Over Vesterbros tage vender dronerne hjem
På den anden side bakken kører maskinerne frem

Hovedstaden, bombet og sænket

Danmark er frit igen

Da han først var inde ved købmanden gad han ikke gå ud i bilen for at se om huskeseddelen lå derude. Måske havde han lagt den sammen med solbrillerne. Havde han overhovedet husket at få dem med? Hun havde i hvert fald sagt mælk, men hvilken type. Hvad var det den pigen skulle have for at hun ikke fik bøvl med maven, og hvad var det hans kone brugte i kaffen? Han tog de tre gængse: sød, let, og mini. Og en pakke cornflakes. Uanset hvilken mælk han havde valgt forkert, så var det den mælk han helst ville have på sine cornflakes. Så længe hun ikke stillede spørgsmålstegn ved, hvorfor han første gang i den tid de havde kendt hinanden, og de femten år før det, ville have cornflakes. Han gad ikke slagsmålet, hverken om mælk, glemt huskeseddel eller cornflakes, og slet ikke med 12 dage tilbage i isoleret luksussommerhus, med plads til otte personer, og udsigt til klitterne. Halvvejs oppe mod kassen måtte han vende om. Hvorfor afbillede de også en mark på mælkekartonerne, hvis de ikke var økologiske? Økominimælken kunne kun holde sig to dage til. Normalt havde han på hendes foranledning brokket sig over mangelen på friske varer, men heroppe i ferieland ville han kunne spise hende af med c’est la vie og when in Nordvestjylland. Resten af huskeseddelen kom han i kurven efter hukommelsen, hvad han ikke fik med hjem, havde de ikke haft, og det var lige langt nok, at køre yderligere ti kilometer for at komme i Superbest. Mon ikke hun købte den? Så længe huskeseddelen lå i bilen, og ikke hjemme på køkkenbordet skulle det nok gå. Grillen overfor lokkede. Hvis han tog en øl til de to ristede hotdogs med det hele, som han halvt om halvt havde planlagt da han stod ud af bilen, så ville hun kun kunne lugte løgene, og han ville kunne nøjes med at få ballade for at have spist så tæt på spisetid, og ikke stå til regnskab for om det virkelig var nødvendigt at drikke når han skulle køre. En halv sejr. Glasset var halvt fyldt da han blev færdig med den anden hotdog. Halvt tomt, da han tænkte, at han næppe kunne trække den længere, hvis han skulle kunne dække den ind med en undskyldning om kø i butikken. Varerne i bilen. Solbriller og huskeseddel på deres urette plads. Nøglen i tændingen. Telefon, foretrukne, ”Jeg kommer hjem nu, der var mange i butikken..”, dyb indånding, kør.

"Da jeg var dreng, undrede jeg mig over, hvorfor enhver gentleman ikke blev ornitolog."

Darwin

Det var også mærkeligt.
Jeg havde hørt om
Stilheden i naturen.
Med der var
blæst og
frøer og fugle der var et
Spektakkel af den anden verden

Erik Knudsen "Den anden verden" (uddrag)

Det var ikke meget galt, at jeg faldt bagover bænken i bar forskrækkelse, da en fremmed mands penis strøg forbi en halv meter fra mit hoved. Jeg nåede dog at tænke, at det vist er meget normalt med nøgne mænd i et omklædningsrum og blev siddende. 

Jeg er ikke sikker, men jeg tvivler på, at jeg har sat mine ben i et omklædningsrum siden den sidste idrætstime blev overstået i niende, og min sidste virkelige fysiske udfoldelse var den efterfølgende jubelscene, da timen var overstået. Jeg hadede idræt. Faget kunne nu lige så godt have heddet fodbold. Drengene fra de tre klasser, tre hold, tre kampe og jeg var som regel blandt de sidste tre, der blev valgt, og det med god grund, jeg anklager ingen. Jeg var den første på min årgang, der begyndte til fodbold, og den første, der faldt fra igen. Offsidereglerne var latterlige, men det var det, at vi nu havde en alder, hvor vi skulle spille på stor bane, der var det virkelige dødsstød. Der er fandeme langt hjem og forsvare, når man har været med fremme. Badminton, bordtennis, svømning. Jeg har prøvet det meste, men det der med fysisk udfoldelse har aldrig rigtigt bidt sig fast som en personlig favorit.

