Forbandet langt væk ved biografpremieren, hvor kun København og Aarhus fik glæde af den, siden glemt, og forleden fundet til en halvtredser i Fona. "Mary and Max" er den klart bedste filmoplevelse jeg har haft meget, meget længe. Sød og rørende, og samtidig absurd, grotesk og så morsom, at jeg flere gange slog en højlydt latter op. Et sort/hvidt dukkeunivers, hvor farverne kun benyttes når noget skal understreges, og figurer det er umuligt ikke at holde af. Hvor utænkelig (og kvalmt sød) handlingen end måtte være, så holder ovenstående sammensætning fra start til slut. Jeg vil ikke spilde tid med at forklare handlingen, alt for meget vil alligevel gå tabt i oversættelsen, i stedet vil jeg opfordre til en tur i Fona. "Mary and Max" anbefales uforbeholdent.