Clint og Polly.

"Altså, hvis tiden flyver når man morer sig, så synes jeg vi skal starte filmen med en alt for lang indledning lavet i superslow" - noget i den stil tænker jeg, at Von Trier har tænkt. "Med indledningen overstået speeder vi kameratempoet op til normalt, men holder handlingen i et tempo, der minder om superslow!" - noget i den stil tænker jeg, at Von Trier efterfølgende har tænkt. Indrømmet, jeg er mere fan af idéen Von Trier end af hans arbejde, og aftenens biftur var da også første gang jeg så noget fra hans hånd siden "Dancer in the Dark". Kort fortalt er "Melancholia" en langgaber med tre højdepunkter. Første gang man ser Kirsten Dunsts bryster, anden gang man ser Kirsten Dunsts bryster, og det faktum at jorden går under til sidst, så enhver mulighed for en toer er elimineret.

(Relevant billedmateriale og en afsløring af filmens slutning blev inkluderet i denne post for at spare dig tid og penge)

Hvem Cannes,
Von Trier...

Forbandet langt væk ved biografpremieren, hvor kun København og Aarhus fik glæde af den, siden glemt, og forleden fundet til en halvtredser i Fona. "Mary and Max" er den klart bedste filmoplevelse jeg har haft meget, meget længe. Sød og rørende, og samtidig absurd, grotesk og så morsom, at jeg flere gange slog en højlydt latter op. Et sort/hvidt dukkeunivers, hvor farverne kun benyttes når noget skal understreges, og figurer det er umuligt ikke at holde af. Hvor utænkelig (og kvalmt sød) handlingen end måtte være, så holder ovenstående sammensætning fra start til slut. Jeg vil ikke spilde tid med at forklare handlingen, alt for meget vil alligevel gå tabt i oversættelsen, i stedet vil jeg opfordre til en tur i Fona. "Mary and Max" anbefales uforbeholdent.

Et foto fra optagelserne af MGM løven (1924).

Jeg vil til enhver tid foretrække Tom Waits i rollen som fanden frem for rollen som musiker.

I eftermiddags slog jeg et smut forbi biografen, og nu vil jeg så gerne slå et slag for Sherlock Holmes. Det er effektiv tju-bang, der ikke keder.

- Jubelår for danske biografer
- Zentropa og dansk film i knæ
To nylige overskrifter fra Berlingske.dk.

Stand By Me er filmudgaven af Stephen King novellen The Body, og det er meget muligt, at det er den eneste filmudgave baseret på hvad som helst af Stephen King, der er værd at se. Selv om jeg over årene nok skal have set filmen en håndfuld gange, er det først for nyligt, at det er gået op for mig hvor stærkt et soundtrack, der hører til filmen. Egentlig købte jeg det bare for at få lagt The Silhouettes - Get A Job lagt ind på min computer, men det er nu blevet tildelt en pæn placering på min aldrig nedskrevne liste over favoritsoundtracks.

01. Buddy Holly - Everyday
02. Shirley and Lee - Let The Good Times Roll
03. The Del Vikings - Come Go With Me
04. The Del Vikings - Whispering Bells
05. The Silhouettes - Get A Job
06. The Chordettes - Lollipop
07. The Coasters - Yakety Yak
08. Jerry Lee Lewis - Great Balls of Fire
09. The Bobettes - Mr. Lee
10. Ben E. King - Stand By Me

Savner man at se en rart udsyret lille film, fyldt op med karakterer, der er lige så lette at hade som de er at forholde sig til, samtidig med at man som filmen kører, kommer til at synes mere og mere om hovedpersonerne, der i deres jagt på deres plads her i livet opsøger forskellige mennesker, de troede de kendte? Så kunne As We Go være svaret. Det er en sød, fin og ligetil film, lavet af den samme instruktør som bag American Beauty, og som det var tilfældet med American Beauty før man havde set den til stadiet efter blodbræk, så er det bare at læne sig tilbage og nyde rejsen. Jeg var sjældent godt underholdt og lader hermed anbefalingen gå videre.

Der er intet tempo og knapt nok nogen storyline i Garden State, men omvendt havde der heller ikke været nogen grund til at blive oppe i nat, hvis ikke at TV3 havde valgt at vise den. Jeg har Garden State på dvd, men tog imod tilbuddet da TV3 gav muligheden for at gense den, komplet med reklameafbrydelser, kanallogo i hjørnet, og pause og spolemuligheder udelukket. Jeg kunne have sparet tid, hvis jeg havde hentet dvd'en og sparet mig selv for reklameblokkene, men hvad skulle jeg have brugt den ekstra tid til i nat? Der var kun mere dårligt fjernsyn eller tidligere i seng, at vælge imellem, og intet af det trak nok til at skifte fra tv til dvd. Garden State er ét langt og godt argument for ikke at vende hjem til det man forlængst har lagt bag sig. Venskaberne er ikke længere det samme, men hvad værre er, det er vennerne. Man tager væk og kommer videre. De der bliver, forbliver, hvor og som de er. Det er en filmisk variant i farver, sat sort/hvidt op, af de tanker jeg gør mig, når jeg en sjælden gang er en tur i Brugsen, der hvor jeg stammer fra. Godt nok har filmen noget mere fotogene omgivelser, og persongalleriet er en del mere outreret, men soundtracket i mit hoved er tilgengæld blottet for Coldplay og bedre sat sammen. Garden State er min type film. Et par timers flimmer af steder, personer og situationer, uden at historien har rykket sig synderligt fra "a" i retning af "b", mens filmen har taget turen fra start til slut. Den er som de tanker man gør sig, hvor man ikke når frem til et svar, men tankerne mens de var der, var alt nok. Det er som fodboldkampen, der fanger én i to gange tre kvarter, men hvor resultatet er ligegyldigt, når man lægger stadion bag sig. Det er rart at være der og blive væk i tankerne, fodbolden, filmen, hvad det måtte have været stedet havde at byde på. Garden State er et rart sted, mens filmen står på. Hovedrollen ender endda med at blive hængende, det ville jeg nu ikke have gjort.

Det er ikke de store kræfter, der er lagt i at finde udenlandske titler til sidste års danske storsælger.

.. og ja, en Dolorean er selvfølgelig også den bil, der blev brugt i Back To The Future!

Dagens film.

Aftenens film.

Dagens film.

Dagens film.