Trouble with dreams is they don’t come true..
Ovenstående ville for mit vedkommende være den passende overskrift, hvis det nu var sådan at jeg skulle anmelde koncerten. Så kunne overskriften så lede mig hen til referencer om bristede illusioner og svigtede forhåbninger. Det er måske heller ikke helt fair af mig, for Eels var oppe mod de helt store forventninger i går aftes, E/Eels har ikke svigtet mig før og hvorfor skulle de så gøre det nu, men det blev bare ikke det store sus. Indledningsvis viste man BBC-dokumentaren om E og hans søgen efter, at finde ud af, hvad hans far var for én – fremragende film, men den blev startet 19.45 og koncertstart var sat til 20.00, hvad der gav en masse uro i salen under den første halvdel af filmen, der bedst kan beskrives som værende pisseirriterende. Klokken 21 skete det så, E gik på scenen, alt er godt, Dirty Girl bliver leveret med elektrisk guitar, alt var nu som det skulle være, skift til piano, It’s a Motherfucker, formiddabelt leveret, alt var nu virkelig godt.

Good things don’t ever last..
Når jeg tænker tilbage på koncerten, nummer for nummer, så var summen af dem bedre end det samlede resultat. The Chet kom på scenen efter It’s a Motherfucker og hvor formidabel en musiker han så er, så var det her det gik galt, ikke at det var The Chets skyld, men to hændelser kan som bekendt godt ske samtidigt uafhængigt af hinanden. Mellem hvert af de mange efterfølgende numre skulle der skiftes guitar - sang afsluttes, lys fades ned, guitar skiftes ud, lys tændes igen. Ethvert flow i koncerten blev det her tidspunkt helt og aldeles kvalt. Musikalsk fungerede det kun hist og her. Oplevelsen af de dæmpede sange fremført på elektrisk guitar og trommer, var som prøvede man at bygge detaljerede miniaturefigurer med Duploklodser. Opsætningen var alt for bastant til hovedparten af numrene, det var meget sjældent det lykkedes at gøre numrene ære. Selv om The Chet flittigt skiftede mellem sav, trædeorgel, pedalsteel, trommer m.m. og E mellem elektrisk guitar når det bedst, piano. Hvorfor spille med elektrisk guitar i en nedbarberet holdopstilling på kun to mand, det kunne have været så meget bedre på akustisk guitar. Skal der rockes, så skal der rockes igennem i fuld opstilling. Den halve løsning vi fik faldt på ingen måde i min smag.

She Sits In The Libary Reading..
Der blev læst højt. Dels læste E selv op fra diverse fanbreve, dels læste The Chet uddrag fra Things That The Grandchildren Should Know og det kunne have været så godt. Bortset fra lidt indledende smalltalk var E ikke synderligt kommunikativ koncerten igennem og det virkede generelt som om han havde en skidt dag. Her livede han op indtil anden gang, der blev råbt ”music” – første gang blev det slået hen med en ”SECURITY! Asshole in seat 7e” joke, anden gang var det som om han bare endegyldigt gav op og selvom The Chet gjorde det godt i rollen som oplæser, så virkede det ikke som om nogen gad lytte. Fandens ærgerligt i begge tilfælde, for en oplæsning i de omgivelser kunne for mig have været en storslået oplevelse, i stedet blev det til ”nåja..”.

It’s a Motherfucker..
Koncerten var en skuffelse, jeg kan stadig ikke blive helt enig med mig selv om, om mine forventninger var hevet for højt op, men nej selv uden dem var det ikke godt nok. Det valgte setup fungerede slet ikke for mig og det blev ikke bedre af at E havde en offdag. 385,- + gebyr for halvanden times koncert og en film virker nu ret voldsomt, men det er vel prisen for at spille koncerten i det kongelige. Selv om koncerten kun varede halvanden time så var det fint nok, jeg havde fået nok da det sluttede.