Når han under den daglige morgenrunde gik og spejdede op mod lamperne under det høje loft for at spotte pærer, der havde udtjent deres levetid. Så var det den samme fornemmelse af paranoia, der meldte sig, hver gang han trådte ind i et nyt rum. Hvad nu hvis. Alene afstanden mellem gulv og loft, var nok til at vække flere af hans fobier til livs. For slet ikke at tale om de brede, frithængende trapper i huset. Nu tredje dag, endnu ingen udtjente pærer. Den tiltagende paranoia. Sprængte pærer skulle skiftes dagligt. Hvad nu hvis dagligt var i dag.

Intet i jobbeskrivelsen havde varslet, at dette ikke var et job for en fobisk neurotiker. Intet under samtalen havde varslet, at dette ikke var et job for en fobisk neurotiker. Intet i kontrakten havde varslet, at dette ikke var et job for en fobisk neurotiker. Spørgsmålet om hvor vidt han var teknisk anlagt, havde åbenbart hverken været rettet mod stedets computere eller alarmsystem, men om hvorvidt han var i stand til at skifte en pære. Det var han. Han var bare ikke i stand til at stå på den stige det var nødvendigt at kravle op på for at skifte pæren. Først ville hans ben vakle. Så ville stigen vakle. Så ville det hele vælte. Det væltede allerede i hans hoved ved tanken om at skulle op på stigen, og selv om han så udmærket godt vidste, at det kun var i hans hoved det hele væltede, så ville det aldrig gå. Hverken det første trin eller et trin af gangen.

Og det ville kun være et spørgsmål om tid, før den første pære ville sprænge. Og hvad så. Skulle han vente til det skete og først dér konfrontere sin nye arbejdsgiver med sandheden. Eller skulle han selv tage sin afsked. Tage flugten, opdigte en forklaring og undgå ydmygelsen ved at blive afsløret som fobisk neurotiker eller set udefra: en bangebuks, et nervevrag. Det hele var nu et spørgsmål om tid og om hvem der skulle vælge at sende ham tilbage til ydmygelsen ved at være i systemet. A-kassen. Dagpengene. Bureaukratiet. Ham eller dem?