I torsdags sad jeg så i et omklædningsrum igen. Der er tydeligvis ikke sket den store produktudvikling indenfor andre mænds tissemænd siden jeg for 20 år siden sidst sad i et sådant. Hvor der dengang duftede surt af svedige sokker og larmende børn, så mindede duften her mest af alt om et giftigt udslip fra en duftlysfabrik, og tissemændende – de ligner stadig skamferede cocktailpølser serveret i en sovs af afro. Ude fra dampbadet kunne jeg høre en mand synge med på Saybia, og da den gratis til rådighed stillede hårtørrer var i brug, havde en midaldrende tyrkisk herre stillet sig i en vinkelret position ud for gulvventilatoren for at tørre den del af hans hoved, der stadig havde en smule hårpragt. Jeg havde på forhånd besluttet mig for at gå i bad derhjemme, og jeg kan konkludere, at jeg som regel ved bedst.

Ovenpå bliver der svedt. Hver har sin grund, og baggrunden for hver enkelt, der træder ind gennem døren deroppe, er langt mere mangfoldig end jeg havde troet. Mig? Jeg skal tabe mig. Ikke på lægens opfordring, ikke fordi mit BMI-tal har passeret endnu en milepæl, men bare fordi. Skal det nogensinde lykkes, så er det nu. Jeg har ikke været under de 100kg siden jeg fyldte 19, så det er planen, og planen er overskuelig. Havde jeg i stedet skulle prøve at presse vægten ned på en BMI, der hed normalvægtig, så kunne det her projekt rende og skide på forhånd. Så 100kg or bust og så en stærkere ryg i tilgift, med hjælp fra den træningsplan Sanne med de store bryster lagde for mig er det ikke helt umuligt.

Sanne med de store bryster er det der på fitnessk hedder en træningsvejleder, og langt fra så skuffende som pigen, der et par dage tidligere havde meldt mig ind. Hun levede slet ikke op til mine fordomme om ansatte sådan et sted her, men Sanne, Sanne med de store bryster, hun var sgu et hit. Ingen nåde i de indledende spørgsmål, og et sprogbrug kun for de indforståede. Min første øvelse var hænderne i vejret, da jeg måtte opgive at forklare, at det der med hold, det var sgu nok ikke lige mig. Da jeg havde forklaret, at jeg hverken gad paces af en overstadig holdleder eller svede i flok, gik Sanne i gang med en militant præcis gennemgang, at alt det jeg gik glip af. Først hvad det gik ud på, så hvor det styrkede og til afslutning og uden, at springe over en eneste gang et ”det ville være virkelig godt i forhold til det du vil opnå”.  Vi tog hele turen: bodypump, bodycombat, bodyflow, bodyattack, cxworx og for afslutningsvis lige at få pulsen op, så en lang tur udenom stripfitness, der ikke blev nævnt med et ord. 

Det tog mig tre sekunder at indse, at mavebøjningerne skulle ordnes hjemmefra, for mens jeg lå på ryggen som en skildpadde, der havde taget en overdosis tyngdekraft, blev nabomavebøjningsbænken indtaget af en ung fyr, der som en cylinder på overdrive knaldede op og ned bare ved mavemusklernes hjælp. Maskine efter maskine, hive, skubbe, trække, svede, svede, svede og så afslutter du på cykel, crosstrainer eller løbebånd, du vælger selv. Jeg har set for meget hjemmevideo til nogensinde, at nærme mig et løbebånd, det, og så fordi de står i første række ud til vejen, så tosserne, der går forbi derude, kan se ind på tosserne, der går og kommer ingen vegne.

Nu har jeg så været af sted to gange. Ingen synlige resultater endnu, men omvendt heller ingen uheld, så oplevelsen falder ud til plussiden. Jeg har vænnet mig til at optræde offentligt iklædt shorts og absurd store svedplamager ved siden af tørklædeklædte kvinder, genoptrænende vrag, fitnesspiger og fyre, der burde overveje at finde en ekstra hobby, da proteinbarrerne helt klart er gået dem til hovedet. Det er ok, og som de skrev i min velkomstmail ” tillykke med at du har taget første skridt på vejen mod et bedre, sundere og længere liv. Med dit medlemskab i har du åbnet døren til en verden af fysisk træning, som kan blive en kilde til energi og velvære resten af dit liv”. Jeg nænner sgu næsten ikke, at fortælle dem, at jeg bare skal tabe 8kg.

Jeg så Jesus gå på vandet.

Det må have været isvinteren '42.

