Det er ikke fordi jeg bilder mig, at vores boghylder udgør et helt bibliotek. Det er primært romaner, en halv reol med tegneserier, en hylde til digtsamlinger og en med fotobøger, og så en halv reol, hvor det, der ikke passer ind i ovenstående kategorier står hulter til bulter. Det var i den afdeling, at jeg fandt ”Fotografen” for nylig. Købt for et par år siden, og siden sat i den uspecificerede del af reolsystemet, fordi den var for stor til at blive presset ind blandt de andre tegneserier. 

Ganske kort, så er ”Fotografen” halvt tegneserie/halvt fotobog. Tegningerne fortæller historien, og fotografierne dokumenterer, hvordan det i virkeligheden så ud. Man følger den franske fotograf Didier Lefèvres tur med læger uden grænser, og hvordan de i skjul bevæger sig fra Pakistan og ind i det krigshærgede Afghanistan via de samme ruter som våbensmuglerne, i evig frygt for at blive opdaget af russerne, og man følger Didier Lefèvres vej ud igen, hvor problemet nu ikke længere kun er russerne, men i højere grad hans afghanske guider. 

Et stykke inde i bogen slog det mig, at selvom udgivelsen udkom i perioden 2003-07 (oprindeligt tre bind), og handlingen udspiller sig i 1986, så fik jeg fornemmelsen af, at have læst en historie, der lige så vel kunne have udspillet sig i dag. Jeg tror ikke hverdagen har ændret sig synderligt for stammerne i den region, og uden at vide det, så vil jeg påstå, at våbensmuglerne er der endnu, fjendebilledet er bare ændret. Læst ud fra den kontekst bliver der lagt flere lag til bogen. 

Styrken i Didier Lefèvres billeder er at han kommer tæt på, meget tæt på. Der er ubærlige billeder af døende børn, der er billeder af operationer udført udendørs under primitive forhold, og i natten, med patienten kun oplyst af en pandelampe. Der er landskaber af uhørt skønhed, der er portrætter af stammeledere, lokale og guider, og der er uddrag fra hverdage, der ligger så ubegribeligt fjernt fra den hverdag jeg lever. 

Turen tog hårdt på Didier Lefèvre, han led efterfølgende af kroniske bylder og tabte 14 tænder, og når man i bogen følger hans strabadser gennem de måneder han var afsted, så er der noget skræmmende over, at alt det arbejde han lagde i turen, alt det han blev udsat for og de 4.000 billeder han tog undervejs, endte med sølle 6 billeder offentliggjort i dagbladet Libèration. 

Leder man efter hans arbejde, er det primært fra hans tid tilknyttet Læger Uden Grænser, at der dukker fotografier frem. Han begyndte at arbejde for organisationen i 1984, og var tilknyttet frem til sin død. Arbejdet for Læger Uden Grænser førte ham til så forskellige destinationer som Afghanistan, Sri Lanka, Colombia, Cambodia, Sierra Leone, Eritrea, Malawi, Niger, og Elfenbenskysten, listen af lande han besøgte på andre opgaver er lige så lang. 

Afghanistan blev han i tyve år ved med at vende tilbage til, fra 1986, hvor ”Fotografen” udspiller sig, til 2006, året før han døde. “When Doctors Without Borders asked me to go to Afghanistan in 1986, I didn’t hesitate. In hindsight, that journey now seems to have been one of initiation. Since then, I have returned to that country many times..”. Hvad der fangede ham ved Afghanistan finder jeg næppe nogensinde svaret på. 

Didier Lefèvre er ikke en veldokumenteret fotograf, og ikke et stort navn i fotografiets historie. Han har bidraget til enkelte for længst udgåede bøger, og en enkelt i eget navn er der også udkommet. Men uanset navnet på fotografen, så er gode fotografier, arbejde i en god sags tjeneste og en god historie altid vedkommende. Jeg vil opfordre folk til at investere i ”Fotografen” og dvæle ved Didiers dokumentation af sin rejse frem og tilbage over grænsen, og tænke på hvor nutidig den føles her 26 år senere. Efterfølgende kan man så lede efter den smule af hans arbejde, der ellers kan findes på nettet, og donere nogle penge til Læger Uden Grænser. Det virker rigtigt når man har læst ”Fotografen”.

Rocktrivia: Ian Curtis datter Natalie var et år gammel da han tog sig selv af dage. Hun er i dag fotograf, og har blandt andet fotograferet Doves (øverst) og Elbow (nederst).

Et umage par.

