsartikel. Det er tredje gang på to år Geiger omtaler et projekt jeg er involveret i, hvad der er udemærket for en mand som mig, der er uden en tone i livet.

Tvivlen er min rorgænger.

Jo, din dag, mit ordvalg, min fejl - Men derfor misforstod du mig nu alligevel, da jeg på vej ud i køkkenet sagde, at jeg ville gå ned med flaget meget snart.

-Oh well! Og så et skuldertræk,
så er der også lidt til de visuelt orienterede.

I forlængelse af denne halvgamle nyhed om udgivelsen af Klosters kommende plade, kan jeg fortælle at jeg bidrager til coveret med dette billede...

Gårsdagens klumme er ikke kommet på avisens hjemmesiden, men forefindes nu her på siden..

Det bedste ved Odense er, at byen ligger så dejligt centralt, når man skal et andet sted hen. Det argument er jeg før tyet til, når jeg forgæves har forsøgt at forklare venner og bekendte, hvad jeg egentlig laver her. For selv om jeg nu på sjette - syvende år residerer i Odense, så holder hovedparten af mine nærmeste til i det Københavnske, for længst flygtet fra den provins jeg stadig til daglig betræder.

Så sent som sidste vinter undersøgte jeg hvilke flugtruter og veje, der kunne føre mig derover, men foråret kom, og på en tur ud langs kanalen indså jeg, at København næppe vil forære mig hverken Syd- eller Nordhavnen som min egennyttige legeplads. Her har jeg havnen for mig selv, så snart dagen går mod aften. Og jeg har ingen lyst til at bytte den tilnærmelsesvis frie natur, der er her i udkanten af byen væk til gengæld for parker og anlæg.

At jeg så må acceptere de kulturelle begrænsninger, og manglende udfoldningsmuligheder man har her i byen, det er så dét offer, jeg må bringe. Alt i alt har jeg dog stillet mig nogenlunde tilfreds. For vel er Odense ikke København, men København er heller ikke Berlin, og Berlin er ikke New York og så fremdeles. Der vil altid være noget, der er større og bedre. Græsset vil altid være grønnere på den anden side, men så længe det fra tid til anden kan betrædes, begræder jeg ikke, at underskriften på min postadresse hedder 5000 Odense C.

Min udlængsel dækkes efter bedste økonomiske formåen, og når det sker, er min hjemve til at overskue. Tættere knyttet er jeg heller ikke til Odense. Det var tilfældighedernes spil, der bragte mig hertil, og hvis jeg en dag flytter væk, er det nok tilfældighederne, der er på spil igen. I mellemtiden, om det så bliver om 10, 20 eller 30 år, når jeg næppe at blive lokal – ligesom jeg ikke var lokal, dér hvor jeg kommer fra, og næppe bliver det dér, hvor jeg måske en dag flytter hen.

For helst bilder jeg mig ind, at jeg ikke helt hører nogen steder hjemme, andet end i byen. Om man går ned af en ny gade i hovedstaden, her eller i Hamborg kan være det samme, når man genkender gaden, på vejen tilbage vil det hele alligevel synes hjemmevant. Og parcelhuse, boligblokke og gågader er det samme, om man er i Odense eller Herning.

Når nu det er sådan, så er Odense fin nok, her midt i det hele.

Nu laver vi endnu en plade og nu tager jeg udenlands, nu finder jeg et job og nu begår jeg en bog. Nu giver jeg det lige et par måneder, så skulle det gerne være på plads.

Han ser frem til, at få noget at tænke tilbage på.

Den 23. Februar i Det Kongelige Teater er række C - plads 26+28 reserveret i mit navn.

Ryan Adams solodebut Heartbreaker er efterårets genopdagelse. Pladen blev indspillet over 14 dage, efter opløsningen af Whiskeytown tilbage i 2000. Heartbreak, weltschmertz og countrytwang fletter sig hjemmevant ud og ind mellem hinanden, med et umiddelbart og direkte mesterværk som resultat. Helt så godt blev det aldrig igen, men stadig står Oh My Sweet Carolina, Come Pick Me Up og My Winding Wheel som solide påmindelser om hvad der var engang.

Hver morgendag ligner en endestation.

