Rød Tuborg vender tilbage og Egon, Kjeld og Yvonne vender sig i graven - ikke på grund af øllet, men alligevel godt begrundet.
Olsen Banden 14 blev den første store kommercielle reunion på dansk grund, og blandt de første i den række af genopstandelser, der nu gør at alt i elendighed fra Rugsted & Kreutzfeldt til Police kan opleves i Jylland. Hvor indhold og mangel på samme bliver overstrålet af gensynsglæden og det havde jeg aldrig troet jeg skulle opleve (igen) og den fælles følelses af at vide at man ikke nu engang ikke mere laver musik, film, whatever som i gamle dage. Nu skifter Olsen Banden status fra frontløbere til medløbere når de fra og med næste år kan opleves i et af klappe-i-takt kulturens andre nye genopdagelser - musicalen! Det i så i biffen, tilsat en sang på læben og et par raske trin, der fint, festligt og flot indpakket skjuler, at historien halter. Jeg forstår ikke publikum gider, men gør de egentlig det? Det virker for mig som om, at oplevelseskulturen ikke længere handler om at se og høre, men om ikke at gå glip af noget. 400,- for at kunne sige, "det har vi været inde og se" når samtalen strejfer emnet henover Ekstra Bladet, torsdagsjournalistikken eller til parmiddagen. Der er intet nyt i det her - det er gammel vin på nye kartoner - det er det trygge og velkendte i opdateret indpakning - det er mere af det samme lort, men hvis det er det folk vil have, så fortjener de ikke bedre.