Do You Realize - that everyone you know someday will die 

(Flaming Lips) 

Der er ingen vej udenom døden. Du kan snyde den, du kan have ni liv som en kat, men i sidste ende må du, som alle andre overgive dig til den. Om du vil det eller ej, så kommer du igennem livet til både at skulle begrave venner og familie, tage endegyldigt afsked med mennesker du holder af og efterfølgende leve videre med savnet, indtil du en dag bliver den, der er savnet. 

Det seneste stykke tid er jeg blevet ved med at vende tilbage til Cathrine Ertmanns serie ”Om at dø”. En serie, der skildrer perioden fra døden er indtruffet til den afdøde er lagt i jorden. Det er ikke en serie for de sarte, for man kommer tæt på, meget tæt på. Men det er omvendt en serie udført med så megen respekt for emnet, for de døde og for de efterladte, at den efterlader en med ro i sjælen. En ro, jeg tror udspringer fra erkendelsen af, at der også bliver taget hånd om dig når du er død. 

Når man ser på billederne, er det tydeligt, at det for nogen af de døde var tid, og for andre slet ikke var meningen, at de skulle herfra endnu. Et uskyldigt billede af en vugge i et vindue, bliver i denne kontekst til det mest ubehagelige af de syn, der møder dig gennem seriens 26 billeder. Jeg har ikke set på billedet i detaljer endnu, jeg er selv stadig ny i rollen som far, det er for tæt på. Men jeg er også en voksen mand, der har været med til at begrave både ældre familiemedlemmer og jævnaldrende, og dette kig ind bag scenetæppet til en verden de færreste har indblik i giver mig ro. Jeg finder det rørende, smukt endda, at se håret på en afdød i begyndende opløsning blive redt med den største sirlighed og nænsomhed, og den fred, der hersker bag de lukkede øjne vil ord aldrig kunne gengive. 

I forbindelse med serien udtalte Cathrine Ertmann følgende til Information ”Jeg har prøvet at antyde mere, end hvad jeg helt åbenlyst kunne vise i fotografierne. Man må gerne turde dvæle ved fotografierne, og derfor har jeg fokuseret på detaljerne, som jeg håber giver anledning til eftertanke. Måske kan andre endda se det samme fine og smukke i billederne, som jeg så, da lagnerne blev fjernet”.

Billedserien var første gang Cathrine Ertmann stod ansigt til ansigt med en afdød, og billedserien er et forsøg på at gengive den udramatiske oplevelse det var, at være tilstede bag scenetæppet og blandt de døde. Resultatet er et bjergtagende ”afmystificeringsprojekt”. 

Hele serien kan ses på Cathrine Ertmanns hjemmeside.

Enhver dansker på min alder er vokset op med store mængder svensk børne-tv synkroniseret så det også gav mening for et barn af anden nationalitet. Nødvendigt selv om det danske og svenske sprog minder meget om hinanden, og aktuelt fordi de to nabolande minder så meget om hinanden kulturelt, at det giver god mening, at udveksle programmer til både børn og voksne, statsradiofonierne imellem.

Bedst husker jeg serierne baseret på Astrid Lindgrens bøger, alle optaget i 60’erne og 70’erne med landliv, skærgård og typisk svenske landsbyer som bagtæppe for handlingen. Egentlig har jeg altid tænkt det som en klichefyldt glansbilledeudgave af det svenske landskab, men så stødte jeg på Sune Jonssons arbejde på Fotografiska i Stockholm.

I den ene bog jeg har stående med hans arbejde beskrives Sune Jonsson på omslaget som kulturhistoriker, lydhør fortæller og dokumentarfotograf. Skulle jeg selv sætte et ord på ham, ville jeg sige antropolog, men den stillingsbetegnelse han fik da han i 1968 blev fast tilknyttet Västerbottens Museum i Umeå var Feltetnolog. Sune Jonsson havde været tilknyttet museet siden 1960, hvor han begyndte at dokumentere affolkningen af landområderne i Västerbotton.

Hans billeder af jordbrugere, husmandssteder og marker hænger fast i ens bevidsthed, når man først går i gang med de mængder af billeder, der findes fra hans hånd. I bogen ”Odlingsbilder” skinner det igennem, hvor fantastisk en landskabsfotograf han var, og hvor fantastisk han var til at dokumentere. Med op til fire års mellemrum vendte han tilbage til de samme landskaber for at kunne gengive dem i hver af de fire årstider. Altid fra samme sted, med samme vinkel til landskabet, og altid i hans genkendelige sort/hvide stil.

Hvor fantastiske hans landskabsbilleder end er, så er det hans portrætteren af det enkelte menneske, der gør, at man gør knæfald for hans arbejde. Hverdagssituationer gengives med en intimitet, der ikke burde være mulig når man tager et billede af en graver, eller en landbrugsarbejder i gang med dagens dont. Mere genkendelig er den stil han praktiserer når han træder ind i folks stuer, og tager opstillede portrætter, der, selvom de har stor variation i deres udtryk, alle kan føres tilbage til hans fotografiske særpræg.

