Så faldt den sidste brik på plads, og jeg er pr. august ansat til at skrive en ugentlig klumme i Xtra, Fyens Stifttidendes gratisavis. Udgangspunktet i klummen bliver ganske simpelt Odense, det er den ramme jeg skal udfylde med steder, personer og referencer efter for godt befindende. Det bliver noget i den tråd her...

Andersen. Så synlig som han er i Odense, skulle man tro at han havde været manden, der med den ene hånd grundlagde byen, bryggede den første Albani, udtænkte vores dialekt og med den anden forfattede, klippede og digtede så det var en fryd og derfor i dag er Odenses førende varemærke. Men nu var Andersen altså bare forfatteren, der pakkede sine ting og skred fra byen som 14årig og alligevel blev han Odenses nærmest eneste varemærke! Han er i hvert fald død nu og ligger begravet på afdeling P. Ikke fordi han var tosset, men det hedder det afsnit på Assistens Kirkegård på Nørrebro, hvor han nu engang hviler. Assistens Kirkegård er udover gravplads for Andersen, Dan Turéll, Søren Kierkegaard, Ben Webster m.fl. og nabo til ungdomshusurolighederne også et fristed for de lokale. Her kan der findes fred og ikke kun den evige af slagsen. Stedet bliver brugt som rekreationelt område som en hver anden offentlig park, men i respektfuld overensstemmelse med stedets egentlige funktion.

Odense har også en assistenskirkegård, oprettet for små 200 år siden, som fælles kirkegård for byens sogne. Udover stedets egentlige funktion, synes stedet nu kun at tjene som genvej for cyklisterne. Det virker til at være de færreste, der har fået øjnene op for stedets muligheder som rekreativt område og hvorfor har de ikke det? De døde bider ikke og ingen tvinger nogen til at lære noget, selv om vores assistenskirkegård også rummer en overflod af historie og afdøde bedsteborgere.

Fællesgraven for de tyske flygtninge med over 150 identiske kors, lader dog ingen gå upåvirket forbi. Det er en håndgribelig og sikkert sund påmindelse om, at krig og flygtninge også har krævet sine ofre her omkring i en ikke alt for fjern fortid.

Kirkegården har bænke jævnt fordelt over hele området, mellem træer, buske, blomster, fugle, harer og stedet er andet og mere end sidste stop for de frafaldne. Lige så meget som kirkegården er en påmindelse om ikke at alt ender lykkeligt, lige så eventyrligt smukt kan stedet kan være. Hvor selvmodsigende det end måtte virke, er Assistens Kirkegård et levende fristed midt i Odense, godt skærmet af mod omgivelsernes larm og oplagt til eftertanke, avislæsning eller bare til en gåtur. Andersen drog paralleller mellem at rejse og at leve og et besøg på Assistens Kirkegården behøves ikke kun at være forbeholdt den sidste rejse, det kan også være det livsbekræftende frikvarter, der redder dig fra at blive permanent gæst.