Det gode ved at være en landskabsfotograf 
er, at man skal opsøge landskabet.

Man må møde op, komme tilstede.

Jeg tror, at landskaber indeholder en oprindelig 
del af os selv, som de tilbagegiver til os, når 
vi vandrer i dem.

Per Bak Jensen

Mit første møde med Per Bak Jensen var i den dags avis, da jeg i selskab med mig selv havde bænket mig for at få en kop kaffe, og dagens nyheder. På forsiden af kultursektionen blev jeg mødt af en endeløs skov. Der var ingen øvre grænse, for trækronerne var skåret ud af billedet, og disen i bunden af billedet gjorde det umuligt, at se om skoven forsatte i det uendelige eller gjorde holdt på den anden side det synlige. Skovbund, træstammer og tåge. Såre simpelt, og gribende i en grad, at noterede mig navnet på fotografen til senere brug.

Det skulle vise sig, at avisen ikke var mit første møde med Per Bak Jensen. År forinden havde jeg set hans udstilling ”Genkomst” på Aros. Billederne af plastikindkapslede halmballer, tågeindhyllede marker med rester af sne, og det første spæde grønt fra den kommende sommers afgrøder spirende frem var stadig med mig i min bevidsthed, men uden afsender. Knapt nok motiver, men snarere tilfældige snapshots taget med den intense æstetiske tyngde, der som en rød tråd går gennem Per Bak Jensen arbejde, og trods sin abstrakte størrelse alligevel er det genkendelige element i hans arbejde.

Et andet genkendeligt element i hans billeder er motiverne. Det er langt hen ad vejen steder vi alle har passeret, men ikke tager yderligere notits af, og da slet ikke husker andet end som en del af den ting, der i vores begrebsverden hedder et landskab. At Per Bak Jensen også har arbejdet med bybilleder bør nævnes, men jeg vil fastholde, at det er som landskabsfotograf, at hans gennemslagskraft er størst.

Læser man op på Per Bak Jensen vil man erfare, at hans missionserklæring er at indfange stedernes væsen, og der er også mere at komme efter i det typiske Per Bak Jensen billede end motivet alene kan bære. Billederne står udenfor tid, og tiden i billederne er et langt åndedrag, hvor fugle og fly i bevægelse tværes ud, og vandets bevægelser kvæles i lukketid. I de stort opsatte billeder fremstår det statiske i billedets ubevægelighed alligevel levende. ”Jeg vil gerne lave billederne store, for så synes jeg virkelig, de forfører mig. Jeg vil også gerne lave dem skarpe, for jeg vil gerne have dem til at ligne virkeligheden så meget som muligt. Når jeg kigger ud på virkeligheden, så synes jeg jo, at alt er lige skarpt”.

Per Bak Jensen blev født i 1949, debuterede i 1978, blev uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi 1980-86, og arbejdede i perioden 1987-2009 som lektor på Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedskoler. Hans arbejde er repræsenteret på en bred vifte af danske museer, og er også at finde på blandt andet Biblioteque Nationale i Paris og The Metropolitan Museum of Art.

(Ovenstående tekst er det danske udkast til en introduktion til Per Bak Jensen som jeg er blevet bedt om at skrive for Urbanautica)