Jeg havde læst om ham i bøgerne, og der stod den skide mexicaner så på fjorden og pilkede torsk.

Lyset så jeg ikke den dag.

På denne sikkert snart uddøde helligdag er det ganske godt at blive mindet om, at Bent Vinn Nielsen skriver skidegodt.


Hun kan ikke lide Anne Sophie Hermansen, hun synes, ASH er en fladpandet speltkusse. Det ved jeg snart ikke, om jeg også synes. Jeg synes mest, hun bare er et dekorativt hul i jorden, men nu er jeg også vokset op på landet. Vi, der er det, udtrykker os gerne i naturbilleder.

Klummen om Bitterfissen, og alt de andre klummer Bent render og skriver for dagspressen, kan findes hos Information her.

der findes ingen skandaler
kun folk med for megen tid
og for lidt at bruge den til

Jeg har Lone Hørslev og Kate Bush liggende

i badeværelsets vindueskarm

der er de så endt

Om at køre ingen steder hen.

Det er efterhånden så sjældent jeg har tid, og endnu sjældnere sker det, at jeg har bil til rådighed når det sker. Men i går, under høj middagssol efterlod jeg barn og kone sovende på sofaen, og satte mig til rette i en lånt stationcar. Destination var klar, men ruten ikke fastlagt. Turen gik til Skamby, en landsby mellem Otterup og Søndersø. Det var her min farmor kom fra, så jeg er en fjerdedel Skamby, og alligevel helt fremmed for byen. Kameraet fandt sin plads på passagersædet, radioen fandt P3, og vinduerne fandt et leje halvvejs nede, så den tunge luft fra den solopvarmede bil kunne blive udskiftet med foråret udenfor.

Jeg gjorde stop ved Beldringe Lufthavn, der via en lille omvej lå direkte på ruten. Tanken var, at fotografere i den forventet tomme ventesal, der som forventet lå øde hen, men som en upraktisk bonus viste sig at være aflåst. Jeg tog et par overbelyste fotografier på lufthavnens parkeringsplads, og opdagede at jeg ikke var helt alene ved den ellers øde lufthavn. Ikke langt fra en af landingsbanerne blev der holdt skovtur bag det hegn og den pigtråd, der ellers skulle holde gæster ude fra området. Gæsterne var dog ikke uønskede, og de fik snart selskab i form af fire faldskærmsudspringere, der gjorde deres entré fra oven. Jeg tog mig tid til at nyde synet af det ingen eller intet, uanset hvor megen vold og magt man måtte forsøge sig med, ville kunne tvinge mig til. Trods blæsten landede de præcist, og jeg tog mig tid til at tænke, at de ville kunne have landet på en femkrone, hvis de ville. Jeg var imponeret.

Da jeg kørte derfra gjorde jeg holdt ved udkanten af lufthavnen, hvor landevejen klemmer sig ind mellem landingsbanen og landingslysene, der i en forsat lige linje fra landingsbanens ophør forsatte ud i landskabet og ned mod de nærliggende bakker. Jeg tog kameraet med ud i landskabet, og stoppede op da et fly nærmede sig. Snøvlende, og spruttende som en gammel græsslåmaskine fløj det henover hovedet på mig. Trods sportsflyverens begrænsede fart og størrelse var det et forunderligt skue. Jeg fotograferede det, da den næste flyver gentog min oplevelse et par minutter senere.

På min forsatte færd mod Skamby tog jeg mig tid til en omvej for at se, hvad Dallund Slot var for en størrelse. Det viste sig at være et rehabiliteringscenter for kræftramte placeret i det ypperste dansk landidyl kan præstere. I fuldt solskin var det hvide slot omkranset af genskæret fra den nærliggende sø og dækket ind af skov for resten, et scenarie så fuldendt, at hverken Morten Korch eller Dansk Folkeparti ville have tænkt sig til det.

Skamby. En landsby, der sagtens ville kunne placeres i boksen udkantsdanmark. En maskinfabrik, boldklubben, Skamby El, og et loppemarked prægede det jeg antager, var hovedgaden. Kirken lå der også, jeg var ikke inde og snuse rundt på kirkegården, men jeg må have familie liggende der. De ligger der nok stadig, om stenene stadig står tvivler jeg mere på. Jeg kørte igennem byen, vendte om da jeg nåede udkanten og det tilhørende byskilt, og kørte tilbage og igennem en gang til. Jeg drejede af i retning af Glavendrupstenen, og forlod byen af veje så snævre, at man langt overskred folks intimsfære blot ved at køre forbi deres hus. Glavendrupstenen har, hvis du ikke ved det, Danmarks længste runeinskription.

