Det her klummeskriveri har nu stået på i et stykke over et år, nok til at skabe sig et navn skulle jeg mene, men åbenbart ikke nok til at til at vække pressens bevågenhed. Mit billede har endnu ikke været at finde på de kulørte sider, jeg har ikke givet interviews til nogen som helst og ikke engang Ugeavisen har gidet bruge mig som ugens smil, men nok skal være nok, hvis der ikke er andre der vil, så kan jeg da interviewe mig selv.
Det bliver et interview eksklusivt for denne klumme og for denne avis, en gave til de(n) trofaste læser(e), der hver onsdag trodser, hvad der anses for god smag og bruger et par minutter i selskab med de tastetryk, jeg knalder ned i sekunderne op til deadline. En invitation til en delagtiggørelse i hvad der driver værket og inspirerer mig til i disse spalter nådeløst at spidde den odenseanske folkesjæl når jeg uge efter uge går bag om, hvad end der har bragt mit pis i kog eller fået mit blod til at rulle hurtigere i dagene op til, at jeg sætter mig til tastaturet.
Glem alt om hvad du hidtil har betragtet som hudløst ærligt, glem den vanlige fornedrende facon folk normalt er nødt til at ty til for at komme i medierne, når de udleverer sig i løgnedetektorunderholdning og andet medieskabt skidt. Det her er den ægte vare, den rå sandhed om hvad der gemmer sig bag Martin Petersens facade. Er jeg andet og mere end det elskelige, intelligente og ydmyge menneske jeg giver udtryk for? Er der nødvendigvis dybde og tyngde bag en mands ord, blot fordi han er høj og småtyk? Det bliver den slags spørgsmål jeg kommer til at udfordre mig selv med i interviewet, når jeg om lidt lader indbegrebet af inderlig udlevering fylde siden.
Desværre er det gået med dette interview, som det så ofte går med så meget andet i medierne. Kræfterne er blevet brugt på at puste en gang ingenting op til det helt store, for så at lade luften gå af ballonen når tiden er inde og forventningerne skal indfries. Tilbage er nu kun pladsen til et enkelt spørgsmål, så Martin, jeg bliver nødt til at spørge mig: tror du virkelig, der er nogen der gider læse sådan en gang juks som den her parodi på et interview har udviklet sig til? Ja, hvorfor ikke? Folk er så vant til intetsigende indslag i alverdens medier, der skal nok være nogen, der når at læse det færdig før de opdager de er blevet taget ved næsen.