2007 har været et af de bedste år meget længe (når det kommer til udenlandske udgivelser). I særdeleshed efteråret har budt på plader, der langt har overgået mine forventninger. Hvilket gør rækken af nævneværdige plader behageligt lang. Der er slet ingen tvivl om at P.J. Harvey med White Chalk har leveret årets plade. Ikke alene hæver hun sig langt over den skuffende forgænger Uh Hu Her, hun transformerer sig også fra en til tider ulidelig rockhystade, til en smuk, følsom og folket kvinde, der synes at bære sine følelser i stedet for at skrige dem ud. Iron & Wine har længe luret som noget jeg burde kunne lide, men uden nogensinde for alvor at slå til. Følelsen blev forstærket da jeg så Sam Beam optræde sammen Calexico, men først nu er det med The Shepherd's Dog lykkedes at fange mig ind. Pladen er rigere orkestreret end tidligere plader og rykket væk fra mand med guitar er seriøst vellykket og klædeligt for hans sange. Oscar Danielson har dels været årets genopdagelse, dels leverede han på min fødselsdag årets koncert og endelig var Et Bild Avv Lycka Att Spara På et formfuldendt eksempel på, hvordan ord der går tabt i oversættelsen, kan forstærke et udtryk og løfte det op til at være rendyrket poesi. Pladen er endnu et bevis på, at Svensk nu engang er et overlegent sangsprog. Polyphonic Spree dukkede op ud
af det blå og leverede endnu engang et opløftende og storladent album, der syntes som koncentreret flowerpower presset ned i pladens riller. I samme boldgade ligger Manu Chao, der leverede et rendyrket solskinsalbum, hvor de politiske undertoner dog skinner igennem på hans simple og ret naive brug af det engelske sprog. Editors tog med An End Has A Start turen fra en umiddelbar skuffelse, til et formstøbt og ligetil britrockende album fint i tråd med de senere års Joy Division fascination. Blanche gjorde med Little Amber Bottles hvad de skulle og National gjorde det godt med Boxer, selv om den ikke helt var så hårdtslående som forventet - det var oplevelsen af dem live til gengæld. Jens Lekman burde have leveret en langt mere helstøbt plade end Night Falls Over Kortedala, men stadigt er der så fantastiske popsange på den plade, at det ville være synd og skam ikke at nævne den. Tindersticks - BBC Sessions tager prisen for årets opsamling og koncerten med Bonnie Prince Billy i Store Vega er den mest vellykkede koncert jeg nogensinde har set en mand udføre solo, professionelt ud i det ekstreme, men stadig med nærvær, humor og indsigt.
2007 har været et af de bedste år meget længe (når det kommer til udenlandske udgivelser). I særdeleshed efteråret har budt på plader, der langt har overgået mine forventninger. Hvilket gør rækken af nævneværdige plader behageligt lang. Der er slet ingen tvivl om at P.J. Harvey med White Chalk har leveret årets plade. Ikke alene hæver hun sig langt over den skuffende forgænger Uh Hu Her, hun transformerer sig også fra en til tider ulidelig rockhystade, til en smuk, følsom og folket kvinde, der synes at bære sine følelser i stedet for at skrige dem ud. Iron & Wine har længe luret som noget jeg burde kunne lide, men uden nogensinde for alvor at slå til. Følelsen blev forstærket da jeg så Sam Beam optræde sammen Calexico, men først nu er det med The Shepherd's Dog lykkedes at fange mig ind. Pladen er rigere orkestreret end tidligere plader og rykket væk fra mand med guitar er seriøst vellykket og klædeligt for hans sange. Oscar Danielson har dels været årets genopdagelse, dels leverede han på min fødselsdag årets koncert og endelig var Et Bild Avv Lycka Att Spara På et formfuldendt eksempel på, hvordan ord der går tabt i oversættelsen, kan forstærke et udtryk og løfte det op til at være rendyrket poesi. Pladen er endnu et bevis på, at Svensk nu engang er et overlegent sangsprog. Polyphonic Spree dukkede op ud 
af det blå og leverede endnu engang et opløftende og storladent album, der syntes som koncentreret flowerpower presset ned i pladens riller. I samme boldgade ligger Manu Chao, der leverede et rendyrket solskinsalbum, hvor de politiske undertoner dog skinner igennem på hans simple og ret naive brug af det engelske sprog. Editors tog med An End Has A Start turen fra en umiddelbar skuffelse, til et formstøbt og ligetil britrockende album fint i tråd med de senere års Joy Division fascination. Blanche gjorde med Little Amber Bottles hvad de skulle og National gjorde det godt med Boxer, selv om den ikke helt var så hårdtslående som forventet - det var oplevelsen af dem live til gengæld. Jens Lekman burde have leveret en langt mere helstøbt plade end Night Falls Over Kortedala, men stadigt er der så fantastiske popsange på den plade, at det ville være synd og skam ikke at nævne den. Tindersticks - BBC Sessions tager prisen for årets opsamling og koncerten med Bonnie Prince Billy i Store Vega er den mest vellykkede koncert jeg nogensinde har set en mand udføre solo, professionelt ud i det ekstreme, men stadig med nærvær, humor og indsigt.
2 kommentarer:
Spændende tanker om årets danske såvel som udenlandske udgivelser.
2007 har været et af de store år, og min egen liste over årets udgivelser skifter udseende på næsten daglig basis. Men seneste albums fra PJ Harvey og Mr. Neil Young vil også om mange år stå som store milepæle fra det Herrens år 2007.
Fra den danske scene står Raveonettes og Olesen-Olesen meget stærkt. Og vil også gøre det om mange år!
Søren!
Jeg kan simpelthen ikke døje Neil Young, hans stemme, hans musik, hele pakken. Derfor skal jeg nu alligevel have hørt den seneste på et tidspunkt, bare lige for at blive bekræftiget i at jeg har ret.
Send en kommentar