Jeg måtte trække på smilebåndet, da jeg så Guy Carvey fra Elbow på omslaget af intelligent life i den lokale bladkiosk. Jeg er næsten officielt stået af Elbow, nu viser det sig, at det er musik for kloge mennesker. Go figure!
mandag, januar 27, 2014
torsdag, januar 23, 2014
Nyt fra Eels
I dag blev virkeligheden ramt af nyheden om, at Eels udsender en ny plade 22. april. "The Cautionary Tales of Mark Oliver Everett" bliver i første omgang præsenteret via en minutlang trailer, der sender mine forhåbninger ud på asteroidefart. Det lille rolige stykke musik i videoen, minder til dels om "Maria Floating in the Back Yard", der varslede at "Blinking Lights and Other Revelations" skulle udsendes. Dobbeltpladen er i min bog det stærkeste udspil i Eelskanonen, man kunne håbe på at den kommende plade lever op til den dæmpede og eftertænksomme teaser, og spiller sig op på siden af den nuværende førsteplads. Håbet er lysegrønt.
onsdag, januar 22, 2014
Nyt fra Marissa Nadler
Også Marissa Nadler varsler nyt. Den nye plade "July" udkommer i februar, efter at hun ellers havde trukket sig tilbage fra musikken. Foreløbig er der to smagsprøver klar. "Was it a dream" kan høres på Soundcloud, og Noisey serverer "Dead city Emily" sammen med et fint interview.
Beck "Blue Moon"
Der er kommet endnu et stykke lyd fra den kommende Beckplade "Morning Phase". "Blue Moon" er endnu en indikation på, at det bliver en god plade. Jeg glæder mig, nu mere end før.
mandag, januar 20, 2014
Beck "Morning Phase"
I seneste udgave af Mojo er der et kort stykke om Becks kommende plade, hvor der drages paralleller til "Sea Change", en plade, der ville optræde på min top-10, hvis jeg nogensinde skulle finde på at lave én. Den kommende plade hedder "Morning Phase" og første lille snippet fra den lover godt.
lørdag, januar 18, 2014
Folkeklubbben
Der er smidt en håndfuld fotos fra gårsdagens Folkeklubbenkoncert på min fotohjemmeside.
mandag, maj 27, 2013
Engang imellem støder jeg på øl, der hverken begejstrer eller via deres elendighed bringer mig helt ud af fatning, men som ganske enkelt er så gennemført kedelige, at når flasken er tom, så ønsker jeg ikke at beskæftige mig med dem igen. Det er også de værste anmeldelser at skrive. Denne gang vælger jeg at springe over, hvor gærdet er lavest og nøjes med at bringe et fotografi. Ølbloggerens svar på "kilroy was here" eller med andre ord "jeg kom, jeg så, jeg kommer ikke igen".
fredag, april 19, 2013
tirsdag, april 09, 2013
torsdag, marts 21, 2013
søndag, marts 17, 2013
lørdag, marts 16, 2013
onsdag, marts 13, 2013
tirsdag, marts 12, 2013
Bowie er tilbage fra sit eksil, og har rejst sig fra sit påståede dødsleje. Det har fyldt på hvert et musiksite, der nærmest minutiøst har fulgt udviklingen fra "Where are we now" dukkede op ud af det blå, til "The Next Day" blev sluppet i går. Facebook har svømmet over i grånende mænd i alle aldre, der som små børn har været ved at tisse i bukserne af bar ophidselse, mens andre har fodret de sure rønnebær til ræven, og gjort opmærksom på det oplagte, nemlig at "Where are we now" ikke er det store sus.
Hvis jeg ikke har afsløret mig selv, så lad mig bare smide kortene på bordet. Jeg er ikke den store Bowie-fan. Jeg har det med ham, som jeg har det med Neil Young, fremragende sangskrivere, men det giver mig intet at lytte til dem, og så alligevel. Opsamlingspladen "Bowie at the Beeb" havde en bonusdisc vedlagt med en optagelse af Bowie med band anno 2000, hvor hans tidlige bagkatalog blev hævet op fra studiepladernes middelmådighed, moderniseret og tilsat et skud tiltrængt vitalitet. De to udgivelser "Heathen" og "Reality" der fulgte i årene efter, var tamme udslip fra en mand, der ikke blev savnet af mig, da han efterfølgende forsvandt ud i glemslen. Men livepladen og årene der førte op til, der havde vi noget sammen.
