Han var blevet den, der gravede gravene for andre. Nu lå hans fødder ud på gangen i kirkegårdens urneafsnit og hans hoved og overkrop hvilede på de bårebuketter han selv havde lagt på plads dagen før. Døden havde i den ene eller anden afskygning været hans skæbne livet igennem og nu greb den fat i ham for sidste gang. Selvom begge hans forældre havde været døde i en årrække, var de vel indirekte grunden til at han var endt sammen med hende. Hun havde ondt af den sølle stakkel han var og han vidste, at et lignende tilbud næppe ville komme igen. Så de blev en familie. Forbitrelsen satte ind efter et par mislykkede graviditeter og forsvandt aldrig helt selv om de fik drengen. Han blev tre. Han mærkede de to bump da han bakkede over ham, men så ham først da han lå foran bilen. Han blev bisat ikke langt fra hvor han selv lå nu. De fik ikke flere børn. Det ville også have krævet fysisk kontakt mellem dem og hun ville ikke røres af de hænder, der havde forårsaget drengens død og han forsøgte ikke at overbevise hende om andet. Hun sov i børneværelset og kommunikationen mellem de to bestod primært af indkøbssedlerne på køkkenbordet. Da de blev skilt, kunne ingen af dem længere holde ud af at opholde sig i huset, så det blev solgt og de isolerede sig i hver deres lejebolig. Da præsten tilbød ham graverstillingen, kunne det ikke være anderledes. Et minimum af personkontakt tiltalte ham og med tiden faldt han i et med kirkegården. Det var de færreste besøgende, der kiggede i hans retning når han passede sit arbejde. På sin vis hørte han bare til der. Det var lige omkring hans 20 års jubilæum, at han selv stod for arbejdet med at sløjfe sine forældres grav og jobbet, der skulle give ham ro til livet viste sig fra sin lyse side for ham, havde han nu fejret 30års jubilæum i sidste år. Drengens gravsted var forsynet med et ”vedligeholdes af kirkegården” skilt og hun betalte for vedligeholdelsen. Hun havde forsonet sig med tanken om, at graveren, der vedligeholdte graven, var ham. Selv om graven fik mere opmærksomhed end de omkringliggende, så gjorde han det i rollen som graver, ikke som far. Skiltet stod der stadig, selv om de havde haft stenen oppe da de skulle tilføje hendes navn. Han havde, som graver, stået for at putte urnen ned i gravstedet, hun nu skulle dele med drengen. I brevet hun havde efterladt, havde hun bedt om, at det blev sådan og bedt til, at han valgte de anonymes gravplads, når han skulle herfra. Han skulle hvile i fred og glemsel. På den måde ville døden ikke komme til, at adskille sig væsentligt fra livet. Han klippede nekrologerne på de folk han begravede ud fra lokalavisen og samlede dem i en mappe, der med tiden var blevet til flere. Han holdt dog op i en periode, det var alligevel for morbidt, men da han tog det op igen kunne de manglende navne og notitser hentes fra aviserne ude i gangen, længere tid havde han ikke holdt sig fra det. I en anden mappe lå papirer med navnene skrevet af fra hvert gravsted han havde sløjfet. Hans regnskab blev ført i både debet og kredit. Til hans bisættelse kom de fleste af kollegerne, i hvert fald dem, der var på arbejde. Han kom til at ligge på de anonymes gravplads, få meter fra hvor han lå nu, på den modsatte gang af hvor forældrene havde ligget og med behørig afstand til hende og drengen. I fred og glemsel, som var det planlagt.