Here’s The Rhonda Harris er et solidt stykke håndværk, men det kan et solidt muret stykke væg også være, uden at det nødvendigvis er spændende at kigge på af den grund. Ikke desto mindre tager jeg alligevel ud til Kansas City i aften og ser, hvad Nørlund & co. har at byde ind med. Jeg har set Nørlund live et utal af gange og har vel én 10-15 Auditorium titler i samlingen, alligevel synes jeg hans stjerne er falmet igennem de senere år. Dog med Tell the World We Tried som en positiv undtagelse, men her fik han også materialet serveret. Hans produktioner keder mig, og i tilfældet med Unmack pladerne synes jeg at produktionen decideret kvæler materialet, men igen det er solidt håndværk. Og solidt håndværk er åbenbart efterspurgt, i hvert fald synes det at han har succes i producerstolen, hvor senest Lars Lilholt har nydt godt af ham. Auditorium synes også på vej ned. Jeg gider ikke musik som 1-2-3-4, der ikke synes at have andet at byde ind med end et fladt bud på britpop anno nu. Helt uforståelig var udgivelsen af Ulla Henningsens Skønne Spildte Dage, hvor den ellers dygtige dame brutalt slagter vitale dele af den danske sangskat.

Da Nørlund turnerede med ovennævnte Unmack tilbage i februar virkede han uoplagt da de indtog Dexter, bagstiv og hoven for nu at få det på det rene. Sådan har det dog ikke altid været, jeg husker mange fine koncerter igennem. Bedst i perioden med Lise Westzynthius, det var uden tvivl sundere for fantasien at høre hende synge Think Of Me Naked end når Nørlund selv gør det. En enkelt gang var det tæt på at fantasien blev til virkelighed, da jeg fra min plads på forreste række i Vega kunne se lige op under hendes cowboyjakke og konstatere, at det var alt, hun havde på til at dække overkroppen. The Trouble with Rhonda Harris står, måske grundet hendes bidrag, i min bevidsthed også stærkest af Rhonda Harris udgivelserne. Udgivelserne i Nørlunds eget navn kan der ikke sættes en finger på, hvad sidste års opsamling Resumé fint understreger. Af samme grund er de blevet lagt til side under min nylige oprydning i stakkene af cd’er, for snarest at blive genhørt.

Måske overrasker Rhonda Harris i aften. Måske tiden er moden til en tour i eget navn, med band vel at mærke. Måske trænger Nørlund bare til en lang ferie, eller jeg til en lang pause fra Nørlund. Sikkert er det dog, at uanset, hvad Nørlunds næste træk bliver, så skal Klaus Lynggaard nok stå klar med en rygklapperanmeldelse.