Glem fast arbejde og de mødetider, der følger med, drop tanken om smukke solopgange og den stilhed, der hersker, når dagen gryr, og udeluk enhver tanke om at tidligt op (og tidligt i seng) er sundt for en lille dreng, for når sandheden skal frem, så er det eneste, der kan motivere min røv ud af sengen om morgenen, kaffe. Kaffe kan få mig til at stå op, kaffe kan få mig til at blive stående. For jeg skal pinedød have min kaffe for at kunne fungere, ikke noget med at tale til mig, og ikke noget med at kræve noget af mig, før jeg har fået min morgenkaffe, formiddagskaffe, middags- eller eftermiddagskaffe, eller hvad tid på dagen, jeg får sparket dynen af mig og færdigovervejet, at jeg nok burde bevæge mig op og ud i virkeligheden. Og den skal være sort, sort som arvesynden, og det mørkeste mørke. Kaffe skal ikke serveres, så der er gjort plads til mælk og sukker, og spar mig for de tusindvis af varianter med sirup, dampet mælk og andet overflødigt. Sort kaffe hele vejen, ingenting i, ingenting til. Læser man op på emnet, så burde min kaffeafhængighed sikre, at jeg lever, hvis ikke for evigt, så dog længere end gennemsnittet. Selvmordsraten er lavere blandt kaffedrikkere, risikoen for gammelmandssukkersyge falder, når man drikker kaffe, og i et land som dette må det være betryggende at vide, at kaffe i en vis grad beskytter mod leverskader forårsaget af alkohol. Alle disse vidunderlige medicinske fordele, og alligevel kan kaffe stadig købes i håndkøb. Koffeinpiller er forlængst røget på recept, mens mokkaen stadig kan langes åbenlyst over disken i både caféer, kafferisterier m.m., hvor er jeg dog privilegeret, at min last her i livet kan nydes uden det store besvær. Ingen tuskhandler i mørke gyder, hvor jeg ikke kan være sikker på det pulver, jeg får udleveret. Er det nu mellemristet? Er jeg blevet snydt og har fået koffeinfri? Og jeg behøver ikke at gå udenfor eller ind i en dertil indrettet kaffekabine for at drikke mig en kop. Kaffe er en fantastisk undskyldning for at mødes - skulle vi ikke lige tage en kop en af dagene? Og kaffe er den perfekte start på morgenen, selv med søvn i øjnene kan enhver betjene elkedel og kaffekværn. Kaffe er så fantastisk, at flere ord er overflødige.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar