Om at køre ingen steder hen.

Det er efterhånden så sjældent jeg har tid, og endnu sjældnere sker det, at jeg har bil til rådighed når det sker. Men i går, under høj middagssol efterlod jeg barn og kone sovende på sofaen, og satte mig til rette i en lånt stationcar. Destination var klar, men ruten ikke fastlagt. Turen gik til Skamby, en landsby mellem Otterup og Søndersø. Det var her min farmor kom fra, så jeg er en fjerdedel Skamby, og alligevel helt fremmed for byen. Kameraet fandt sin plads på passagersædet, radioen fandt P3, og vinduerne fandt et leje halvvejs nede, så den tunge luft fra den solopvarmede bil kunne blive udskiftet med foråret udenfor.

Jeg gjorde stop ved Beldringe Lufthavn, der via en lille omvej lå direkte på ruten. Tanken var, at fotografere i den forventet tomme ventesal, der som forventet lå øde hen, men som en upraktisk bonus viste sig at være aflåst. Jeg tog et par overbelyste fotografier på lufthavnens parkeringsplads, og opdagede at jeg ikke var helt alene ved den ellers øde lufthavn. Ikke langt fra en af landingsbanerne blev der holdt skovtur bag det hegn og den pigtråd, der ellers skulle holde gæster ude fra området. Gæsterne var dog ikke uønskede, og de fik snart selskab i form af fire faldskærmsudspringere, der gjorde deres entré fra oven. Jeg tog mig tid til at nyde synet af det ingen eller intet, uanset hvor megen vold og magt man måtte forsøge sig med, ville kunne tvinge mig til. Trods blæsten landede de præcist, og jeg tog mig tid til at tænke, at de ville kunne have landet på en femkrone, hvis de ville. Jeg var imponeret.

Da jeg kørte derfra gjorde jeg holdt ved udkanten af lufthavnen, hvor landevejen klemmer sig ind mellem landingsbanen og landingslysene, der i en forsat lige linje fra landingsbanens ophør forsatte ud i landskabet og ned mod de nærliggende bakker. Jeg tog kameraet med ud i landskabet, og stoppede op da et fly nærmede sig. Snøvlende, og spruttende som en gammel græsslåmaskine fløj det henover hovedet på mig. Trods sportsflyverens begrænsede fart og størrelse var det et forunderligt skue. Jeg fotograferede det, da den næste flyver gentog min oplevelse et par minutter senere.

På min forsatte færd mod Skamby tog jeg mig tid til en omvej for at se, hvad Dallund Slot var for en størrelse. Det viste sig at være et rehabiliteringscenter for kræftramte placeret i det ypperste dansk landidyl kan præstere. I fuldt solskin var det hvide slot omkranset af genskæret fra den nærliggende sø og dækket ind af skov for resten, et scenarie så fuldendt, at hverken Morten Korch eller Dansk Folkeparti ville have tænkt sig til det.

Skamby. En landsby, der sagtens ville kunne placeres i boksen udkantsdanmark. En maskinfabrik, boldklubben, Skamby El, og et loppemarked prægede det jeg antager, var hovedgaden. Kirken lå der også, jeg var ikke inde og snuse rundt på kirkegården, men jeg må have familie liggende der. De ligger der nok stadig, om stenene stadig står tvivler jeg mere på. Jeg kørte igennem byen, vendte om da jeg nåede udkanten og det tilhørende byskilt, og kørte tilbage og igennem en gang til. Jeg drejede af i retning af Glavendrupstenen, og forlod byen af veje så snævre, at man langt overskred folks intimsfære blot ved at køre forbi deres hus. Glavendrupstenen har, hvis du ikke ved det, Danmarks længste runeinskription.

Parkeringspladsen derude kunne rumme 10 biler, alligevel var jeg den eneste, der brugte lige denne del af søndagen på, at dykke ned i det specifikke afsnit af Danmarkshistorien. Når man træder ind i Glavendruplunden, der omkranser stenen og den tilhørende skibssætning, mødes man af en gravsten tilhørende en for længst død landmand, der i al beskedenhed posthumt har fået tildelt titlen ”Glavendruplundens vogter”. Mon ikke det har været hans jorder, der har omgivet stedet? Udover resterne af landmanden, rummer lunden også kongelige mindesmærker, og et enkelt fra befrielsen. På skiltningen kunne man læse, at lunden tidligere har været brugt som festplads, og som jeg lænede mig op af stedets flagstang, kunne jeg sagtens se alsang, og flaghejsning i 20’ernes Danmark finde sted her. Jeg pissede i hegnet, mens jeg betragtede landskabet, og til min egen fornøjelse lyttede til fuglene, kiggede på kragerne, og hørte årets første bi summe sit, mens den næppe holdt søndagsfri.

Jeg fandt Bogensevej, og trillede tilbage mod Odense, med et enkelt stop på en byggeplads jeg længe har villet kigge nærmere på. Sumplandet langs Odense Kanal er ved at blive tørlagt, her skal der være en bro, der skal føre trafikken udenom byen, og igennem det, der engang var det mest betagende stykke natur i Odense. Jeg vil ikke stille mig i vejen for hverken fremskridt eller udvikling, men nogen skulle have gjort det. Tilbage i bilen kørte sport på 3’eren, og jeg sendte en venlig tanke til Ulrik Jensen, manden med den rare stemme, der så ofte har underholdt mig søndag eftermiddag med sport, og vel noget nær Danmarks bedste æterbårne playliste.

Så kørte jeg hjem.