Med Thomas Blachman i medierne tæt på kronisk for tiden, kommer jeg til at tænke ti år tilbage til 1998, hvor han lancerede Manrec. Det skulle være den nye måde, at udgive musik på - to årlige kollektioner, kunstnerisk frihed og en butik kun med selskabets udgivelser placeret i Frederiksborggade, alt sammen stærkt inspireret af modebranchen. To kollektioner blev det til, en efterårskollektion i 1998 og en forårskollektion i 1999, ca. 20 plader i alt. Selvfølgelig læste jeg første gang om fænomenet i Euroman, bladet som man som spirende mand måtte læse og som jeg blankt erkender har vakt min opmærksomhed for mange ting, bl.a. jazz. Med dette blad fulgte en cd, der rummede et antal numre fra efterårskollektionen. Godt og skidt blandet sammen og selvfølgelig var der også en større artikel i bladet. Pressen mødte, som jeg husker det, generelt selskabet med stor entusiasme, det var nyt og anderledes, det var stylet op i sjælden grad og så selvfølgelig Blachmans selvsikre tro på sagen.

Jeg købte så vidt jeg husker ikke nogle af pladerne før de blev gjort bredt tilgængelige via Virgin, men tre styk blev det så til. For nylig er jeg gået af med Ditte Campions udspil på Manrec Bounce, den stod på hylden af en enkelt grund, det ene dansksprogede indslag, der var på pladen. Det' Kedeligt/Noget Om Sne, blæste derudaf i en blanding med for mange ingredienser til at nævne, men festligt var det. Nummeret var skrevet af Remee, der også gør sig i medierne af samme grund som Blachman pt. De to lavede også to plader sammen med Al Agami i midten 90'erne, hvor de blandede jazz og hiphop sammen med et resultat, der var godt dengang, men næppe tåler dagens lys i dag. Dette var dog uden for Manrec regi og derfor historien uvedkommende.

Kaya Brüel udsendte Complex som en del af forårskollektion 1999 og det var på det tidspunkt en fremragende jazzplade, præget af de stilmæssige crossovers, der var oppe i tiden dengang. Jeg mindes ikke at have den længere, men har også svært ved at forestille mig at den skulle være ældet med ynde.

Den eneste Manrec udgivelse jeg med sikkerhed ved at jeg stadig har stående er Thomas Windings - Når Jeg Ikke Ved Hvad Jeg Skal Lave. Ti historier fortalt ud fra ti billeder, med underlægningsmusik af Hans Holten. Som jeg husker det var også den præget af tidens trends indenfor lyd, men stemmen - stemmen alene bør gøre at denne plade stadig kan høres, jeg må få fundet den frem snarest og tjekke. Manrec lukkede ned i 1999, positive anmeldelser til en del af pladerne og pressens store opmærksomhed til trods. Problemet i pressedækningen var en ensidig fokusering på pladeselskabet Manrec, alle vidste at Manrec var selskabet der trodsede normer, janteloven og hvad forhindringer der ellers stilles op, men ingen kendte noget til de udgivelser de gjorde det med. Et varemærke alene kan åbenbart ikke gøre det.