I lyset af denne uges emne og hvad der måske sker i morgen, så vælger jeg at bringe ugens klumme en dag tidligere.

Det kunne måske minde om dem, men det var altså ikke dit livs tømmermænd du oplevede, hvis du vågnede her til morges og dit hjem lignede Jerusalems ødelæggelse. Det var derimod jordens undergang! Der måske, måske ikke bliver udløst i dag.

Sagen er den, at de neutrale bjergbønder nede i Svejts for videnskabens skyld på et eller andet tidspunkt i løbet af dags dato fyrer op under et videnskabeligt apparatur af hidtil usete dimensioner, der skal genopføre en miniudgave af the big bang. Problemet med skidtet er, at det muligvis skaber et sort hul, der så muligvis får jorden til at gå under.

Hvad de helt præcist skal bruge forsøget til har jeg ikke helt fanget, men når jeg læser at apparaturet kommer til at skabe temperaturer på op imod 100.000 gange solens temperatur, så tænker jeg at det måske drejer sig om udviklingen af en ny slags mikrobølgeovn eller Webergrillens afløser, eller måske er det noget med at skabe en temperatur så høj, at den globale opvarmning lige pludselig ikke fremstår helt så slem.

Jeg ved ikke hvad tid de starter maskineriet, men er det op ad dagen og er du morgenfrisk, så når du måske at få den her klumme med, jeg når til gengæld ikke at få min løn til den første for at skrive den, så hvis verden stadig står, når jeg står op, så smutter jeg nok ned forbi avisen og beder om min løn aconto, så jeg kan nå en gang brunch og ikke skal opleve altings opløsning på tom mave.

Måske er der i skrivende stund kun et par timer tilbage, og hvad skal vi så bruge dem på? Cruise som Nik & Jay gør det i En Dag Tilbage, måske cruise forbi, hvor de bor og uddele flade for det irritationsmoment de har været igennem det sidste år. Eller læne sig tilbage og finde en indre ro ved tanken om at der kun er et par timer til de ryger lige lugt i helvede for det lort de har udsendt. Måske mere simpelt bare bede om ekstra bacon og spejlæg til brunchen og måske endda tillade sig en kold øl dertil, jeg mener at have læst at ens bmi-tal ikke bliver overført til efterlivet. Eller skide højt og flot på det hele, tage på arbejde som man plejer og krydse fingre for at det hele nok skal gå. Jeg tror, jeg vælger den sidste mulighed, jeg er ikke sikker på at min chef tager argumentet ”jeg troede verden gik under” for gode varer, hvis jeg bliver væk i dag og verden stadig står i morgen.