Portishead blev oplevelsen af at stå på et vadested, fanget mellem det gode og det onde. Jeg har ingen kritikpunkter, der kaster store sorte skygger over koncerten, men omvendt ingen plusser, til at trække oplevelsen op over det jævne. Udover genkendelsens glæde da Mysterons som aftenens tredje nummer dukkede op som aftenens første indslag fra dengang Bristol var det hippeste sted på jorden, men nostalgi bør vel ret beset ikke tælle med som bedømmelsesfaktor?

Det nye materiale fra Third formåede heller ikke at fange mig live og det stod hurtigt tydeligt, at publikums indlevelse bølgede i takt med, hvor vidt det var nyt eller gammelt materiale, der flød ud fra scenen. Fra Mysterons kom en bølgedal ned med det nye nummer The Rip for igen at stige med Glory Box og allerede dér forsvandt bølgedalsoplevelsen for mig. Det stod mig klart, at alt det gamle materiale lød som kloner af optagelserne på PNYC og hvor meget jeg end holder af den plade, så var der noget trist over at det gamle materiale ikke havde oplevet en udvikling, men lød som var det blevet taget direkte uberørt og uspoleret ud af en tidslomme.

Lyden i KB-Hallen var overraskende god, bedre end forventet, langt bedre end frygtet, men intet i Portisheads lyd gav indtryk af at dette var en liveoplevelse. Det var næsten for godt, ingen overstyring, ingen variabler, ingen alternative fremførsler og det var til tider svært ikke at mistænke hele affæren for at være én stor playbackoplevelse.

Måske var det som det skulle være, folk omkring mig og anmelderskaren virker her dagen efter ganske tilfredse og som sagt, ingen deciderede kritikpunkter, alt forløb fejlfrit, lyden var fin og bag scenen kørte visuals, der fint understøttede koncerten med et mix af billeder fra scenen og diverse sort/hvid optagelser. Måske var det for perfekt, måske var det haloplevelsen, men jeg savnede nerve og intensitet og endte med en oplevelse på det jævne, der er umulig enten at elske eller hade.