Personligt finder jeg størst glæde i hans arbejde fra de svenske landområder, men det skal nævnes at hans arbejde som fotograf også førte ham til bl.a. USA, Canada, og Congo, hvor han dokumenterede de svenske missionærers arbejde, samt Tjekkoslovakiet, hvor han dokumenterede ”foråret i Prag”. Udover fotografiet, beskæftigede han sig også som forfatter og dokumentarfilmmager. Tyve film, to romaner, en novellesamling, og en mængde af fotobøger, der knapt kan gøres op i tal bør tale deres eget sprog.

Fortjent kom anerkendelsen da også til ham. Han blev i 1995 gjort til æresdoktor ved Sveriges landbrugsuniversitet, og fik den samme titel ved Umeå Universitet i 2001. Den største hæder set med fotografiske øjne, må dog have været tildelingen af Hasselbladprisen i 1993. Begrundelsen for at han skulle modtage prisen lød ” "I næsten et halvt århundrede har Sune Jonsson skildret det nordsvenske landskabs øde og golde skønhed, og det uglamourøse ved simple folks liv. Med sine underspillede og levende billeder har Jonsson udformet sit syn på et samfund i forandring. I hans omfattende bogproduktion, er hans ord og billeder blevet vævet sammen til en unik dokumentation i det amerikanske Farm Security Administration-projekts ånd.” At Farm Security Administration projektet bliver nævnt er intet tilfælde, under et besøg i USA blev Sune Jonsson bekendt med Walker Evans (der var tilknyttet projektet) arbejde og lod sig inspirere af hans tilgang til fotografiet.

Da Sune Jonsson døde i 2009, 78 år gammel, var han blevet et ikon indenfor fotografi, og en vigtig brik i svenskernes nationale selvforståelse. I sine mindeord for Sveriges Radio skrev Michael Timm, at Sune Jonsonn var svensk på samme måde som Dennis Hopper var amerikansk og Renoir fransk, men det er indledningen på Michael Timms mindeord, som jeg tror bedst beskriver, hvordan Sune Jonsson vil blive husket:

 ”Hvad kan man sige om Sune Jonssons billeder? Meget! 

Hvad behøver man at sige? Ikke meget. Egentlig ingenting. 

Jeg tror ikke der findes nogen fotograf, hvis billeder er så lette at identificere for så mange svenskere. Det er nok at beskrive et billede: en pige ved et hegn, et gammelt par foran et hus. ”Nåhr, det billede”. Alle ved hvad man taler om.”

Der findes intet visuelt virkemiddel så effektivt som tåge. Dette ubrugelige vejrlig, der kan få selv de mest dagligdags ting til at fremstå mystiske og tidløse, denne dyne af gråt intet, der kan trækkes ned over selv det kedeligste landskab og få det til at fremstå som ukendt land, dette gigantiske værktøj, der må være tiltænkt fotograferne den dag vejret blev opfundet, for der findes intet virkemiddel i hverken Photoshop eller lignende programmer, der kan fremmane den samme stemning som tåge. 

 

Det er absolut ikke ubevidst, at jeg kalder tågen for et værktøj, for som det er med værktøj, instrumenter og så meget andet man skal lære at bruge før det kaster resultater af sig, så er der nogen, der evner at lære håndværket i en grad, at de mestrer det, og andre der slipper mindre heldigt derfra. I tilfældet Robero Schena sidder man tilbage med fornemmelsen af, at man har at gøre med en af mestrene indenfor faget tåge. 

Roberto Schenas serie ”SP 67”, der for nylig er blevet udgivet i bogform på Punctum Press, er en visuelt tung oplevelse. De få steder tågen ikke hersker i billederne tager natten eller et kraftigt nedbør over. Virkeligheden sløres, og det der står tilbage er veje ingen kan se hvor ender, uigennemtrængelige landskaber, natoplyste byer, der synes umulige at nå, nattevandrere, bilvrag og diffuse billeder, som minder dagen derpå, hvor det står utydeligt om de var en del af branderten eller drømmene i søvnen, der fulgte. Serien er mareridtsagtigt, som en gyser eller et Playstationspil, hvor det hurtigt står klart, at dyrene skal man holde sig fra. Fra closeuppet af hestens vilde øjne, over de strejfende hunde om natten og til svinet, der majestætisk hovent troner fra en bakketop, med skoven gemt i tågen som bagtæppe, udstråler alle dyrene en kom ikke for nær attitude. 