Parkeringspladsen derude kunne rumme 10 biler, alligevel var jeg den eneste, der brugte lige denne del af søndagen på, at dykke ned i det specifikke afsnit af Danmarkshistorien. Når man træder ind i Glavendruplunden, der omkranser stenen og den tilhørende skibssætning, mødes man af en gravsten tilhørende en for længst død landmand, der i al beskedenhed posthumt har fået tildelt titlen ”Glavendruplundens vogter”. Mon ikke det har været hans jorder, der har omgivet stedet? Udover resterne af landmanden, rummer lunden også kongelige mindesmærker, og et enkelt fra befrielsen. På skiltningen kunne man læse, at lunden tidligere har været brugt som festplads, og som jeg lænede mig op af stedets flagstang, kunne jeg sagtens se alsang, og flaghejsning i 20’ernes Danmark finde sted her. Jeg pissede i hegnet, mens jeg betragtede landskabet, og til min egen fornøjelse lyttede til fuglene, kiggede på kragerne, og hørte årets første bi summe sit, mens den næppe holdt søndagsfri.

Jeg fandt Bogensevej, og trillede tilbage mod Odense, med et enkelt stop på en byggeplads jeg længe har villet kigge nærmere på. Sumplandet langs Odense Kanal er ved at blive tørlagt, her skal der være en bro, der skal føre trafikken udenom byen, og igennem det, der engang var det mest betagende stykke natur i Odense. Jeg vil ikke stille mig i vejen for hverken fremskridt eller udvikling, men nogen skulle have gjort det. Tilbage i bilen kørte sport på 3’eren, og jeg sendte en venlig tanke til Ulrik Jensen, manden med den rare stemme, der så ofte har underholdt mig søndag eftermiddag med sport, og vel noget nær Danmarks bedste æterbårne playliste.

Så kørte jeg hjem.

Bartenderen er fra min by. Min by har ikke været min by i mange år, men det er der jeg stammer fra, og det er sådan det skal læses. Han var tømrermesterens søn, og hans efternavn var derfor erstattet med ”Tømrer”. Kristian Tømrer. Han var en rod, han havde en storesøster, og han gik inde i a-klassen, mere husker jeg ikke om ham. Og dog. Jeg husker udtalelsen han fik med sig fra folkeskolen. ”Når Kristian arbejder, så arbejder han”. Kristian var aldrig den boglige type. Der var også en episode med bål og benzin bag tømrerfirmaets lokaler, der endte med en ambulancetur. De nærmere omstændigheder har jeg glemt.

Min far udpegede kollega for mig i går da vi var til fodbold. Han arbejder også der, hvor min far nu har haft sin gang i over 30 år, og jeg i over 10 år tjente mine lommepenge i ferierne, weekenderne, og det ene år efter jeg sprang fra min første læreplads. En mand, midt i fyrrerne, hælløse træsko, og håbløs striksweater. Hans kone var jævnaldrende, og frygten for at nogen skulle stikke af med hende, måtte være den mindste af hans bekymringer. De fortjente hinanden. Noget dæmrede, jeg spurgte, og min far bekræftede, at han hed Karsten. En fætter til Kaj, jeg gik i klasse med. Han gik to klasser under mig. Næste gang jeg kiggede mig i spejlet følte jeg mig velholdt.

Min by er meget langt væk.

Lægen sagde det var breaking news. Der er vist en del i omløb af det for tiden.

Ikke en voldsom trængsel og alarm.

Den nat var det luftværnssirenerne, der angreb, og flyene, der skreg deres advarsel, og kældrene, der krøb ind i menneskene, mens bomberne spredte liv og glæde.

Den slags nætter er der ikke mange af.

Endelig kom det så vidt, at jeg fik bevæget mig forbi Brandts, og kastet mine øjne på fotoprojektet Danmark under forvandling, der beskrives således:

Danmark under forvandling er et stort anlagt fotokunstnerisk og kulturhistorisk projekt, hvor nogle af Danmarks bedste fotografer skaber et billede af Danmark fra 2008 til 2009. Projektet skærer en skive i tiden og skildrer land og by skabt på de æstetiske, idémæssige og visuelle præmisser, som fotografiet giver. De nyoptagne fotografier af Danmark belyser, hvorledes natur og kultur spiller sammen i de landskaber, der omgiver os. Det er første gang Danmark gennemfotograferes af så mange fotografer og billedkunstnere, og projektet vil give et øjebliksbillede af landet til bevaring for eftertiden.

