Piraterne havde indtaget Prins Richard bagfra, alt imens jeg i færgens parfumeri forsøgte, at mønstre en holdning til den række af spørgsmål og duftindtryk min kone præsenterede mig for. Når min kone ikke talte, prøvede jeg prøvede at komme i tanke om navnene på hovedpersonerne fra romanen opkaldt efter den færgerute vi var nu var blevet afbrudt i at fuldføre besejlingen af.

Jeg blev først opmærksom på piraternes tilstedeværelse da en tysk sømand på tilbagetog forskansede sig i parfumeriet bag en reol med barbersprit, og andet herrerelateret duftevand. Fra sit skjul bombarderede han den pirat, der nu var blevet synlig i gangen mellem vekselboden og parfumeriet. Dyrt duftevand blev febrilsk kastet gennem luften sammen med tilråb som ”hau doch endlich ab”, ”affenarsch” og noget med ”zurück wo die pfeffer wächst”. De små papemballager, der rummende endnu mindre flasker af eau de cologne syntes dog ikke at genere piraten synderligt. Prisen underordnet.

Piraten havde i den ene hånd sin automatiske riffel, der næsten sikkert havde taget turen fra en russisk udbryderrepublik, og videre til de indiske strande, hvor den med EU-støtte i selskab med en større portion metalskrot var sendt til ophug, men i stedet var blevet renset op og rettet ud, og derfra blevet videresolgt, formentlig via Ebay, til et sted nær det afrikanske horns østkyst, hvorfra piraten syntes af stamme. Den anden hånd, der skiftevis havde afværget de indkomne papæsker, hvis indhold nu var blevet oprustet til de mere hårdtslående deosticks, og skiftevis var blevet brugt til at orientere sig på det ophængte oversigtskort, havde fundet vej om til piratens nakke, og blev nu brugt til at klø for ligesom at understrege piratens desorientering.

”Captain?” udbrød piraten med militant myndighed mens hans kiggede på sømanden. ”Aber ich bin gar kein kapitäin” lød det undskyldende svar. ”Captain!”, piraten gentog sit spørgsmål og understregede spørgsmålets alvor ved to gange at slå hårdt på oversigtskortet med en strakte pegefinger. ”Oh!”. Sømanden kom frem fra sit skjul, og gik duknakket og forsigtigt over til piraten. Med tegn, fagter og pegen på oversigtskortet fik han forklaret vejen op til skibets kaptajn. ”Thank you!” lød det samtidigt med lyden af det kammeratlige klask, der ramte sømandens ene skulder som afsked fra piraten, der nu begav sig i retning af skibets bro.

Sømanden kiggede rådvildt på mængden af duftevandet han havde fået relokeret til gangen. Han fik fat i en indkøbskurv påtrykt Duty free shopping – save up to 30%, og nåede at samle en to-tre emballager op før han igen standsede og kiggede i den retning piraten var gået. Højttaleren skrattede.

”Dette er kaptajnen med en meddelelse til vores passagerer. Grundet den stigende uro i farvandet ud for Afrikas Horn, og de deraf følgende og tiltagende problemer med pirateri har farvandsdirektoratet i samarbejde med transportministeriet, for at vedligeholde vores piratberedskab, pålagt os at afholde tre uannoncerede øvelser årligt her på ruten. Øvelsen er nu afsluttet. Vi håber ikke den har givet jer gener, og jeres kaptajn og personalet ombord på Prins Richard ønsker jer en fortsat behagelig overfart."

Sømandens blik havde først lidt tøvende skiftet fokus fra retningen, hvor piraten var gået, og til højttaleren, men kørte nu frem og tilbage i rutefart mellem de to punkter. En af de kvindelige ekspedienter fra parfumeriet kom ham til undsætning, og oversatte til et gebrokkent, men anvendeligt, tysk, hvad kaptajnen øjeblikke før havde sagt. Sømandens øjne skiftede nu rute, og kørte i stedet mellem kvinden og det rod han havde skabt, og selv havde taget initiativ til at påbegynde oprydningen af. Han rakte hende indkøbskurven, og begyndte med et ”bitte verzeihen sie mir” hovedrystende at gå væk i den retning han var kommet kæmpende fra.

Da færgen nærmede sig havnen, og min kone var blevet klar til at gå til kassen, opdagede jeg at piraten stod bag os i køen. Han var nu bevæbnet med en indkøbsseddel, to hårprodukter, flere duftprøver, en Chloé parfume og et undskyldende smil.

”Jeg havde valget mellem at få tariffen eller handle for det dobbelte ombord. Det blev det sidste, der er ikke råd til megen luksus og gaver når man er skuespillerelev” sagde han med sine undskyldende læber, og lod det undskyldende udtryk sprede sig til resten af ansigtet.

Jeg nikkede forstående, og nikkede stadig i hans retning da jeg betalte. Jeg nikkede høfligt til afsked da vi gik mod vogndækket, og spurgte mig selv ”var det ikke Jane og Line de hed?”.