Derhjemme var stadig dér, hvor han også stammede fra. Ikke samme hus, ikke samme gade, men et godt og solidt stenkast fra hvor han var vokset op. Fandt han en sten, der lå godt i hånden og lagde han alle kræfterne i, burde det også i praksis være muligt at kaste stenen den afstand. På en dag med nedsat tyngdekraft ville det måske også være muligt for ham at ramme oppe på den anden sal, hvor han var vokset op hvis de ikke havde haft vinduer ud mod gården. Kvarteret havde rummet hans opvækst, hans ungdom og det der var fulgt efter, da han flyttede for sig selv. Byen havde budt på nok til, at han var blevet boende. Indkøbsmuligheder nok, muligheder nok, en enkelt kæreste, der ikke var blevet boende og et job, der næppe kunne kaldes en karriere, men dog et job, der ville bestå uanset hvilken vej konjunkturerne gik. De fleste aftener efter han var flyttet hjemmefra, havde han stadig spist derhjemme, indtil de derhjemme var faldet fra, og der ikke længere var nogen at spise hos. Derhjemme var blevet afsat via den eneste ejendomsmægler, der lå i kvarteret og havde finansieret det meste af det, der manglede at blive betalt af hans eget hjem, der nu var derhjemme.

Hjemmefra forberedte han sig godt. Han pakkede altid kufferten i god tid, pakkede altid ekstra af, hvad han pakkede ned, hvis nu. Han var altid i god tid til bussen, der blev arrangeret af selskabet, der arrangerede selskaberne i selskabslokalerne derude. Hver den første lørdag i de lige måneder (februar, april, juni, august, oktober osv.) tog han vestover, ikke helt vestud til havet, men vestover et sted. Et sted med festlokaler, tre retters menu plus natmad og levende musik, hver den første lørdag i de lige måneder (februar, april, juni, august osv.). Han gav buschaufføren sin kuffert, så buschaufføren lægge den ind i bussen, gik så selv ind i bussen og valgte sig en plads på et sæde, hvor endnu ingen havde valgt at tage plads. På den måde skulle han ikke trænge sig på. Bussen blev som oftest fyldt, men på denne måde slap han for at spørge om der var plads og tage stilling til, hvem han ville sidde ved siden af. På denne måde ordnede tingene sig selv, hans sidemand valgte ham af lyst eller i mangel af bedre. Det var det nemmeste. I bussen holdt han bordskik, han opførte sig, som han ville gøre, når han nogle timer senere gik til bords. Han gjorde ikke det store væsen af sig, han lyttede til de andres småsnak, han svarede høfligt, hvis han blev spurgt, men han gjorde intet for at holde samtalen kørende.

De ankom rettidigt. Han meldte sin ankomst i receptionen, som de andre. Fik sin nøgle, fortrak til sit værelse, pakkede sine ting ud, lagde det frem han skulle bruge og fandt plads i skabet til det ekstra, han havde pakket. Han var ankommet til et værelse med en enkelt opredning og bad på gangen. Grundet en misforståelse, havde han en enkelt gang været nød til at dele et værelse med to opredninger, naturligvis i to separate senge, med en fremmede. En enkelt gang havde han set sig nødsaget til at give de 180,- ekstra, det kostede at have et badeværelse indenfor det kortvarige lejemåls rammer, men tiden havde lært ham at være ude i god tid, så som det sidste før han tog af sted, gik han nu ned i receptionen og reserverede et værelse til den første lørdag i den næste lige måned (februar, april, juni osv.).

Han lyttede ved døren, hvornår badeværelset på gangen var ledigt. Han vaskede busturen af sig, sørgede for ikke at bruge for længe derude, hvis der var andre der skulle til. Sørgede for at efterlade badeværelset præsentabelt til den næste. Tørrede duggen af spejlet, skrabede vandet væk fra gulvet. Han ventede altid med at klæde sig på igen, men lagde sig i sit undertøj på sengen og ventede. Ventede på at det blev tid, ventede på at det blev tid til at klæde sig om. Et kvarter brugte han på at klæde sig på. Han rejste sig fra sengen tyve minutter i. Fem minutter til at klæde sig på, ti minutter til at sikre sig at al beklædning var i de rette folder og på sin rette plads, fem minutter til at komme ud af døren og ned i festsalen.

