Slægtens videreførsel blev sikret lørdag aften klokken 18.59. At kalde denne blogger stolt vil være en underdrivelse - Farmanden fra Onkel er pissestolt!

Jeg er vokset op på landet, ikke langt fra en landsby af den slags med tank, købmand, grill og foderstof. Vi boede ved en vej jeg ikke måtte gå ud på, ikke langt fra en å jeg ikke måtte gå ned til. På den anden side vejen var der marker, for enden af haven var der marker, baggården med terrassen havde udsigt til marker, og til den sidste side, hvor brændet stod stablet når det var på den tid af året, var der et frimærke af et braklagt stykke græseng, som tidslerne og blomsterne sloges om retten til at dominere.

På den anden side frimærket lå et gammelt flerfamilieshus fra dengang teglværkerne havde deres heyday, og arbejderne trange kår. Her flyttede tvillingerne ind da jeg gik i første klasse. De kom i min klasse, og tit når vi legede, drømte vi om at få ændret frimærket til en fodboldbane, men det blev aldrig til mere end drømmen. Det var min far, der fandt deres kat i vejkanten mellem frimærket, og vejen, og mig der fortalte dem det i en sidebemærkning. Jeg forstod ikke deres reaktion, det var jo bare en kat. Deres mor flyttede år efter, at vi var holdt med at lege sammen, op på samme vej som vi for længst var flyttet til, og jeg snart flyttede fra igen. Deres far røg i fængsel for et bankrøveri.

For enden af haven lå køkkenhaven, og ikke langt fra det ene hjørne af den var der et hul i hækken, hvor man kunne smutte ud til marken. Skråningen ned til marken faldt hverken dybt eller stejlt, men var alligevel en overvindelse hver eneste gang. Ved siden af vejen ned havde min far på et tidspunkt kasseret en mængde kul, og mere end en gang har jeg i barndom siddet på skråningen og gravet kul, og leget kulmine.

Gik man fra skråningens slut, og langs markens kant kunne man efter et par meter dreje om et hjørne og forsætte langs marken. Før man nåede hen, hvor baggården med et legehus, der rummede et par dværgvagtler og terrassen, lå, var der et hak ind, hvor flere træer gav skygge for solen, og dække for den leg man ikke gad have, at forældrene fulgte med i.

Bag marken kunne man, når man kiggede fra terrassen, se lergraven. Her fangede jeg min første gedde, og her fiskede min far to drenge på en tømmerflåde ind på land, da de på flere planer var kommet ud, hvor de ikke kunne bunde. Den enes far havde Pavacenteret længere oppe mod byen, og tømmerflåden var bygget på tomme tønder derfra. De tryglede min far om ikke at sladre. Min far lod dem stå klart, at ingen straf deres forældre kunne byde på ville stå mål med, hvad der ville ske med dem, hvis han tog dem i igen at være på eventyr på lergravens mudrede vand. Om min far nogensinde sladrede ved jeg ikke.

Marken på den anden side vejen har jeg stået på ski på, i en af de vintre, der kun fandtes da man var barn. Henover marken til rensningsanlægget og tilbage igen. Jeg ved ikke om jeg kan huske det, eller jeg har set billederne fra de dage så ofte, at jeg bilder mig, at jeg kan huske det. Det er dog mit minde, at det korte fald, der var ned til frimærket blev brugt som afsæt for noget, der i rus mindst må have mindet om et styrtløb. 1½ meters adrenalinrush, store sager for en klejn knægt.

Den sommer, hvor vi flyttede boede vi i et par lejede værelser hos genboen, som stadig hører til blandt mine forældres venner. Han var nyskilt, og tog logerende ind. Hans søn gik i min parallelklasse, hans hund hed Olsen, og i annekset boede en gammel sømand, der hed Claudi, som vi ofte kiggede ind til, når lysten til en god historie trængte sig på. Udover os boede også Steen og Benny der. Benny havde til min store misundelse en dobbeltbåndoptager, men han blev smidt ud, da det viste sig, at han havde fortyndet noget nær enhver spiritusflaske i huset. Steen var fraskilt, hørte Deep Purple, og læste bådmagasinet.

