Torsdag den 27. januar 2000 spillede Sigur Ros som en del af Venue Festivalen på Rytmeposten i Odense. Før dem spilede Mew, der på det tidspunkt kun havde udgivet Triumph For Man, men hastigt nærmede sig udgivelsen af Half the World is Watching Me, der udkom et par måneder senere. Anmelderen i Fyns Stiftstidende kaldte ganske rammende og dækkende koncerten for ”kort og skuffende”, tiden har siden vist, at de aldrig skule blive de store liveoplevelse.

Jeg boede i Svendborg i starten af 2000, og levede et simpelt liv uden tv og internet i min lille lejede loftslejlighed, med hems og bjælker i loftet. Det historien nu skal nå frem til er, at jeg stadig hørte radio dengang, og en aften kort før årets Venue Festival havde værten i et af den slags programmer ingen laver mere, fordi alt var bedre i gamle dage, fokus på årets festival og især Sigur Ros. De lød som intet jeg havde hørt før, og jeg blev ramt af en klar fornemmelse af, at det her måtte jeg opleve. Ingen tvivl om, at jeg var lettere at imponere dengang. Min musikalske viden og verden var, trods en også dengang dominerende rolle i mit liv, noget begrænset i forhold til, hvor jeg synes jeg står i dag. Men stadig, for hvert nummer værten nåede at spille, voksede min nysgerrighed, der allerede ved første nummer havde nået et punkt, hvor jeg vidste at den skulle indfris.

En bil blev lånt, for torsdag aften er transportmulighederne mellem Odense og Svendborg ikke eksisterende når klokken passerer sent. Mew var som beskrevet, der mangler måske en linje om et studie i forfejlet arrogance, men ellers er deres indsats på aftenen så rigeligt uddybet. Sigur Ros husker jeg meget lidt fra. Jeg husker at Rytmeposten var fyldt tæt på helt op, jeg husker at folk satte og lagde sig ned under koncerten og jeg husker, at jeg var helt væk. Koncerten rykkede ved nogle ting, det var hverken en øjenåbner eller lyset jeg så, det var bare noget helt andet og noget ganske særligt. Jeg havde aldrig før set nogen spille guitar med en violinbue før, hvad der vist gjaldt de fleste tilstedeværende, og så sang de på et selvopfundet sprog, som om islandsk ikke var uforståeligt nok. Koncerten var ganske enkelt fantastisk.

Efterfølgende fik jeg en af min mors kolleger til at tage Ágætis Byrjun med hjem til mig fra hendes rejse til Island. Der skulle nemlig gå et lille halvt års tid før Ágætis Byrjun og de to ep’er, der kom i forbindelse med pladen, blev udsendt i Danmark. Året efter spillede Sigur Ros som opvarmning for Radiohed, da de gæstede plænen bag Valby Hallen. Siden blev de hvermandseje, og nu vender de tilbage.