I går pinte jeg mig selv igennem fire nye danske plader, Vol. Beat, Choir Of Young Believers, Mani Spinx og Beta Satan. De tre førstnævnte anmeldt til ***** i Gaffa og så Beta Satan med en stjerne mindre i bagagen. Hvis man med så lavt et niveau kan høste så høje karakterer, så har inflationen fået overtaget blandt Gaffas anmeldere. Så kan vi sende de lave karakterer samme vej som 25-øren, for i praksis er de ikke opnåelige. Hvis de plader jeg hørte i går ligger på niveauet før den højest opnåelige karakter, så er standarden for et mesterværk sænket betydeligt. Det virker som en grotesk videreudvikling af skolernes karakterskalaer, hvor det ikke længere kun er det 100 % fejlfri, der får topkarakteren.

Kort fortalt. Vol. Beat opsøger samme hitformular som på forgængeren, nu med Pernille Rosendahl i stedet for Johan Olsen, ind med en gæstesanger ud med et garanteret radiohit. Michael Poulsens stemme ligger fastlåst i det samme leje pladen igennem og variation i rytme og sangopbygning er noget nær ikke tilstedeværende, hvad der resulterer i et monotont udspil rettet mod de folk, der ikke kan kende forskel på højt og godt. Monotonien er også fremherskende på Choir Of Young Believers udspil. To-tre sange inde falder pladen sammen til en kedelig betongrå samling følsomhed, hvor det ene nummer ikke adskiller sig fra det andet, og hvor det følsomme udtryk bare føles klæg og ikke mere følsomt end at pladen næppe ville mærke noget, hvis man sparkede den i skridtet. Beta Satan ligner og lyder som et hvert andet indieband, hvor se hvad vi kan udtænke af skæve beats og nye idéer har erstattet den gode melodi, pladen er irriterende når den bedst, men forglemmelig mest af alt. Tilbage står Mani Spinx, der af uforståelige grunde har fået en samlet anmelderskare bag sig. Det havde han på sin første plade og det har han nu, det beroliger mig dog en del at vide, at pladekøberne trods alt ikke køber den – hverken pladen, eller historien om at han er det mest spændende siden skiveskåret brød. Moby perfektionerede vel nogen nær sammenblandingen af alverdens stilarter på Play, men med ni år på bagen kan man vel godt tillade sig et ønske om en hvis videreudvikling, hvis man vil sammensmelte stilarter. På Black Mamba er resultatet mere en stilforvirring, end et homogent resultat. Der bliver lånt lidt tanker fra Moby, et par tricks fra da Fat Boy Slim var på sit højeste, lidt 80’er kitsch, lidt 90’er dance og en smule dårlig singer/songwriterpop. Med et resultat til følge som kun en mor burde kunne elske.

Hvorfor skal der så lidt til at nå op til stjernerne, er det standarderne for anmelderstanden, der er faldet, eller er god musik bare ikke, hvad den har været? De tre af pladerne er annonceret i Gaffa, er det fordi man ikke tør bide den hånd, der fodrer bladet med reklamekroner, men tværtimod skal give noget for noget? Jeg tror ikke selv helt på den sidste, men hælder til en blanding af de første to bud og at Gaffa måske snart burde ryste deres anmelderpose noget så grundigt. De fem stjerner til Sys Bjerre burde tale deres eget tydelige sprog.