Man ønsker heller ikke at komme for nær, det ville virke som en straf, at skulle kastes ind i landskabet, der fremstår sammenbidt og uforsonligt. Det har taget Roberto Schena tre år, at fremelske denne serie, og hans tålmodighed har givet et fantastisk afkast. Serien tager udgangspunkt i landskabet omkring en tretten kilometer lang landevej tæt på Genoa. Uden at kende til området nægter jeg at tro på, at vejret og omgivelserne, hver dag tager sig sådan ud, men det er lykkedes Roberto Schena gang på gang at fange en stemning, der går igen i området. På samme måde som krigsbilleder kan rumme stor æstetik, drages man af disse billeder, mens man priser sig lykkelig for, at man kan nyde dem på afstand. 

Bogen kan bladres igennem på Roberto Schenas hjemmeside, klik på øverste billede for at starte slideshowet.

Der var ikke megen tvivl da musikåret 2011 skulle gøres op. Sunday Times syntes det, Mojo syntes det, Uncut syntes det, The Guardian syntes det, NME syntes det, The Quietus syntes det, og jeg giver dem alle ret. P.J. Harvey begik med ”Let England Shake” et mesterværk, der fuldt fortjent blev kåret til årets album hos alle de ovennævnte, mig selv inklusiv. Dette er tænkt som en introduktion til de kortfilm Seamus lavede til pladens 12 numre. 

Det tog P.J. Harvey flere år at skrive ”Let England Shake”. Anmelderen på The Guardian kaldte pladen for en uigennemsigtig undersøgelse af engelskheden, andre og flere har refereret til pladen som en (anti)krigsplade. Pladens tekster referer da også til England i sange som for eksempel ”The Last Living Rose” og ”Let England Shake” og til sønderrevne kroppe, soldater, våben, og mere specifikt til slaget ved Gallipoli i ”On Battleship Hill”, ”The Colour of the Earth” og ”All and Everyone”. 

Undervejs har P.J. Harvey søgt inspiration hos digtere som T.S. Eliot og Harold Pinter, Goyas ”Disasters of War”, Dali’s arbejde fra perioden omkring den spanske borgerkrig, Englands historie, historiske fortællinger fra forskellige krige, og øjenvidneberetninger fra såvel soldater som civile taget fra første verdenskrig og frem til den nuværende konflikt i Afghanistan. Som en del af denne research så hun den irske fotograf Seamus Murphys serie ”Darkness Visible” udstillet i London og fik fingre i den tilhørende bog. Den sort/hvide billedserie var taget igennem den årrække, der var gået, siden Seamus Murphy første gang satte fod i Afghanistan i 1994, og viser flere sider af livet i det hærgede land. 

Et stykke tid efter udstillingen fik P.J. Harvey sin manager til at kontakte Seamus Murphy for at høre om han kunne have interesse i at lave noget sammen med hende. På dette tidspunkt kendte Seamus Murphy kun P.J. Harvey af navn, og var ikke bekendt med hendes arbejde. Udgangspunktet var at Seamus Murphy skulle tage en række pressebilleder, portrætter og eventuelt billeder til coveret. Seamus Murphy var netop vendt tilbage fra en opgave i Afghanistan da han skulle fotografere P.J. Harvey første gang. Her havde han for første gang arbejdet intenst med levende billeder til et igangværende filmprojekt. En samtale faldt på hans nyfundne fascination og begejstring for dette, og idéen om at lave en dokumentar til ”Let England Shake” kom på bordet og blev pillet væk igen til fordel for idéen om at lave en kortfilm til hvert af de 12 numre på pladen. I første omgang var det tanken, at filmene skulle bestå af en række stillbilleder, altså en art rullende diasshow, der skulle akkompagnere musikken, men de levende billeder fik overtaget, og der bruges kun stillbilleder i tre af de tolv film. Idéer blev udvekslet, og Seamus Murphys oplevelse af pladen som en engelsk plade af en engelsk kunstner blev udgangspunktet for at kortfilmene skulle vise hans fortolkning af England, dets folk og landskab, inspireret af ”Let England Shake”. Opgaven blev til en køretur på 8.000 kilometer, og resultatet blev de tolv kortfilm, der foreligger nu. 

Billedsproget i kortfilmene er markant. Forfaldet går igen som et gennemgående træk, billeder af tidevandet viser tidernes kommen og gåen, trækroner og lygtepæle flimrer forbi undervejs på rejsen og i videoen til ”This Glorious Land” starter filmen med billeder af et stort stolt træ, hvis grønne trækrone svajer let i vinden, og et par minuttes senere ser man et bart træ uden spor liv tilbage i sig, der står alene på en mark. Krigen sætter spor og efterlader død. Man tænker på de britiske øer når man ser billeder af en ensom svømmer, og en enlig båd omgivet af hav, og man tænker at det britiske imperium ikke er, hvad det var engang, når en buket visne roser toner frem, når skyerne i en lang sekvens går for solen og trækker et mørke ind over landskabet og en mekaniker, næppe tilfældigt, siger om en bil ”she’ll soldier on, the old ones are the good ones”. 