Mængden af indtryk var overvældende, og enhver fornuftig person ville nok indtage udstillingen over to gange for ikke at smide for mange lag af indtryk oveni hinanden. Motiverne går flere gange tæt på hinanden fotograferne imellem, men det lykkes dog de fleste at bevare deres eget særpræg. Eksempelvis kunne jeg genkende Astrid Kruse Jensens billeder på lang afstand, og jeg bliver for hver gang jeg støder på hendes navn og virke, mere og mere begejstret for hendes rolige nattebilleder, der virker så naturlige og uforcerede, at det er en nydelse.

Første navn jeg stødte da jeg trådte ind på Museet for Fotokunst var dog Jørgen Borg. Navnet kendte jeg ikke, men flere af hans motiver var velkendte, og taget på Odense Havn, der på det nærmeste er min baghave. Det genkendelige var dog også det mest spændende ved hans bidrag, og jeg gik hurtigt videre til Trine Søndergaards bidrag.

Trine Søndergaard bidrager til udstillingen med en række matte naturbilleder, der rummer så meget ro, at den nærmest kryber ud af rammerne. Vidderne synes uendelige, og alligevel var klaustrofobien nærværende i det hjørne af udstillingslokalet, hvor hendes bidrag hang. Hendes serie kan det kun anbefales, at finde frem til på hendes hjemmeside, hvor den optræder under titlen ”Denmark In Transition”.

Henrik Saxgren kaster nærmest gloss på virkeligheden, og de menneskeforladte af John Jedbos billeder fremstår som en blanding af teoriprøvebilleder, og landlige uddrag af Jesper Rasmussens Off Location billeder. Kirsten Klein må man bøje sig i støvet for. Hun kan sit håndværk, og rammer hårdt når hun er bedst. Hendes sort/hvide naturbilleder, hvor elementerne raser, og går i ét med resten af naturen er ganske simpelt bjergtagende, og skal opleves, ikke beskrives.

Jeg stoppede op ved Krass Clement, og tænkte mit. Hans brug af tågen, og måde at gå til sine billeder på minder mig om, hvad jeg selv gør, uden at jeg skal fornedre ham med yderligere sammenligninger, men her var et nyt navn og virke, at dykke ned i. Et andet nyt navn for mig var Joakim Eskildsen, der må være forbandet gode venner med solen. Hans brug af sollyset til at fremmane utrolige farver holdt mig fanget gennem længere tid, og var den største oplevelse blandt de for mig ukendte navne.

At flere af de medvirkendes navne ikke er nævnt, er ikke en forglemmelse, men selv i de bedste selskaber findes langgaberne, der ikke skal spildes yderligere kræfter på her.

Et enkelt navn glimter dog i sit fravær, men min personlige favorit Nicolai Howalts billeder var gemt væk bag et foredrag relateret til udstillingen, og var ikke tilgængelige med mindre jeg ville have vandret rundt blandt stolerækker og tilhørere, og det ville jeg ikke. Jeg håber dog at nå forbi endnu engang før udstillingen lukker ned 21. november, og få det sidste med.

Der er dog ingen tvivl, Danmark under forvandling anbefales.

Hej Pia

Som lovet fremsender jeg hermed udkastet til en pressemeddelse, den mangler bare en underskrift.

M.v.h.
Martin Petersen
Freelanceskribent


Det er med stor bekymring, at vi hos Dansk Folkeparti har modtaget nyheden om De Radikales valg af Anna Mee Allerslev som ny integrationsborgmester. Dansk Folkeparti sidestiller valget af Anna Mee Allerslev med den gamle ligning om ikke at lade ulven passe fårene, og vi frygter hos Dansk Folkeparti, at det kun vil være et spørgsmål om tid før det indre København er omdannet til et nyt Chinatown. Dette vil ikke alene være et anslag mod danskheden, og en hån mod danskerne set i lyset af at vi igennem længere tid har måttet undvære vores danske vartegn den lille havfrue netop til Kina, men det vil også forplumre det danske sprog. Det engelske udtryk Chinatown vil udvande vores sprog, der i forvejen er oversvømmet af udenlandske gloser, yderligere. Vi vil hos Dansk Folkeparti insistere på, at man pr. lovkrav bruger udtrykket ”kinaby”. Når først den indre by er blevet kinaficeret er vi hos Dansk Folkeparti ikke i tvivl om at Anne Mee Allerslev vil åbne op for yderligere tilstrømning af fremmede befolkningsgrupper.

