Bowie er tilbage fra sit eksil, og har rejst sig fra sit påståede dødsleje. Det har fyldt på hvert et musiksite, der nærmest minutiøst har fulgt udviklingen fra "Where are we now" dukkede op ud af det blå, til "The Next Day" blev sluppet i går. Facebook har svømmet over i grånende mænd i alle aldre, der som små børn har været ved at tisse i bukserne af bar ophidselse, mens andre har fodret de sure rønnebær til ræven, og gjort opmærksom på det oplagte, nemlig at "Where are we now" ikke er det store sus.

Hvis jeg ikke har afsløret mig selv, så lad mig bare smide kortene på bordet. Jeg er ikke den store Bowie-fan. Jeg har det med ham, som jeg har det med Neil Young, fremragende sangskrivere, men det giver mig intet at lytte til dem, og så alligevel. Opsamlingspladen "Bowie at the Beeb" havde en bonusdisc vedlagt med en optagelse af Bowie med band anno 2000, hvor hans tidlige bagkatalog blev hævet op fra studiepladernes middelmådighed, moderniseret og tilsat et skud tiltrængt vitalitet. De to udgivelser "Heathen" og "Reality" der fulgte i årene efter, var tamme udslip fra en mand, der ikke blev savnet af mig, da han efterfølgende forsvandt ud i glemslen. Men livepladen og årene der førte op til, der havde vi noget sammen.

Min egen historie med Bowie starter foran mine forældres Phillips fjernsyn, i en tid hvor MTV blev hevet ned via parabolen ovre bag på garagen, og Ray Cokes var indbegrebet af, hvor cool MTV kunne være, det var i 1993. "Jump They Say" blev spillet nonstop på kanalen, navnet David Bowie genkendte jeg som værende ham med "Fame" fra Pretty Woman soundtracket og "China Girl", der kunne dateres til et ikke nærmere defineret tidspunkt i årtiet før. Nummeret var intenst, manden i jakkesættet var sej som bare, og æstetikken i videoen var som skåret ud af en forbrugerguide til starten af 90'erne.

Et par år senere dukkede han så op igen. "Hearts Filthy Lesson" var første single fra konceptpladen "Outside" om mordet på en pige, med Bowie i rollen som privatdetektiv. MTV viste stadig musikvideoer, og der løb jeg jævnligt på videoen. Det var møgbeskidt, det var grænseoverskridende for mig overhovedet, at bevæge mig og min hitlistebaserede tilgang til musiksmag ind på det territorium nummeret så effektivt pissede af, men i kølvandet fra Prodigy, Rage Against the Machine, og al den anden vrede, der så småt var begyndt at løbe ud af mine højttalere var det oplagt, at jeg skulle falde for "Hearts Filthy Lesson". Året efter kom "Hello Spaceboy" fra Outside i et Pet Shop Boys mix, hvor pladens dystre udtryk blev løftet op til popperfektion, der gør det tæt på utænkeligt, at de to numre skulle udspringe fra samme plade.

Setlisten til Bowies koncert på Midtfyns Festivalen, der har sgu aldrig været en dyrskueplads i Ringe.

Det var ikke mange der tog notits, da en t-shirtklædt roadie gik ud på scenen og tog en guitar, men de fleste af os vågnede op, da roadien viste sig at være Bowie, der åbnede sin koncert på det års Midtfyns Festivals sidste dag med et akustisk nummer. Det var 6. juli 2007. Samme år udkom Earthling, der blev den første Bowieplade jeg købte. Det var især "Dead Man Walking", der tændte mig, men pladen rummede flere singler, der slog sig ned som hits på stereoanlægget. "Little Wonder" åbnede mine øjne for pladen, "Telling Lies" bed sig også fast, men det var den varme og intense "Dead Man Walking", der for mig var åbenbaringen på pladen.

"Thursday's Child" udkom som single samtidigt med at jeg trådte ind bag disken i en pladebutik for første gang i sensommer 1999, og blev samtidigt et af mine første personalekøb. "Hours" udkom en måned senere, og viste en Bowie, der var kommet ned i et næsten croonende tempo. Pladen var ikke det store, og viste vej mod "Heathen" og "Reality", der også blev grunden til at jeg begravede mit forhold til Bowie. Undervejs og sidenhen, har jeg lyttet til klassikerne, hver gang med samme uentusiastiske oplevelse af musik, der for mig aldrig vil blive tidløs, men altid høre en anden tid til.

Bowie skal være velkommen tilbage, han skal have lov til at glæde de, der kan glæde sig over hans uventede comeback, men Bowie og mig vi hører 90'erne til.