Det skete forleden morgen, som det jævnligt sker i lyskrydset efter jernbaneviadukten, at vi måtte holde tilbage for grønt. Som regel er det lægerne eller ambulancerne fra ambulancestationen nede bag det nedlagte slagteri, der stopper trafikken, men denne morgen kom sirenerne fra vejene nede bag koncerthuset. Kort før de kørte ind i rundkørslen kort før lyskrydset, blev sirenebærerne synlige da brandbilerne én efter én kom til syne. Et par sekunder efter standsede trafikken ved lyden af den forreste brandbils horn, der ville kunne vække melankolien i enhver nedlagt færgehavn, og det forreste af slukningskøretøjerne kunne uhindret køre ud i krydset.

En brandbil er et tonstungt stykke maskineri, og når det stykke maskineri brager ud i trafikken og ind og ud af lyskryds med en fart, der aldrig nogensinde har været tiltænkt maskiner af denne størrelse, så ved man, at man skal flytte sig eller i det mindste sørge for ikke at komme i vejen, for et møde med en brandbil er en kamp, der er tabt på forhånd. Den kraft og styrke, der åbnes op for, og tanken om hvilken heltegerninger brandmændene i brandbilerne er på vej ud på sender tankerne tilbage.

Brandbilernes blå blink vækker den dreng i mig, der løb op bagerst i haven, hver gang der kunne høres sirener. Derfra kunne man se udover marken bag hækken, og i et hul mellem to huse se de blå blink suse forbi ovre på landevejen. Var der intet at se, så var det politiet. De andre gav sig selv. Jeg har også stået ved selvsamme landevej foran min farmor og farfars hus, og spejdet langt længere op af vejen, hvor man i det fjerne kunne skimte de blå blink fra oprydningsarbejdet efter et større trafikuheld. Mere nært kom det, da Søren fra klassens store fede, og noget ældre fætter kørte galt foran Birgits Blomster, mens Thomas og jeg opholdt os på biblioteket i nabobygningen. Byens ene læge, Doktor Otte, blev hentet fra sit hus på den anden side landevejen. En ambulance blev tilkaldt, og ankom ikke længe efter med de blå blink. Landevejen var byens leverandør af blå blink.
 
I dag passer jeg et job, der har en geografisk beliggenhed ikke langt fra en motorvejsafkørsel, og endnu tættere på sygehuset, så jeg ser politi og ambulancer nok til hverdag til at det netop er blevet hverdag for mig, men brandbilerne får stadig et gys af ærefrygt til at skylle igennem mig, og den førnævnte dreng udbryder et begejstret nøøøj.. der ikke kan misforstås, hver gang det sker.