Med tanke på asiaternes lederposition på verdensmarkedet for elektronik frygter vi også hvilke nye elektronikkomponenter, der vil blive sat til skue i ghettoernes vindueskarme, og hvilken undergravende virksomhed mod Danmark disse kan medføre. Selv om Dansk Folkeparti ikke billiger Klaus Bondams livsstil, ser vi valget af Anna Mee Allerslev som et skridt tilbage, og et anslag mod danskheden. Klaus Bondams typer har i det mindste ikke muligheden for at formere sig som rotter.

På vegne af Dansk folkeparti…

Piraterne havde indtaget Prins Richard bagfra, alt imens jeg i færgens parfumeri forsøgte, at mønstre en holdning til den række af spørgsmål og duftindtryk min kone præsenterede mig for. Når min kone ikke talte, prøvede jeg prøvede at komme i tanke om navnene på hovedpersonerne fra romanen opkaldt efter den færgerute vi var nu var blevet afbrudt i at fuldføre besejlingen af.

Jeg blev først opmærksom på piraternes tilstedeværelse da en tysk sømand på tilbagetog forskansede sig i parfumeriet bag en reol med barbersprit, og andet herrerelateret duftevand. Fra sit skjul bombarderede han den pirat, der nu var blevet synlig i gangen mellem vekselboden og parfumeriet. Dyrt duftevand blev febrilsk kastet gennem luften sammen med tilråb som ”hau doch endlich ab”, ”affenarsch” og noget med ”zurück wo die pfeffer wächst”. De små papemballager, der rummende endnu mindre flasker af eau de cologne syntes dog ikke at genere piraten synderligt. Prisen underordnet.

Piraten havde i den ene hånd sin automatiske riffel, der næsten sikkert havde taget turen fra en russisk udbryderrepublik, og videre til de indiske strande, hvor den med EU-støtte i selskab med en større portion metalskrot var sendt til ophug, men i stedet var blevet renset op og rettet ud, og derfra blevet videresolgt, formentlig via Ebay, til et sted nær det afrikanske horns østkyst, hvorfra piraten syntes af stamme. Den anden hånd, der skiftevis havde afværget de indkomne papæsker, hvis indhold nu var blevet oprustet til de mere hårdtslående deosticks, og skiftevis var blevet brugt til at orientere sig på det ophængte oversigtskort, havde fundet vej om til piratens nakke, og blev nu brugt til at klø for ligesom at understrege piratens desorientering.

”Captain?” udbrød piraten med militant myndighed mens hans kiggede på sømanden. ”Aber ich bin gar kein kapitäin” lød det undskyldende svar. ”Captain!”, piraten gentog sit spørgsmål og understregede spørgsmålets alvor ved to gange at slå hårdt på oversigtskortet med en strakte pegefinger. ”Oh!”. Sømanden kom frem fra sit skjul, og gik duknakket og forsigtigt over til piraten. Med tegn, fagter og pegen på oversigtskortet fik han forklaret vejen op til skibets kaptajn. ”Thank you!” lød det samtidigt med lyden af det kammeratlige klask, der ramte sømandens ene skulder som afsked fra piraten, der nu begav sig i retning af skibets bro.

Sømanden kiggede rådvildt på mængden af duftevandet han havde fået relokeret til gangen. Han fik fat i en indkøbskurv påtrykt Duty free shopping – save up to 30%, og nåede at samle en to-tre emballager op før han igen standsede og kiggede i den retning piraten var gået. Højttaleren skrattede.

”Dette er kaptajnen med en meddelelse til vores passagerer. Grundet den stigende uro i farvandet ud for Afrikas Horn, og de deraf følgende og tiltagende problemer med pirateri har farvandsdirektoratet i samarbejde med transportministeriet, for at vedligeholde vores piratberedskab, pålagt os at afholde tre uannoncerede øvelser årligt her på ruten. Øvelsen er nu afsluttet. Vi håber ikke den har givet jer gener, og jeres kaptajn og personalet ombord på Prins Richard ønsker jer en fortsat behagelig overfart."

