Enhver dansker på min alder er vokset op med store mængder svensk børne-tv synkroniseret så det også gav mening for et barn af anden nationalitet. Nødvendigt selv om det danske og svenske sprog minder meget om hinanden, og aktuelt fordi de to nabolande minder så meget om hinanden kulturelt, at det giver god mening, at udveksle programmer til både børn og voksne, statsradiofonierne imellem.

Bedst husker jeg serierne baseret på Astrid Lindgrens bøger, alle optaget i 60’erne og 70’erne med landliv, skærgård og typisk svenske landsbyer som bagtæppe for handlingen. Egentlig har jeg altid tænkt det som en klichefyldt glansbilledeudgave af det svenske landskab, men så stødte jeg på Sune Jonssons arbejde på Fotografiska i Stockholm.

I den ene bog jeg har stående med hans arbejde beskrives Sune Jonsson på omslaget som kulturhistoriker, lydhør fortæller og dokumentarfotograf. Skulle jeg selv sætte et ord på ham, ville jeg sige antropolog, men den stillingsbetegnelse han fik da han i 1968 blev fast tilknyttet Västerbottens Museum i Umeå var Feltetnolog. Sune Jonsson havde været tilknyttet museet siden 1960, hvor han begyndte at dokumentere affolkningen af landområderne i Västerbotton.

Hans billeder af jordbrugere, husmandssteder og marker hænger fast i ens bevidsthed, når man først går i gang med de mængder af billeder, der findes fra hans hånd. I bogen ”Odlingsbilder” skinner det igennem, hvor fantastisk en landskabsfotograf han var, og hvor fantastisk han var til at dokumentere. Med op til fire års mellemrum vendte han tilbage til de samme landskaber for at kunne gengive dem i hver af de fire årstider. Altid fra samme sted, med samme vinkel til landskabet, og altid i hans genkendelige sort/hvide stil.

Hvor fantastiske hans landskabsbilleder end er, så er det hans portrætteren af det enkelte menneske, der gør, at man gør knæfald for hans arbejde. Hverdagssituationer gengives med en intimitet, der ikke burde være mulig når man tager et billede af en graver, eller en landbrugsarbejder i gang med dagens dont. Mere genkendelig er den stil han praktiserer når han træder ind i folks stuer, og tager opstillede portrætter, der, selvom de har stor variation i deres udtryk, alle kan føres tilbage til hans fotografiske særpræg.

Personligt finder jeg størst glæde i hans arbejde fra de svenske landområder, men det skal nævnes at hans arbejde som fotograf også førte ham til bl.a. USA, Canada, og Congo, hvor han dokumenterede de svenske missionærers arbejde, samt Tjekkoslovakiet, hvor han dokumenterede ”foråret i Prag”. Udover fotografiet, beskæftigede han sig også som forfatter og dokumentarfilmmager. Tyve film, to romaner, en novellesamling, og en mængde af fotobøger, der knapt kan gøres op i tal bør tale deres eget sprog.

Fortjent kom anerkendelsen da også til ham. Han blev i 1995 gjort til æresdoktor ved Sveriges landbrugsuniversitet, og fik den samme titel ved Umeå Universitet i 2001. Den største hæder set med fotografiske øjne, må dog have været tildelingen af Hasselbladprisen i 1993. Begrundelsen for at han skulle modtage prisen lød ” "I næsten et halvt århundrede har Sune Jonsson skildret det nordsvenske landskabs øde og golde skønhed, og det uglamourøse ved simple folks liv. Med sine underspillede og levende billeder har Jonsson udformet sit syn på et samfund i forandring. I hans omfattende bogproduktion, er hans ord og billeder blevet vævet sammen til en unik dokumentation i det amerikanske Farm Security Administration-projekts ånd.” At Farm Security Administration projektet bliver nævnt er intet tilfælde, under et besøg i USA blev Sune Jonsson bekendt med Walker Evans (der var tilknyttet projektet) arbejde og lod sig inspirere af hans tilgang til fotografiet.

Da Sune Jonsson døde i 2009, 78 år gammel, var han blevet et ikon indenfor fotografi, og en vigtig brik i svenskernes nationale selvforståelse. I sine mindeord for Sveriges Radio skrev Michael Timm, at Sune Jonsonn var svensk på samme måde som Dennis Hopper var amerikansk og Renoir fransk, men det er indledningen på Michael Timms mindeord, som jeg tror bedst beskriver, hvordan Sune Jonsson vil blive husket:

 ”Hvad kan man sige om Sune Jonssons billeder? Meget! 

Hvad behøver man at sige? Ikke meget. Egentlig ingenting. 

Jeg tror ikke der findes nogen fotograf, hvis billeder er så lette at identificere for så mange svenskere. Det er nok at beskrive et billede: en pige ved et hegn, et gammelt par foran et hus. ”Nåhr, det billede”. Alle ved hvad man taler om.”