Huset ligner sig selv i dag, jeg kører stadig forbi, hvis jeg kan slippe af sted med det, når jeg er på de kanter. Der er kommet flagstang i haven, og elggeviret blev pillet ned fra gavlen ikke lang tid efter vi flyttede, men ellers er alt det samme. På frimærket ligger der nu et kæmpe designerhus, klemt ned mellem mit barndomshjem, og den villa, der erstattede flerfamiliehuset, da det alligevel blev for kummerligt. Designerhuset ejes af den entreprenør, der byggede det hus vi flyttede til, da vi flyttede derfra.

Som en tidlig fødselsdagsgave fik jeg en lille håndfuld fotografier min far havde sorteret fra en stak af min farmors efterladte. "Farmors billeder kan du genkende på, at de altid er rystede" sagde min mor engang jeg sad med en stak uspecificerede familefotos, men det er ikke helt tilfældet her. Der er datoer bag på fotografierne, og perioden de er fremkaldt i strækker sig fra august 1979 frem til april 1982. Også dengang var jeg i særklasse kær.

En gift mand, og hans lige så gifte kone.

Det er så mit barn, vi blev præsenteret for hinanden her til morges. Først i det nye år kommer vi til at hilse rigtigt på hinanden. Goddag, goddag kan vi så sige.

Min far på jagt ved Nissum Fjord, 1981.

Min farmor og farfar på deres bryllupsdag.

Min mor har lige ringet og fortalt, at min farmors storebror Johannes er død. Selvom jeg ikke har set ham siden min farmors begravelse (1999) så er det det alligevel voldsomt så mange barndomsminder, der lige nu kører rundt i hovedet. Som jeg husker det, legede vi altid cirkus i min farmor og farfars baghave når Johannes og Hildur var på besøg. Vi brugte den del af det nedlagte kølebassin (fra det nedlagte elværk min farmor og farfar boede i), der stak over jorden som manege. Nu er Lyngby så blevet en skomager af den gamle skole fattigere, det er egentlig lidt trist.

Jeg gennemgik i går en kasse med diverse ting, primært billeder, der har tilhørt min oldemor. Det var de færreste ansigter jeg, eller for den sags skyld min far, kunne genkende eller på anden måde sætte navn på. I blandt billeder af ukendte og et fåtal af kendte familiemedlemmer lå dog også ting jeg ikke troede fandtes. Min farmors anbefaling fra hendes tid som pige i huset, et brev hun har sendt til sin farmor da hun var barn og min oldemors poesibog fra da hun var ung pige. Alvoren i udtryksformen skinner igennem og bibelcitater og salmevers dominerer bogens sider. De tre afbilledede damer ved jeg intet om, de var at finde blandt et væld af andre ukendte ansigter. Det eneste, der er nogenlunde sikkert er at jeg er i familie med dem.

Min farmors anbefaling fra hendes tid som ung pige i huset 1940-43.

Christian ville være fyldt 32 i dag.

Min fars mormor og min farfar i lystig dans engang før min tid.

Min morfar gik i daglig tale under navnet Alfred vejmand, ovenstående er kontrakten mellem ham og Kirkeby Kommune. 45 timer ugentligt, 10.440,- årligt og der ydes ikke udbetaling af overarbejde eller søn- og helligdagsarbejde.

Min farfars konfirmationsbillede. Uddrag af billedtekst "første række, 3.tv Morten Eskild Pedersen s.a. karetmager Niels Pedersen."

Udsigten fra Stationsvej 27 i Stenstrup, ca. 1963-64, autoværkstedet fungerede samtidigt som kommunal brandstation. Min farfar var i en periode kommunal brandinspektør sideløbende med hans virke som elværksbestyrer for Stenstrup Elværk, der var beliggende på Stationsvej 25.

Jens Ole og Martin, brødre til min farmors mor Stine Rasmussen.

Stine og Jens Rasmussen, min farmors forældre.

Inger og Morten Eskild Pedersen, min farmor og farfar.