Min egen historie med Bowie starter foran mine forældres Phillips fjernsyn, i en tid hvor MTV blev hevet ned via parabolen ovre bag på garagen, og Ray Cokes var indbegrebet af, hvor cool MTV kunne være, det var i 1993. "Jump They Say" blev spillet nonstop på kanalen, navnet David Bowie genkendte jeg som værende ham med "Fame" fra Pretty Woman soundtracket og "China Girl", der kunne dateres til et ikke nærmere defineret tidspunkt i årtiet før. Nummeret var intenst, manden i jakkesættet var sej som bare, og æstetikken i videoen var som skåret ud af en forbrugerguide til starten af 90'erne.
Et par år senere dukkede han så op igen. "Hearts Filthy Lesson" var første single fra konceptpladen "Outside" om mordet på en pige, med Bowie i rollen som privatdetektiv. MTV viste stadig musikvideoer, og der løb jeg jævnligt på videoen. Det var møgbeskidt, det var grænseoverskridende for mig overhovedet, at bevæge mig og min hitlistebaserede tilgang til musiksmag ind på det territorium nummeret så effektivt pissede af, men i kølvandet fra Prodigy, Rage Against the Machine, og al den anden vrede, der så småt var begyndt at løbe ud af mine højttalere var det oplagt, at jeg skulle falde for "Hearts Filthy Lesson". Året efter kom "Hello Spaceboy" fra Outside i et Pet Shop Boys mix, hvor pladens dystre udtryk blev løftet op til popperfektion, der gør det tæt på utænkeligt, at de to numre skulle udspringe fra samme plade.
 |
| Setlisten til Bowies koncert på Midtfyns Festivalen, der har sgu aldrig været en dyrskueplads i Ringe. |
Det var ikke mange der tog notits, da en t-shirtklædt roadie gik ud på scenen og tog en guitar, men de fleste af os vågnede op, da roadien viste sig at være Bowie, der åbnede sin koncert på det års Midtfyns Festivals sidste dag med et akustisk nummer. Det var 6. juli 2007. Samme år udkom Earthling, der blev den første Bowieplade jeg købte. Det var især "Dead Man Walking", der tændte mig, men pladen rummede flere singler, der slog sig ned som hits på stereoanlægget. "Little Wonder" åbnede mine øjne for pladen, "Telling Lies" bed sig også fast, men det var den varme og intense "Dead Man Walking", der for mig var åbenbaringen på pladen.
"Thursday's Child" udkom som single samtidigt med at jeg trådte ind bag disken i en pladebutik for første gang i sensommer 1999, og blev samtidigt et af mine første personalekøb. "Hours" udkom en måned senere, og viste en Bowie, der var kommet ned i et næsten croonende tempo. Pladen var ikke det store, og viste vej mod "Heathen" og "Reality", der også blev grunden til at jeg begravede mit forhold til Bowie. Undervejs og sidenhen, har jeg lyttet til klassikerne, hver gang med samme uentusiastiske oplevelse af musik, der for mig aldrig vil blive tidløs, men altid høre en anden tid til.
Bowie skal være velkommen tilbage, han skal have lov til at glæde de, der kan glæde sig over hans uventede comeback, men Bowie og mig vi hører 90'erne til.
fredag, marts 08, 2013
søndag, februar 24, 2013
søndag, februar 17, 2013
mandag, februar 11, 2013
Lorenzo Woodrose kan noget med damerne, og damerne optræder de tit ved navns nævnelse. Flere af mine foretrukne Baby Woodrose numre hører til i kategorien af pigenavnstitler, så derfor denne (måske komplette) liste over Baby Woodrose tracks, der besynger bestemte kvinder, tilsat lyttelink i titlen, pladetitel i parentes og anmelderfloskler i forlængelse af førnævnte.
Emily (Baby Woodrose)
Et perfekt popnummer om pigen, der ved hvordan hun vil have det. Nummeret messer igennem beskrivelse på beskrivelse af pigen, mens et aaaaaah-kor i baggrunden varsler omkvæd, der ikke eksisterer, og mundharmonika hæver stemningen til skyerne.