Der er dog meget mere at komme efter. Kameraet er sjældent i bevægelse, optagelserne virker som levende stillbilleder, folk portrætteres, ikke i det splitsekund det tager at tage et portrætbillede, men i sekvenser, der viser livet i deres ansigter. Det samme gør sig gældende for landskaberne, himlen, natten, orgelspilleren og den forladte forlystelsespark. De nye optagelser mikses med gamle sort/hvide afskedsscener, og andre steder gamle portrætter, soldaterbilleder og samlede familier, serveret så man pr automatik tænker, hvem af disse ukendte skæbner tog af sted, hvem vendte hjem, og hvem mistede nogen? Seamus Murphys egne sort/hvide billeder fra konfliktområder dukker op som en påmindelse om, at konflikten er derude. Der dukker flere gange nærbilleder af børn og voksne op i filmene, og igen slår min tankeautomatik til, hvilken konflikt er de voksne flygtet fra, hvilken konflikt er børnene børn af ofre for? Det er muligt de bare er tilfældige etniske englændere, men billedsproget er så rigt og gennemført, og emnerne for pladens tekster så tilstedeværende, at det er svært ikke at tillægge hvert et klip en betydning. 

Vejret fylder meget i videoerne, regn, sne og hagl er jævnligt tilstedeværende, det samme er hverdagsengland. Dansere, koncertgængere, jægere, byliv, trafik, mænd med deres radiostyrede både, døde fasaner og høns, mikset ind mellem alt det andet. Det her er også England. P.J. Harvey dukker selv frem i klip. Optagelser af hende alene med sin guitar, og med sin autoharpe. I ”Battleship Hill” siddende i kirken hvor ”Let England Shake” er optaget, og salmenumrene i baggrunden linker til pladenumrene de ældre kvinder holder i hånden mens de spiller banko, i de optagelser der også fylder stort i videoen. Med resten af hendes gruppe i videoen til ”The Colour of the Earth”, hvor de med stemmer, tramp og håndklap fremfører nummeret uforstærket i en betagende udramatisk udgave. 

Som et appendiks til pladen er videoerne fabelagtige. Seamus Murphy gør det fantastisk i sin rolle som betragter og fortolker. I et interview med Slant Magazine udtaler han” My background is documentary still photography, reportage. A lot of that is reacting to things that are happening. You have ideas, but they're not scripted. The whole thing is trying to capture the essence of what's going on around you and interpret it”. Han havde næppe nogensinde selv tænkt, at de metoder han bruger i sit arbejde med at fortolke alt fra verdens krigszoner til hverdagslivet, skulle danne grundlag for en stribe kunstfærdige musikvideoer, og det er fascinerende, at det der blot skulle have været en stribe portrætbilleder endte med en køretur på 8.000 kilometer og 12 film, der formår at bygge ovenpå et værk, der i forvejen var i mesterværksklassen. 

Trackliste:

1. "Let England Shake"  

2. "The Last Living Rose"  

3. "The Glorious Land"  

4. "The Words That Maketh Murder"  

5. "All and Everyone"  

6. "On Battleship Hill"  

7. "England" 

8. "In the Dark Places"  

9. "Bitter Branches"  

10. "Hanging in the Wire"  

11. "Written on the Forehead"

12. "The Colour of the Earth"

Jeg sidder og arbejder på en tekst om de musikvideoer Seamus Murphy har lavet til P.J. Harveys fantastisk plade "Let England Shake. Polly blev bekendt med hans arbejde, da hun så en udstilling med billederne fra hans "A Darkness Visible" serie, og man forstår at hun faldt for hans billeder. når man ser dem, de er mildest talt fantastiske. Serien kan findes på hans egen hjemmeside, og The Digital Journalist bragte i 2009 et interview med ham om serien.

Canadieren Kevin Frayer (f. 1973) er nok mest kendt for sit arbejde som krigsfotograf. Siden hans karrieres start i 1991, har han arbejdet i det tidligere Jugoslavien, Gaza, Afghanistan og Irak. Hans arbejde har fået ham nomineret til Pullitzer Prisen, og i 2009 var han blandt vinderne ved World Press Photo. Siden 2009 har Kevin Frayer haft base i New Delhi, hvorfra han udfører sit arbejde for Associated Press. Krigen er ikke længere repræsenteret i hans arbejde, men dramaet lever alligevel sit eget stille liv, i de billeder han tager i Indien. Om det er fiskere, landmænd eller kulgravere, så er fattigdommen synlig, i de dæmpede hverdagsportrætter Kevin Frayer tager af deres liv. Alligevel formår Kevin Frayer at tilsætte al elendigheden en vis æstetik, ikke at nogen ville ønske at bytte med disse mennesker, men nok til at påminde en om, at skønhed kan vise sig i glimt selv under de usleste kår.