Sømandens blik havde først lidt tøvende skiftet fokus fra retningen, hvor piraten var gået, og til højttaleren, men kørte nu frem og tilbage i rutefart mellem de to punkter. En af de kvindelige ekspedienter fra parfumeriet kom ham til undsætning, og oversatte til et gebrokkent, men anvendeligt, tysk, hvad kaptajnen øjeblikke før havde sagt. Sømandens øjne skiftede nu rute, og kørte i stedet mellem kvinden og det rod han havde skabt, og selv havde taget initiativ til at påbegynde oprydningen af. Han rakte hende indkøbskurven, og begyndte med et ”bitte verzeihen sie mir” hovedrystende at gå væk i den retning han var kommet kæmpende fra.

Da færgen nærmede sig havnen, og min kone var blevet klar til at gå til kassen, opdagede jeg at piraten stod bag os i køen. Han var nu bevæbnet med en indkøbsseddel, to hårprodukter, flere duftprøver, en Chloé parfume og et undskyldende smil.

”Jeg havde valget mellem at få tariffen eller handle for det dobbelte ombord. Det blev det sidste, der er ikke råd til megen luksus og gaver når man er skuespillerelev” sagde han med sine undskyldende læber, og lod det undskyldende udtryk sprede sig til resten af ansigtet.

Jeg nikkede forstående, og nikkede stadig i hans retning da jeg betalte. Jeg nikkede høfligt til afsked da vi gik mod vogndækket, og spurgte mig selv ”var det ikke Jane og Line de hed?”.

Det skete forleden morgen, som det jævnligt sker i lyskrydset efter jernbaneviadukten, at vi måtte holde tilbage for grønt. Som regel er det lægerne eller ambulancerne fra ambulancestationen nede bag det nedlagte slagteri, der stopper trafikken, men denne morgen kom sirenerne fra vejene nede bag koncerthuset. Kort før de kørte ind i rundkørslen kort før lyskrydset, blev sirenebærerne synlige da brandbilerne én efter én kom til syne. Et par sekunder efter standsede trafikken ved lyden af den forreste brandbils horn, der ville kunne vække melankolien i enhver nedlagt færgehavn, og det forreste af slukningskøretøjerne kunne uhindret køre ud i krydset.

En brandbil er et tonstungt stykke maskineri, og når det stykke maskineri brager ud i trafikken og ind og ud af lyskryds med en fart, der aldrig nogensinde har været tiltænkt maskiner af denne størrelse, så ved man, at man skal flytte sig eller i det mindste sørge for ikke at komme i vejen, for et møde med en brandbil er en kamp, der er tabt på forhånd. Den kraft og styrke, der åbnes op for, og tanken om hvilken heltegerninger brandmændene i brandbilerne er på vej ud på sender tankerne tilbage.

Brandbilernes blå blink vækker den dreng i mig, der løb op bagerst i haven, hver gang der kunne høres sirener. Derfra kunne man se udover marken bag hækken, og i et hul mellem to huse se de blå blink suse forbi ovre på landevejen. Var der intet at se, så var det politiet. De andre gav sig selv. Jeg har også stået ved selvsamme landevej foran min farmor og farfars hus, og spejdet langt længere op af vejen, hvor man i det fjerne kunne skimte de blå blink fra oprydningsarbejdet efter et større trafikuheld. Mere nært kom det, da Søren fra klassens store fede, og noget ældre fætter kørte galt foran Birgits Blomster, mens Thomas og jeg opholdt os på biblioteket i nabobygningen. Byens ene læge, Doktor Otte, blev hentet fra sit hus på den anden side landevejen. En ambulance blev tilkaldt, og ankom ikke længe efter med de blå blink. Landevejen var byens leverandør af blå blink.
 
I dag passer jeg et job, der har en geografisk beliggenhed ikke langt fra en motorvejsafkørsel, og endnu tættere på sygehuset, så jeg ser politi og ambulancer nok til hverdag til at det netop er blevet hverdag for mig, men brandbilerne får stadig et gys af ærefrygt til at skylle igennem mig, og den førnævnte dreng udbryder et begejstret nøøøj.. der ikke kan misforstås, hver gang det sker.

Jeg er vokset op på landet, ikke langt fra en landsby af den slags med tank, købmand, grill og foderstof. Vi boede ved en vej jeg ikke måtte gå ud på, ikke langt fra en å jeg ikke måtte gå ned til. På den anden side vejen var der marker, for enden af haven var der marker, baggården med terrassen havde udsigt til marker, og til den sidste side, hvor brændet stod stablet når det var på den tid af året, var der et frimærke af et braklagt stykke græseng, som tidslerne og blomsterne sloges om retten til at dominere.

