Ugens klumme.

Døden og skatterne er som bekendt det eneste her i livet, der er helt sikkert. Men hvor skatten gør et mærkbart indhug, hver gang man skal have løn som fortjent. Ja, så er døden jo reelt set ikke ens eget problem, når først den er indtruffet.

Selv om jeg vil påberåbe mig udødelighed indtil den dag, det modsatte bliver bevist, så overvejer jeg alligevel, om jeg ikke skulle få lavet et stykke papir med de relevante praktiske oplysninger. For eksempel pinkoden til min telefon og kodeordene til mine mailadresser, så kontakter og kreditorer kan få at vide, at jeg har sagt det sidste godnat til denne verden.

Jeg læste i avisen forleden, at der er gået noget nær trend i at få nedfældet sine sidste ønsker, også blandt folk i min trods alt knap så fremskredne alder. Ønsket om at ens sidste vilje sker her på jord, før man drager til himmels, er åbenbart udtalt. Jeg kan snildt se det smarte i at policer og praktiske oplysninger ligger samlet på et sted, hvor det er til at finde, men at jeg skulle blande mig yderligere, ville for mig være en form for forsinket forfængelighed. Hvad der skal ske omkring min afsked må være op til dem, der skal mindes mig, at bestemme. Det må være, som de finder det bedst, og det er jo netop mit ønske og måske derfor værd at få skrevet ned.

På nettet findes der en formular lavet til formålet, hvor man kan udfylde sine ønsker til blandt andet påklædning, gravsten, gravøl og om der er steder, man vil køres forbi en sidste gang, før det er helt for sent. Selv om tanken er smuk, med et sidste farvel til steder og stræder, man har færdedes, vil jeg igen lade det være op til dem, der står tilbage. For en død mand i en kiste er det vist alligevel så som så med udsigten.

Døden er en alvorlig sag, og min egen død en større størrelse, end jeg bryder mig om at skulle stå ansigt til ansigt med. Det vrider sig i mig ved tanken om, at også jeg nok er dødelig. Derfor føles det så forbandet svært at skulle tage stilling til disse ting, og af samme grund er jeg aldrig kommet frem til en beslutning om, hvorvidt jeg ønsker at være organdonor.

Egentlig kunne jeg være ligeglad, for det er ikke mit problem, når først jeg er kommet herfra. Jeg vil til hver en tid hellere huskes for den, jeg var, end for alle de ubesvarede spørgsmål, jeg efterlod, og det er vel også en slags sidste ønske?