I anledning af den kommende uges koncert, er her min første erindring om mit relativt sent startede forhold til Cure.

Da Bloodflowers i 2000 udkom, fik vi i Stereo Studio en promo et par uger før. Denne landede en torsdag, en torsdag der ikke helt var som andre torsdage. Klokken 19 skulle Mette helst ringe på døren. Mette havde jeg mødt på det lokale diskotek den foregående lørdag og efterfølgende snakket med i et par timer uden at det var blevet til andet end det og så hendes telefonnummer på en lap papir, der dog ikke var kommet i brug da hun selv troppede op i butikken om mandagen. Middag, torsdag, kl. 19.00, hos mig.

Jeg var dengang ikke den ladiesman jeg så senere heller ikke er blevet til, men uden tøven tør jeg godt erklære, at mit forhold til det andet køn er noget mere afslappet i dag end det var dengang. Missionen var at lave mad til Mette og Mette var ganske sød, så der for skulle det gøres rigtigt. Hovedretten var ikke problemet, men helst skulle der også flettes noget dessert ind, uden at det virkede som suppe, steg og is opstillingen. Cognacmilkshakes blev løsningen, men til cognacmilkshakes kræves chokoladeis uden så meget andet end chokoladeis i. Hvad der åbenbart ikke var så let at finde. Ærinde, på ærinde, på ærinde blev løbet indtil min chef gav op og sendte mig tidligt hjem, da min arbejdsindsats alligevel lod en del at ønske den dag. Min frokost var også blevet kvittet og morgenmad var jeg aldrig kommet så langt som at tænke på.

Klokken halv fem havde jeg alle ingredienser på plads og klokken fem var alt der kunne forberedes, forberedt. Tilbage var kun at læse avisen og se på at vinen iltede, en proces der så vidt huskes fremskyndes hvis toppen er taget af flasken. Halv syv kunne der ikke tages mere af flasken. Læsestoffet var udtømt og der skulle skiftes plade. Bloodflowers kom på og der blev skruet væsentligt op. Ti minutter senere gik jeg ud og genopfriskede deodoranten, satte håret (igen) og da jeg nu alligevel var på toilettet kunne jeg lige så godt bruge faciliteterne til deres egentlige formål.

Panikken satte ind da Mette ti minutter for tidligt ringede på min dør. Bloodflowers kørte højlydt og mine bukser var placeret nede omkring mine ankler. Da jeg kort efter meget forvirret åbnede døren måtte jeg indse, at jeg var alt andet end ædru. Jeg bød hende velkommen og undskyldte mig med det samme, så jeg kunne komme ud og lufte ud på badeværelset og tæve kummen med toiletbørsten.

Heldigvis var hun i bil, så den anden åbnede flaske fik jeg også mere eller mindre også fornøjelsen af selv. Læg dertil desserten og et absolut fravær af hvad end kemi, der måtte have været den lørdag nat. I løbet af aftenen kom det frem, at vi absolut intet havde til fælles og at Mette i øvrigt var Jehovas Vidne. Da hun tidligere end nogen af os nok havde forestillet smuttede igen, valgte jeg logisk nok at åbne aftenens tredje flaske rødvin og høre Bloodflowers igen.

Jeg mener at kunne huske, at jeg mødte et par timer for sent dagen efter.