Pilgrim Road er fyldt med herren, kor og sange sunget lidt ved siden af den melodi, der ligger under stemmen og til tider stemmerne. Den rummer ikke aggressionerne fra Let It Roll, og selv om en engelsk anmelder skrev det var den naturlige opfølger til den helstøbte Regard The End, så nej. Pilgrim Road lyder mest af alt en plade lavet af en mand, hvis mål det har været at lave en plade for sin egen skyld.

Jeg er blevet ved med at vende tilbage til den i de par dage, den har været i min besiddelse, for at finde ud af hvad det er. Roberts Fishers stemme bærer pladen og alt udenom er fyldt mangelfuldt ud, og netop det tror jeg er det indbydende. Trods kor, slide guitar, cello og trombone er der plads til mere, hvor mesterværket Regard The End er fyldt helt ud og tungt produceret, så er Pilgrim Road nærmest spartansk, nærmest ydmyg.

Et (lidt for) langvarigt forhold bliver skåret ned med ordene..

Well I know you’re strong enough to live
In a world
With all it’s magic gone

..men ellers er det synd og forfald, håb, længsel og som sagt det hellige, der præger pladen. Pilgrim Road er lige nær så god som de to forrige, men så forskellig fra dem og så stærk, at da jeg gik og lyttede til den ude i skoven i går aftes, var jeg tæt på at overveje om skaberværket er mere end blot et tilfælde.