Der er intet levende her i lejligheden, hverken planter eller dyr. Selv har jeg også skrantet i et par dage.

En enkelt 5 års plan lever endnu, og når halvvejs i mål på onsdag - selv skal jeg på Vega.

Irmgardz logoet og hvad vi mener er et gammelt Kenan Seeberg citat, nu som merchandise.

Tænk på, hvordan det ville være, hvis man bevidst undgik alt det omtalte, det omdebatterede, det der var fremme i tiden, kun læste det ikke anmeldte, det glemte og oversete, satte sig ind i det ulæste, holdt fast ved det glemte, hvad man kunne nå frem til, ind til. De kulturelle pressionsforestillinger man kunne blive lettet for. Gå rundt som en kostbarhed for sig selv, vide at man ved noget andre ikke ved. Man kunne måske studere til individualist, læse til original i det mindste.

Knud Sønderby - Tingene

Når jeg kigger i spejlet, og tænker på alle de gange, jeg er blevet vejet og fundet for let. Så er der noget, der ikke stemmer.

Endnu et analogt kamera finder nu vej til mit hjem, denne gang en tysk model. Voigtländer Vito CL, blev produceret af Voigtländer & Sohn AG i Braunschweig i perioden 1960-66.

julepulesul i ugens klumme.

Dagens kamp, er den samme gamle historie om slagsmålet mellem de røde og de blå.

Mit kryds blev ikke sat i tiltro til, men i mangel af bedre.

Dette er kameraet, der i weekenden har tjent mig. Et stykke plastiklegetøj fra 60'erne, produceret i Hong Kong på Great Wall Plastic Factory. Jeg fik taget to film af 12 billeder, og indenfor en uges tid foreligger resultatet, hvad jeg glæder mig en del til. Dels er det første gang i 2 måneder, jeg har taget billeder - dels tager Diana kameraet nogle ret unikke billeder.
Billedeksempler 1 - 2 - 3 - 4 - 5.

Efter den sidste uges tid, at have haft muligheden for at lege en smule med et analogt kamera - sprang jeg flirtedelen over og gik direkte til handling. Så inden for overskuelig fremtid, skulle jeg gerne modtage et fint og funktionsdueligt eksemplar af det klassiske Argus C-3 kamera - købt til den nette sum af 9.00$.

Dagens film.

I følge koncertplanen på Eels hjemmeside kommer the man called E til københavn, og gæster det Kongelige Teater 23. februar. Godt nyt er godt nyt!

Ugens Klumme.

Jeg lurer på at tage til hitparade i Vega 28/11, når de nydelige unge mænd i Editors spiller op til dans. Seneste udspil An End Has A Start har spillet sig op som en af årets udgivelser og titelnummeret ender i top-5 over årets hits.

Med ovennævnte plus singlerne Munich, Blood og All Sparks fra debutten The Back Back Room og den patosindsmurte førstesingle Smokers Outside The Hospital fra den seneste, burde der foreligge rig mulighed for en gedigen gang 1-2-3 fadølstristesse med reference til alle de rigtige navne fra det britiske. Det kunne blive så fint, så fint, så fint.

En sværm af småfugle letter fra skovbunden
da jeg nærmer mig i november.
Som var det blade der havde fortrudt.
-Peter H. Olesen

Moral - Trees In November

Året har 16 måneder: November
december, januar, februar, marts, april
maj, juni , juli, august, september
oktober, november, november, november, november
-Henrik Nordbrandt

Valgflæsk og partiprogram i ugens klumme.

Nu kommer der så småt til at ske noget i Tryghed & Tristesse regi igen. Første skridt bliver de nedenstående 3 billeder, der alle er blevet renset op og bestilt i lille plakatformat. Scatterbrain er en genopbygning af en reklame, der var i Dansk Sam. I stedet for en meget uklar blågrumset baggrund, har vi indsat det originale pladecover. De andre to er reklamerne som de fremstod i bladene de er taget fra. Om en uges tid er vi klar til at bestille 2 nye badgedesigns, også relateret til nyrockscenen og sidst men ikke mindst er vi nu kommet så langt i overspilningen af lånte bånd, at vi kan kaste al fokus i retning af næste udgivelse, der også trækker i retning af den danske nyrockscene.

