Denne uges klumme er desværre ikke kommet på avisens hjemmeside.

Jeg bor privilegeret. Ikke at min lejlighed er noget særligt – men det er min udsigt. Fra min fjerde sal og den bakketop, den er placeret på, har jeg fra køkkenet et ugeneret udsyn ind over byen og i den anden side af huset, fra stuen, kan jeg kigge ud langs kanalen, over Hedviglundskoven og ud til Fynsværket, der, set herfra i de små to kilometers fugleflugt der er derud, stadig er så massiv en størrelse, at svaret på, hvor mange 60-wattspærer, det kan trække, langt må overgå den lille tabel. Jeg havde boet her et stykke tid, før det gik op for mig, at jeg fra min stue også har udsigt til Fredens Kirke på Skibhusvej, men sådan er det nu engang for mig. Oplysning fylder så meget mere end det gejstlige. Hvad der sker på Fynsværket og de kræfter, der bliver skabt og tæmmet derinde, er næppe noget, jeg nogensinde kommer til at forstå, men måske det alligevel er nemmere end at prøve at overskue stedets størrelse. Når jeg cykler derud forbi, så er turen hen langs bygningerne nærmest en rejse i sig selv og lige så langt, der er i vandret linje, lige så langt føles det som om, der er op til tagene og til de tre skorstenes udmundinger. Det ligger så uendeligt langt fra de billeder, jeg kan finde i vores familiealbum, fra da min farfar i 1950’erne og frem til det blev lukket i 1963 var elværksbestyrer på Stenstrup elværk. Jeg kan ikke forestille mig, at Fynsværket ville kunne styres af en enkelt mand og hans hjælper, hvad der var arbejdsbetingelserne dengang på det lille elværk, beliggende i et hus ikke meget større end en normal villa. Uden at forklejne min farfars indsats dengang, så er produktiviteten nok alligevel noget højere pr. mand nu, end den var for et halvt århundrede siden, selvom det måske har lydt af mere dengang. Min farfars hørelse var, da jeg nogle år senere kom til verden, mærket af, at han dagligt havde gået op og ned af maskinerne på værket. Stopper man i dag op ude ved Fynsværket, er alt, man kan høre, en svag summen derindefra. Jeg ved ikke længere hvor højt det lyder inden for murene, for det er de første 20 år siden jeg har været på rundtur derude. Egentlig vil jeg gerne se værket indefra igen, men så ville jeg skulle forholde mig til det jeg lærte i fysiktimerne for 15 år siden, hvis jeg da overhovedet kan finde den lærdom frem igen. Så er det nemmere at forblive i uvidenhed om, hvad der egentlig sker rent teknisk, når jeg klikker på lyskontakten i stuen, før jeg går hen til vinduet og kigger ud på Fynsværket.