Den flodbølge af stjerner og rosende ord, der er skyllet ind over Sort Sols genopstandelse, klingede hult ved gårsdagens koncert i Odense Idrætshal. Fra start til slut tog koncerten sig bedre ud som fadølskulisse end egentlig koncertoplevelse.

Genkendelsen spillede med koncerten igennem, og det rykkede da også en smule i lysten til at pille luftguitaren frem, da den genkendelige indledning fra "Siggimund Blue" lød over anlægget, men en stramt koreograferet koncert foran et stillestående publikum fik aldrig taget til at lette. De gamle punknumre, fra dengang Sort Sol var det, lod mig kold, og virkede mere som pligtskyldigt fyld end taget fra posen af stærke numre. Det var ret skarpt ramt i torsdagens udgave af Smagsdommerne, da det ene panelmedlem konstaterede, at publikum primært bestod af familliefædre med topmave og fadøl - dem var vi en del af. Aftenens enlige jubelbrøl da "Let Your Fingers do the Walking" startede siger vel noget om, hvor Sort Sol er henne i folks bevidsthed.

Rammerne blev fyldt fint ud, jeg lod mig fortælle, at der var solgt 2.000 billetter, og udleveret 1400 fribilletter. Nok til at fylde hallen ganske fint, men mængden af fribilletter vidner måske om et skud over målet i forhold til valg af venue. Omvendt findes et egentligt alternativ til 2.000 mennesker så heller ikke i Odense. I den første del af koncerten var der fri udsigt til til de tomme stolerækker bag scenen, og først et stykke inde blev der ført en bagvæg til op fra gulvet, og til loftet, hvor alskens åndsvage optagelser, af åndsvage mennesker (fra dengang man stadig måtte bruge den slags ord) blev brugt som visuel understøttelse til bandet. 

På scenen gav Lars Top den som Lars Top, og fik vredet sin guitar ud til alskens sider, mens Adam Olsson fægtede så vildt med sin guitar og sit hår, at det må have været indstuderet, og ikke et udslag øjeblikkets eufori. Omvendt stod bassisten bomstille, og Steen Jørgensen gjorde ikke det store for at komme for langt væk fra mikrofonen, eller for den sags skyld, ud over scenekanten, og i kontakt med publikum. Thomas Ortved spillede trommer, og Manoj Ramdas gjorde det fint som gun-for-hire, og gik ikke i vejen for nogen.

Idéen med de tre guitarister har været at skabe en væg af lyd, men udførslen slog lige så hårdt som væggene i en gummicelle. Alt var studeret, poleret, og øvet indtil til en kerne fuldstændigt blottet for nerve. Det klædte fint numrene fra Snakecharmer, Unspoiled Monsters og den blødere side af Glamourpuss, men der hvor vildskaben skulle have skummet, fes det hele ud i det der på en plade ville være blevet defineret som overproduceret. Bevares, Steen Jørgensen har næppe sunget bedre nogensinde før, men der skal mere end en stemme til at holde en koncert kørende.

Alt i alt en udmærket aften til fadøl, men som koncertoplevelse ikke det store sus.