Det var Julia Kazerskis serie "Changing Room" Oitzarisme linkede til forleden, og hvor beundringsværdigt et vægttab af de dimensioner billedserien dækker over end er, så gik der hurtigt lidt for meget damebladsfeature i den for mig. I stedet har jeg kastet min kærlighed på Julia Kazerskis serie "Half", hvor hun udstiller sig selv, og de synlige spor hendes massive vægttab har efterladt. 80 kilo forsvinder ikke bare lige, og selv med dem væk, er sporene mere end synlige. "Half" er et nydeligt portrætteret freakshow, umiddelbart blottet for eksibisionisme, men personligt, råt og så langt fra mediernes kropsopfattelse som man næsten kan komme. Om det er mod, kunst, nødvendighed eller simpelthen ønsket om at vise, hvor meget der er forsvundet, der får en kvinde til at stille sig op foran kameraet på den måde, skal jeg lade være usagt, men min beundring for at Julia Kazerski gør det er alendyb.  

Herfra hvor vi står,
kan vi se os omkring - til alle sider
Det bevæger sig når vi går
det forandrer sig i alle tider.

Ovenstående linjer er fra en af de vel mest ikoniske sange i den danske musikhistorie. ”Herfra hvor vi står” er både titlen på nummeret, såvel som den plade den er taget fra. ”Herfra hvor vi står” er også titlen på den udstilling og det projekt, der ligger til grund for de tre bogbind, jeg har liggende bag mig nu. Alle rigt illustreret med billeder taget af de 14 fotografer, der blev udvalgt til, på tværs af landet med hver deres tilgang til fotografiet at dokumentere et Danmark under forvandling.

Om det er et tilfælde, at sangtitel og udstillingens navn har et sammenfald skal jeg lade være usagt, men linjerne passer godt på fotoprojektet. Vi ser alle sider af det danske land, fra øst til vest, og i by og på land. Og projektet tager blandt andet udgangspunkt i den forandring, der er ved at ske. Hvordan sporene fra den industri, og de landbrug, der har formet vores land igennem de sidste par hundrede år, er ved at blive udvisket, og forsvinder. Som en af bogens tekstmæssige bidragsydere bemærker det ”det er svært for det tilsyneladende unødvendige at finde plads”.

Samtidigt er projektet et tidsbillede på Danmark. Fotografierne er taget i perioden 2008-2009, og hvor forskelligartet en tilgang fotograferne end har haft til projektet, så vidner projektet også om, at Danmark er et lille land med en begrænset variation i sine geografiske udtryk. For Danmark er et lille land. Ingen højdedrag over 171m, kun 43.000km2 landjord, men 7.500km kystlinje. Danskerne udspringer af bønder og kystfolk, og nu er vi ved at finde os til rette som bymennesker. Vandet, byerne, markerne, og vejene, der forbinder det hele fylder godt i projektet. Vi, der befolker Danmark, langt mindre, og som billederne dukker frem, står det også klart, hvor fladt et land Danmark er.

Der er lokale kendetegn, men man er tilgivet, hvis man ikke med det blotte øje kan se om man befinder sig i den østlige eller vestlige del af landet. For mig der bor her, er der både det genkendelige i de steder jeg har været, men også det genkendelige i det danske i de billeder, der er taget steder, jeg ikke selv har besøgt. Projektet romantiserer ikke Danmark, forfordeler ikke egne, men viser et bredt spektre af indtryk, der samlet viser Danmark som Danmark virkelig ser ud. Dette synes jeg er et af projektets største kvaliteter.

Med undtagelse af Peter Brandes, som jeg synes lader kunsten tage overhånd i sine billeder, er der ikke en finger, at sætte på resten af de udvalgte navne. Skal der fremhæves nogen, så vil jeg først og fremmest pege på Joakim Eskildsen, der i en blanding af klaustrofobi og åbne vidder præsenterer den ro, der findes på landet. Kirsten Kleins sort/hvide analogbilleder taler, med deres nærmest skræmmende styrke, for sig selv, og Nicolai Howalts mangeartede bud på, hvad der er det danske grænseland fortjener også stor applaus.

