Ugens klumme:

Da Michael Silberbauer for et par uger siden spyttede det meste af sin overmund ud, efter en lidt for hårdhændet kontakt med Esben Hansens baghoved, spyttede han samtidigt OB i førertrøjen som havende den hjemmebane, der koster flest tænder. Det er ikke en statistik, der fylder meget i pressen, men man må i en sæson som denne, gribe ud efter de halmstrå der er. Djiby Fall gjorde i hvert fald sit i søndags for at udbygge den føring, kort før han så rødt.

At se OB spille mod Lyngby i søndags, var lidt som at se en far spille fodbold med sine børn. Man ved, han snildt ville kunne overtrumfe dem og spille dem ud af banen, men han lader være for ikke at kvæle børnenes lyst til at spille fodbold. Enhver ved jo også, at man ikke sparker til folk, der ligger ned, og at det ikke handler om at vinde, men om at være med, så selvfølgelig skulle Lyngby have et point med hjem som et minde om dagen. Det er selvfølgeligt fint og flot, at OB på den måde bringer noget pædagogik på banen, men omvendt har Lyngbyspillerne også en alder, hvor de er gamle nok til at lære, at livet også byder på nederlag, og når nu alle andre har belært Lyngby om det sæsonen igennem, hvorfor så ikke sætte en stor tyk streg under facit?

Det er dog alligevel et sympatisk træk, at klubben på den måde viser hensyn til andre. Et forhold der også gør sig gældende internt i klubben, hvad anden forklaring kan der være på den manglende plads i pokalfinalen i år, end en hensyntagen til de katolske spillere i klubben. Ville det måske være fair at sende dem på græs på en helligdag?

Den konstante følelse af nærved og næsten, og manglen på indfriet potentiale i denne sæson til trods, så tager jeg alligevel gerne turen ud på stadion, eller bare ind foran tv’et de dage, hvor jeg ikke lige kan overskue at skulle høre Obs fankor synge sig igennem to gange tre kvarters shålålålålå. Jeg er stadig ikke helt sikker på, om der egentlig er tekster til deres sangrepertoire. Jeg har heller ikke tænkt mig at lytte efter, halvvejs gennem første halvleg lyder det alligevel mere som kinesisk vandtortur end et egentlig rytmisk tiltag.

Alligevel kan intet dog afholde mig fra at holde med OB, men derfor får du mig dog ikke til at kalde holdet for striwerne. Jeg har ikke lyst til at være på kælenavn med en flok fyre på min egen alder, det er den slags man har kærester til, dem må man så til gengæld ikke råbe af, men det må man af spillerne. Det er derfor kampene tiltrækker tusindvis af mænd hver gang.