Chartekket med alt, hvad jeg har fået indsamlet af artikler, anmeldelser og egne noter omkring Irma Victoria, blev i går pillet ud af skabet, hvor det har ligget uberørt i et godt stykke tid. I al den tid har en døende Irma Victoria, foreviget på et Polaroidbillede, og klemt ned i hjørnet af en ramme, kunne kigge på tværs af stuen og se en yngre udgave af sig selv, pryde omslaget af The Rainbow Theatre, der indrammet hænger på den modsatte væg. Grunden til den fornyede interesse er klar nok, om end omstændighederne er noget uklare. Efter onsdagens Spleen United koncert, og under det efterfølgende alkoholindtag, mødte jeg på min færd videre i byen Henrik Marstal, der bidrog på den ene Irma Victoria plade. Da han alligevel var faldet i snak med mit følgeskab, benyttede jeg muligheden for at bryde ind og hilse på. Stakkels mand. Ikke at jeg var ubehagelig, bare snakkesalig, hvad der kunne have været det samme, da jeg ikke husker meget andet af samtalen end at han gav mig ret i at historien om Irma Victoria er fascinerende og værd at fortælle. Så da jeg havde kigget chartekket igennem satte jeg mig til tastaturet og sendte tre mails til tre personer, der har bidraget på Irma Victoria pladerne, om ikke andet vil jeg forsøge at finde ud af mere, måske fortæller jeg også historien om hende en dag.