Bartenderen er fra min by. Min by har ikke været min by i mange år, men det er der jeg stammer fra, og det er sådan det skal læses. Han var tømrermesterens søn, og hans efternavn var derfor erstattet med ”Tømrer”. Kristian Tømrer. Han var en rod, han havde en storesøster, og han gik inde i a-klassen, mere husker jeg ikke om ham. Og dog. Jeg husker udtalelsen han fik med sig fra folkeskolen. ”Når Kristian arbejder, så arbejder han”. Kristian var aldrig den boglige type. Der var også en episode med bål og benzin bag tømrerfirmaets lokaler, der endte med en ambulancetur. De nærmere omstændigheder har jeg glemt.

Min far udpegede kollega for mig i går da vi var til fodbold. Han arbejder også der, hvor min far nu har haft sin gang i over 30 år, og jeg i over 10 år tjente mine lommepenge i ferierne, weekenderne, og det ene år efter jeg sprang fra min første læreplads. En mand, midt i fyrrerne, hælløse træsko, og håbløs striksweater. Hans kone var jævnaldrende, og frygten for at nogen skulle stikke af med hende, måtte være den mindste af hans bekymringer. De fortjente hinanden. Noget dæmrede, jeg spurgte, og min far bekræftede, at han hed Karsten. En fætter til Kaj, jeg gik i klasse med. Han gik to klasser under mig. Næste gang jeg kiggede mig i spejlet følte jeg mig velholdt.

Min by er meget langt væk.