De tre bind, der udgør bogværket” Herfra hvor vi står” er en fantastisk introduktion til dansk landskabsfotografi, og et væld af danske fotografer, og selv uden forståelse for de danske tekster i bogen, er bogen værd at investere i. Billedernes styrke og tematiske samhørighed overflødiggør ord, og står alene uden problemer

Udstillingen ”Herfra hvor vi står” kan opleves i København frem til januar, hvor udstillingen bliver vist på gl. Holtegaard og Sophienholm. Udstillingen har også været vist i Skt. Petersborg, og finder med lidt held også vej til andre steder i udlandet.

(ovenstående tekst er den danske udgave af en tekst, der er skrevet til Urbanautica.com)

"..sådan vil naturen i sagens orden atter omforme landet til ukendelighed, i uendeligt små og katastrofale ryk. Vi ser det dagligt langs kysterne, hvor havet for hver bølge i en uendelig kæde flytter rundt på kysten, retter linjer ud, skubber klinter tilbage, aflejrer det nedbrudte og skaber nye krumodder og tanger. Jo vi ved det godt, og alle danskere har behov for at søge derud og få resignationens ro i blikket, som er så karakteristik for kystfolket."

Uddrag af Erland Porsmoses introduktion til "Sådan Ligger Landet". Den første af bøgerne i bokssættet udgivet i forbindelse med fotoprojektet "Danmark under forvandling".

Ovenstående foto er nu det dyreste foto solgt nogensinde. 4.340.000$ røg det for forleden hos Christie. Hvis Andreas Gursky kan, så kan jeg vel også.

Det gode ved at være en landskabsfotograf 
er, at man skal opsøge landskabet.

Man må møde op, komme tilstede.

Jeg tror, at landskaber indeholder en oprindelig 
del af os selv, som de tilbagegiver til os, når 
vi vandrer i dem.

Per Bak Jensen

Mit første møde med Per Bak Jensen var i den dags avis, da jeg i selskab med mig selv havde bænket mig for at få en kop kaffe, og dagens nyheder. På forsiden af kultursektionen blev jeg mødt af en endeløs skov. Der var ingen øvre grænse, for trækronerne var skåret ud af billedet, og disen i bunden af billedet gjorde det umuligt, at se om skoven forsatte i det uendelige eller gjorde holdt på den anden side det synlige. Skovbund, træstammer og tåge. Såre simpelt, og gribende i en grad, at noterede mig navnet på fotografen til senere brug.

Det skulle vise sig, at avisen ikke var mit første møde med Per Bak Jensen. År forinden havde jeg set hans udstilling ”Genkomst” på Aros. Billederne af plastikindkapslede halmballer, tågeindhyllede marker med rester af sne, og det første spæde grønt fra den kommende sommers afgrøder spirende frem var stadig med mig i min bevidsthed, men uden afsender. Knapt nok motiver, men snarere tilfældige snapshots taget med den intense æstetiske tyngde, der som en rød tråd går gennem Per Bak Jensen arbejde, og trods sin abstrakte størrelse alligevel er det genkendelige element i hans arbejde.

Et andet genkendeligt element i hans billeder er motiverne. Det er langt hen ad vejen steder vi alle har passeret, men ikke tager yderligere notits af, og da slet ikke husker andet end som en del af den ting, der i vores begrebsverden hedder et landskab. At Per Bak Jensen også har arbejdet med bybilleder bør nævnes, men jeg vil fastholde, at det er som landskabsfotograf, at hans gennemslagskraft er størst.

Læser man op på Per Bak Jensen vil man erfare, at hans missionserklæring er at indfange stedernes væsen, og der er også mere at komme efter i det typiske Per Bak Jensen billede end motivet alene kan bære. Billederne står udenfor tid, og tiden i billederne er et langt åndedrag, hvor fugle og fly i bevægelse tværes ud, og vandets bevægelser kvæles i lukketid. I de stort opsatte billeder fremstår det statiske i billedets ubevægelighed alligevel levende. ”Jeg vil gerne lave billederne store, for så synes jeg virkelig, de forfører mig. Jeg vil også gerne lave dem skarpe, for jeg vil gerne have dem til at ligne virkeligheden så meget som muligt. Når jeg kigger ud på virkeligheden, så synes jeg jo, at alt er lige skarpt”.

Per Bak Jensen blev født i 1949, debuterede i 1978, blev uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi 1980-86, og arbejdede i perioden 1987-2009 som lektor på Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedskoler. Hans arbejde er repræsenteret på en bred vifte af danske museer, og er også at finde på blandt andet Biblioteque Nationale i Paris og The Metropolitan Museum of Art.