Mikita (Baby Woodrose)
Et af de blødere øjeblikke i Baby Woodroses kvindekanon. Rundet og dæmpet.
Maya (Love Comes Down)
Maya har tid nok. Hun er både højtflyvende og brutalt tung på en gang. Blød fuzzguitar, englekor og en liderbuk med en notesblok, der endte med at skrive denne sang.
Kara Lynn (Blows Your Mind)
Som i Emily går navnet igen og igen, men beskrivelser og gode råd går i retning af pigen. Også fra den bløde afdeling, men der er så meget bid i Lorenzos stemme og så megen snerren i guitaren når omkvædet rammes, at nummeret bliver nærmest insisterende aggressivt.
Lilith (Chasing Rainbows)
Chasing Rainbows var den tunge udsyrede plade, der lagde sig et sted midt i mellem Dragontears og Baby Woodrose. Det samme gør Lilith, hun er oppe under loftet, let og ubesværet, og helt sikkert høj.
Kitty Galore (Love Comes Down)
En mere kontant og lige på udgave af Nobody Spoiling my Fun. Aggressiv guitarføring, et tungt beat og masser af orgel og kor i omkvædet gør at Kitty Galore hører til blandt de mere beskidte piger i Baby Woodroses harem.
Christine (Loves Comes Down)
Et af de numre, der glæder hver gang det rammer højttalerne. En skarpt kantet guitarrundgang kører på gennem nummeret, og driver det fremad, mens orgelet sparker ind og skubber på det sidste stykke op af bakken mod omkvædet, og trommerne får lov til at blive tæsket igennem på behørig vis.
Jane 17 (Unreleased Rarities 2)
Ikke blandt de stærkeste tekster Lorenzo Woodrose har leveret, men måske derfor den hører til blandt de uudgivne rariteter, og ikke har fundet vej til plader. Musikalsk ligger den og roder et sted mellem Velvet Undergrounds garagelyd, Doors a’la de lange udsyrede flader i Riders on the Storm og baslinjen fra Gotyes Somebody that you used to know.
Jane 17/ you’re the prettiest girl I’ve ever seen / we could be so good together, do you know what I mean
For Anne (Unreleased Rarities 2)
Endnu et uudgivent nummer, man måske godt forstår ikke fandt vej til de officielle udgivelser. Forholdsvis dæmpet, men med ganske markante trommer. Jeg mistænker, at nummeret aldrig blev færdigmikset.
No Other Girl (Love Comes Down)
Den perfekte single, der på 2 minutter og 38 sekunder når forbi forlist kærlighed, manglende solskin, mandoguitar, catchy omkvæd og hooks af en anden verden. Klart blandt mine absolutte favoritter blandt mange når det gælder Baby Woodrose, og derfor medtaget selvom pigen ikke har et navn.
lørdag, februar 09, 2013
tirsdag, februar 05, 2013
Mit voksne sangprojekt Medio September har hentet en mand ind udefra i dag, og er gået i gang med at indspille nogle af de ni sange vi har liggende. Mens vi ventede på den anden halvdel af projektet blev formiddagen brugt på at indspille en håndfuld vokaler, der forhåbentlig kan danne basis for en ny Manden fra Onkel udgivelse.
Fra en anden interessefront kan det oplyses, at den spanske fotoblog My Contradiction har smidt et kort interview op med mig.
mandag, januar 21, 2013
Et bud på forårets koncertliste for undertegnede. Der går rygter om, at John Grant også rammer landet, så kommer han forhåbentlig også på.
23. februar - Folkeklubben, Dexter
7. marts - Mikael Simpson, Harders (Jeg er fristet til at tage turen til Svendborg)
8. marts - Peter Sommer, Posten
14. marts - Raveonettes, Posten
16. marts - Mikael Simpson, Kulturmaskinen
22. marts - Dj Static, Kulturmaskinen
22. April - Marissa Nadler, Huset
25. april - Pede & DJ Noize
17. maj - Ukendt under andet navn + Thomas Thomsen, Momentum
lørdag, januar 12, 2013
fredag, januar 04, 2013
Abonner på:
Opslag (Atom)