Den tykke dreng sparker igen i ugens klumme.

Min morfar gik i daglig tale under navnet Alfred vejmand, ovenstående er kontrakten mellem ham og Kirkeby Kommune. 45 timer ugentligt, 10.440,- årligt og der ydes ikke udbetaling af overarbejde eller søn- og helligdagsarbejde.

Forsiden af gårsdagens avis.

Min farfars konfirmationsbillede. Uddrag af billedtekst "første række, 3.tv Morten Eskild Pedersen s.a. karetmager Niels Pedersen."

Fisk og foto i denne uges klumme.

Dagens film.

Fynsværket fra min stue, 06-03-07

Dagens film.

Tillbaka Till Samtiden rummer mere maskinpark end Kent har brugt nogensinde før, men udgivelsen forsætter oktobers række af udgivelser, der fortjener plads på årslisterne.

Dagens Film.

Denne uges klumme er desværre ikke kommet på avisens hjemmeside.

Jeg bor privilegeret. Ikke at min lejlighed er noget særligt – men det er min udsigt. Fra min fjerde sal og den bakketop, den er placeret på, har jeg fra køkkenet et ugeneret udsyn ind over byen og i den anden side af huset, fra stuen, kan jeg kigge ud langs kanalen, over Hedviglundskoven og ud til Fynsværket, der, set herfra i de små to kilometers fugleflugt der er derud, stadig er så massiv en størrelse, at svaret på, hvor mange 60-wattspærer, det kan trække, langt må overgå den lille tabel. Jeg havde boet her et stykke tid, før det gik op for mig, at jeg fra min stue også har udsigt til Fredens Kirke på Skibhusvej, men sådan er det nu engang for mig. Oplysning fylder så meget mere end det gejstlige. Hvad der sker på Fynsværket og de kræfter, der bliver skabt og tæmmet derinde, er næppe noget, jeg nogensinde kommer til at forstå, men måske det alligevel er nemmere end at prøve at overskue stedets størrelse. Når jeg cykler derud forbi, så er turen hen langs bygningerne nærmest en rejse i sig selv og lige så langt, der er i vandret linje, lige så langt føles det som om, der er op til tagene og til de tre skorstenes udmundinger. Det ligger så uendeligt langt fra de billeder, jeg kan finde i vores familiealbum, fra da min farfar i 1950’erne og frem til det blev lukket i 1963 var elværksbestyrer på Stenstrup elværk. Jeg kan ikke forestille mig, at Fynsværket ville kunne styres af en enkelt mand og hans hjælper, hvad der var arbejdsbetingelserne dengang på det lille elværk, beliggende i et hus ikke meget større end en normal villa. Uden at forklejne min farfars indsats dengang, så er produktiviteten nok alligevel noget højere pr. mand nu, end den var for et halvt århundrede siden, selvom det måske har lydt af mere dengang. Min farfars hørelse var, da jeg nogle år senere kom til verden, mærket af, at han dagligt havde gået op og ned af maskinerne på værket. Stopper man i dag op ude ved Fynsværket, er alt, man kan høre, en svag summen derindefra. Jeg ved ikke længere hvor højt det lyder inden for murene, for det er de første 20 år siden jeg har været på rundtur derude. Egentlig vil jeg gerne se værket indefra igen, men så ville jeg skulle forholde mig til det jeg lærte i fysiktimerne for 15 år siden, hvis jeg da overhovedet kan finde den lærdom frem igen. Så er det nemmere at forblive i uvidenhed om, hvad der egentlig sker rent teknisk, når jeg klikker på lyskontakten i stuen, før jeg går hen til vinduet og kigger ud på Fynsværket.

Strid har en hjemmeside, det tror jeg ikke altid han har haft.

Porter og Hunter S. Thompson, det burde være det bedste fra begge verdener - desværre er resultatet meget ordinært og ganske bittert.

Halvt historietime, halvt ugens klumme.

Så er der købt billet til The Cure i Forum 13. februar 2008.

Tolderlundsvej 76/Malmøgade 11 anno 1934. (Jeg bor øverst til højre i dag)