(Ovenstående tekst er det danske udkast til en introduktion til Per Bak Jensen som jeg er blevet bedt om at skrive for Urbanautica)

DR K bragte i går aftes den fantastiske sanseskønne dokumentarfilm "Min Dal", om Hans Edward Nørregaard-Nielsens togt på skonnerten Mira igennem Limfjorden i selskab med Kirsten Klein. Et togt, blandt flere, der nu er blevet foreviget i bogværket "Limfjorden - Stemmer og Steder".

Information bragte i forbindelse med udgivelsen et interview med Hans Edward Nørregaard-Nielsen, der blandt byder på følgende fantastiske udtalelser:

»På den video, som følger med bogen, lader jeg mig rive lidt med, sådan som følsomme mennesker af og til gør. Men der siger jeg, at jeg håber, at jeg kan nå at gøre bogen færdig. Og at jeg har en god fornemmelse af det i forhold til den gode Gud. Altså, hvis man ligger med bar røv, så skal man også have lov til at blive færdig.«

»Jeg har meget forståelse for de små skrantende steder, der ligger der. Og jeg har et vågent blik for, at meget af det, der var kvaliteterne ved Udkantsdanmark, er ved at miste sine kvaliteter. Originalerne bliver til dem, der sidder oppe ved Brugsen og spørger min datter, om ikke hun giver et slag fisse. Det, der før havde en lunhed og varme over sig, er væk. Nogle bliver også psykopater, fordi de lever uden berøring med den tilværelse, de er i. De sidder og ser deres lortefjernsyn i deres miserable huse. De har 10 hunde hver. Der er en traurighed over det, for det peger ingen steder hen.«

Interviewet kan læses i sin helhed her.

"Min Dal" bliver genudsendt på DR K flere gange i den kommende uge.
20. oktober 2011 kl. 02:20
20. oktober 2011 kl. 19:05
24. oktober 2011 kl. 14:55

Så hengivent har en mand vist aldrig kigget på mig før, men det blev altså også en fin eftermiddag på Teater Momentum da Oscar Danielson kiggede forbi for et par uger siden.

Jacob Holdt! Selvfølgelig har jeg kendt navnet, selvfølgelig har jeg hørt om "Amerikanske Billeder", og gennem årene set et bredt udsnit af dem, men det er aldrig noget jeg er gået i dybden med. Der er jeg så nået til nu. Hans billeder hænger på Brandts, i sidste uge var han selv på Magasinet og fortælle (og fortælle, og fortælle.. for helvede, hvor han snakker) om tiden, der fulgte efter billederne, om Ku Klux Klan, om hvordan det gik personagerne i Amerikanske Billeder, om tingenes tilstand i det danske land und so weiter.

Bogen "Amerikanske Billeder" fik jeg forærende for et par uger siden, men gik hurtigt kold i hippieværdierne, der fylder bogens indledning, og den overdådigt fejlbehæftede korrekturlæsning, der er lavet på bogen. Stavefejl følger stavefejl i et tempo, der ikke burde være muligt i en bog udgivet på et større forlag. Jeg vender dog snart tilbage til bogen, for efter i glimt at have set og hørt historierne vil jeg have det hele med.

Når Jacob Holdt taler tror man først, at manden er fuld af løgn. Så går der et stykke tid med at tænke over, hvor håbløst og hovedløst naiv hans færd ud i verden har været, for til sidst at konkludere, at det måske er alligevel er ham, der har fat i den lange ende. Hvor må det være rart, at først og fremmest se det gode i mennesket, og hvor må det være vildt og grænseoverskridende, at kunne komme så tæt på mennesker, at man på den måde som Jacob Holdt nu engang gør, får lov til at dokumentere deres liv, og fortælle deres historie. Råt for usødet, og så alligevel med en snas af romantik.

Jeg var slet ikke færdig med at lytte, da foredraget var færdigt. Heldigvis kværnede Jacob Holdt videre i mit hovede, da vi i søndags tog på Brandts og så hans billeder i stort format. Man forstår godt, hvad "de" mener, når han selv fortæller, at "de andre" fotografer ikke anser ham for fotograf grundet hans billeders kvalitet. Billederne lever i høj grad på deres historier, og ikke på de fototekniske kvaliteter, men hellere det end et teknisk perfekt stilleben. Med historierne frisk in mente sprudlede billederne af de tragedier, der ofte lå bag. Hvis man kan tale om, at billederne taler til én, så er det det vi taler om her.

Jacob Holdt kan ses på Brandts frem til 13. november. Hans foredrag kan sandsynligvis opleves frem til den dag han dratter død om. Begge dele anbefales.

Erika Larsen

Brandon Tauszik

Vivian Maier har fået en ægte hjemmeside, ikke mere blogpjat, nu er det her man går hen og kigger på fine fotografier fra en svunden tid.