Det var uden tvivl et dumt træk, at tage min første erhvervede Harvey Pekar tegneserie med i seng i går aftes lidt i 02. Hvem trækker frivilligt en klaustrofobisk kræftberetning med ned under dynen. Én, føltes det, uendelig lang beretning om elendighed, depressioner og sygdom. Lidt i 04 kunne jeg konstantere, at selv om Our Cancer Year lægger til grund for en stor del af American Splendor, så stikker historien langt dybere og er både tungere og mørkere. Graden af hvor selvudleverende historien er fortalt er beundringsværdig og den humor man finder i filmen, er fraværende - i stedet står sortsynet frem i et langt klarere lys. Jeg kan ikke finde hjem i den her historie, det er for mørkt - måske hvis canceren tog mig. Men jeg skal finde videre i Pekar, for jeg blev grebet. Til gengæld for det vil jeg dykke ned og se om han ikke er værd at holde fast i som historiefortæller.