På den anden side frimærket lå et gammelt flerfamilieshus fra dengang teglværkerne havde deres heyday, og arbejderne trange kår. Her flyttede tvillingerne ind da jeg gik i første klasse. De kom i min klasse, og tit når vi legede, drømte vi om at få ændret frimærket til en fodboldbane, men det blev aldrig til mere end drømmen. Det var min far, der fandt deres kat i vejkanten mellem frimærket, og vejen, og mig der fortalte dem det i en sidebemærkning. Jeg forstod ikke deres reaktion, det var jo bare en kat. Deres mor flyttede år efter, at vi var holdt med at lege sammen, op på samme vej som vi for længst var flyttet til, og jeg snart flyttede fra igen. Deres far røg i fængsel for et bankrøveri.

For enden af haven lå køkkenhaven, og ikke langt fra det ene hjørne af den var der et hul i hækken, hvor man kunne smutte ud til marken. Skråningen ned til marken faldt hverken dybt eller stejlt, men var alligevel en overvindelse hver eneste gang. Ved siden af vejen ned havde min far på et tidspunkt kasseret en mængde kul, og mere end en gang har jeg i barndom siddet på skråningen og gravet kul, og leget kulmine.

Gik man fra skråningens slut, og langs markens kant kunne man efter et par meter dreje om et hjørne og forsætte langs marken. Før man nåede hen, hvor baggården med et legehus, der rummede et par dværgvagtler og terrassen, lå, var der et hak ind, hvor flere træer gav skygge for solen, og dække for den leg man ikke gad have, at forældrene fulgte med i.

Bag marken kunne man, når man kiggede fra terrassen, se lergraven. Her fangede jeg min første gedde, og her fiskede min far to drenge på en tømmerflåde ind på land, da de på flere planer var kommet ud, hvor de ikke kunne bunde. Den enes far havde Pavacenteret længere oppe mod byen, og tømmerflåden var bygget på tomme tønder derfra. De tryglede min far om ikke at sladre. Min far lod dem stå klart, at ingen straf deres forældre kunne byde på ville stå mål med, hvad der ville ske med dem, hvis han tog dem i igen at være på eventyr på lergravens mudrede vand. Om min far nogensinde sladrede ved jeg ikke.

Marken på den anden side vejen har jeg stået på ski på, i en af de vintre, der kun fandtes da man var barn. Henover marken til rensningsanlægget og tilbage igen. Jeg ved ikke om jeg kan huske det, eller jeg har set billederne fra de dage så ofte, at jeg bilder mig, at jeg kan huske det. Det er dog mit minde, at det korte fald, der var ned til frimærket blev brugt som afsæt for noget, der i rus mindst må have mindet om et styrtløb. 1½ meters adrenalinrush, store sager for en klejn knægt.

Den sommer, hvor vi flyttede boede vi i et par lejede værelser hos genboen, som stadig hører til blandt mine forældres venner. Han var nyskilt, og tog logerende ind. Hans søn gik i min parallelklasse, hans hund hed Olsen, og i annekset boede en gammel sømand, der hed Claudi, som vi ofte kiggede ind til, når lysten til en god historie trængte sig på. Udover os boede også Steen og Benny der. Benny havde til min store misundelse en dobbeltbåndoptager, men han blev smidt ud, da det viste sig, at han havde fortyndet noget nær enhver spiritusflaske i huset. Steen var fraskilt, hørte Deep Purple, og læste bådmagasinet.

Huset ligner sig selv i dag, jeg kører stadig forbi, hvis jeg kan slippe af sted med det, når jeg er på de kanter. Der er kommet flagstang i haven, og elggeviret blev pillet ned fra gavlen ikke lang tid efter vi flyttede, men ellers er alt det samme. På frimærket ligger der nu et kæmpe designerhus, klemt ned mellem mit barndomshjem, og den villa, der erstattede flerfamiliehuset, da det alligevel blev for kummerligt. Designerhuset ejes af den entreprenør, der byggede det hus vi flyttede til, da vi flyttede derfra.

"Han har en hélt anden tidssans end jeg har. For ham er 15 år virkelig én dag og for mig er én dag virkelig 15 år - og alligevel kan vi sidde dér og spise ostemadder i hans køkken i det samme univers"

Dan Turéll om Per Højholt, 1977.