Vejen ned var altid via trappe. To etager. Trappen var henne af gangen, elevatoren lidt tættere på. Han tog trappen, holdt sig i bevægelse hele vejen ned til festsalen. Han havde ingen interesse i at falde i snak, mens han ventede på elevatoren, eller i elevatoren, mens han ventede på, at den bevægede sig ned til stueplan. Der var sjældent nogen på trappen, alle synes at foretrække stedets to rummelige elevatorer, der kunne holde op til 8 personer (eller 800kg), og først skulle inspiceres igen om halvandet år. Ingen talte til en mand på vej ned af en trappe, slet ikke efter rygeforbuddet. Ingen skulle nu have ild, låne en lighter, eller vide om han havde tændstikker. Og han havde ikke armbåndsur på. Fra trappen skulle han på tværs af receptionen, dreje en enkelt gang til højre, og så var han der. Han kom punktligt. De fleste var trukket ind, de fleste havde fundet en plads, mange stod stadig og talte, men det var klart hvilke pladser var taget, og hvilke var ledige. Han kunne blive sat uden at forhøre sig, om han måtte sætte sig. Han satte sig, hvor der var plads.

Han kendte ingen af de andre gæster, men han kunne nikke genkendende til flere af ansigterne i festlokalet. Flere af ansigterne nikkede genkendende til ham, og han nikkede en genkendelig hilsen tilbage til dem. Ved bordet gjorde han ikke det store væsen af sig, lyttede til de andres småsnak, svarede høfligt, hvis han blev spurgt, men gjorde intet for at holde samtalen kørende. Han tog altid en øl til forretten, et glas rødvin til hovedretten, og holdt igen så det strakte sig til desserten. Han tog endnu en øl, når dansen blev givet fri, og igen når han kunne se, at der var en halv time til natmaden. Det var ikke skemalagt, og var der ikke flere kolde øl sidst på aftenen, så gik et glas hvidvin også an, men helst skulle det være, som det næsten altid var. Det trygge lå i, at han vidste, hvad han gik ind til. Den første lørdag i de lige måneder (februar, april osv.) ville han kunne se frem til, at alt var trygt, og at alt var, som det plejede at være. Ligesom derhjemme. Bare ikke derhjemme.

Han var altid en af de første til at tage natmad. Spiste den hurtigt, og drak det sidste af sin øl. Han gik op på sit værelse, mens de sidste stadig stod i kø for at få natmad. Gik han før natmaden, stod folk ude i receptionen og snakkede. De blev stående på deres vej ud for at ryge, eller på deres vej tilbage. Nogle af dem røg måske ikke engang, men stod bare og snakkede. Gik han efter natmaden, ville alle være på vej til deres værelser. Højlydte, opstemte, sociale. Selv på trappen ville der være mennesker. Gik han som han gjorde, ville han have vejen op til anden sal for sig selv.

Dynen ville være skubbet til side, når han låste sig ind på værelset, og på sengen ville hans kuffert stå. Han klædte sig af ned i kufferten, pakkede også det ekstra tøj, og lagde tøjet til dagen efter frem. Så lagde han sig, som han havde redt. Han vågnede og lyttede ved døren for at høre, hvornår badeværelset på gangen var ledigt. Han vaskede natten af sig, sørgede for ikke at bruge for længe derude, hvis der var andre der skulle til. Sørgede for at efterlade badeværelset præsentabelt til den næste. Tørrede duggen af spejlet, skrabede vandet væk fra gulvet. Han ventede altid med at klæde sig om, men lagde sig i sit undertøj på sengen og ventede. Ventede på at det blev tid, ventede på at det blev tid til at klæde sig om. Der var morgenmad fra ni til elleve. Et kvarter brugte han på at klæde sig på. Ingen morgenmad. Han rejste sig fra sengen halv elleve. Fem minutter til at klæde sig på, ti minutter til at sikre sig at al beklædning var i de rette folder og på sin rette plads, fem minutter til at lukke kufferten, fem minutter til at komme ud af døren og ned i receptionen, fem minutter på at reservere et værelse til den næste første lørdag i den næste lige måned (februar osv.). Klokken elleve skulle bussen holde udenfor, klokken elleve stod han derude. Han gav buschaufføren sin kuffert, så buschaufføren lægge den ind i bussen, gik så selv ind i bussen og valgte sig en plads på et sæde, hvor endnu ingen havde valgt at tage plads. Om lidt ville én sætte sig ved siden af ham. Han ville svare, hvis han blev spurgt. Han ville ikke gøre noget for at holde samtalen i gang.