Der er intet tempo og knapt nok nogen storyline i Garden State, men omvendt havde der heller ikke været nogen grund til at blive oppe i nat, hvis ikke at TV3 havde valgt at vise den. Jeg har Garden State på dvd, men tog imod tilbuddet da TV3 gav muligheden for at gense den, komplet med reklameafbrydelser, kanallogo i hjørnet, og pause og spolemuligheder udelukket. Jeg kunne have sparet tid, hvis jeg havde hentet dvd'en og sparet mig selv for reklameblokkene, men hvad skulle jeg have brugt den ekstra tid til i nat? Der var kun mere dårligt fjernsyn eller tidligere i seng, at vælge imellem, og intet af det trak nok til at skifte fra tv til dvd. Garden State er ét langt og godt argument for ikke at vende hjem til det man forlængst har lagt bag sig. Venskaberne er ikke længere det samme, men hvad værre er, det er vennerne. Man tager væk og kommer videre. De der bliver, forbliver, hvor og som de er. Det er en filmisk variant i farver, sat sort/hvidt op, af de tanker jeg gør mig, når jeg en sjælden gang er en tur i Brugsen, der hvor jeg stammer fra. Godt nok har filmen noget mere fotogene omgivelser, og persongalleriet er en del mere outreret, men soundtracket i mit hoved er tilgengæld blottet for Coldplay og bedre sat sammen. Garden State er min type film. Et par timers flimmer af steder, personer og situationer, uden at historien har rykket sig synderligt fra "a" i retning af "b", mens filmen har taget turen fra start til slut. Den er som de tanker man gør sig, hvor man ikke når frem til et svar, men tankerne mens de var der, var alt nok. Det er som fodboldkampen, der fanger én i to gange tre kvarter, men hvor resultatet er ligegyldigt, når man lægger stadion bag sig. Det er rart at være der og blive væk i tankerne, fodbolden, filmen, hvad det måtte have været stedet havde at byde på. Garden State er et rart sted, mens filmen står på. Hovedrollen ender endda med at blive hængende, det ville jeg nu ikke have gjort.