Følgende er i dagens udgave af Fyens Stiftstidende.
Tålmodigheden er ved at være brugt op hos Postens brugere, der kalder efterårsprogrammet en hån. Der mangler alt! Så klar er Martin Petersen i mælet, når han ser på Postens efterårsprogram.Den 32-årige musikelsker, der arbejder i Moby Disc, der er medindehaver af pladeselskabet Tryghed & Tristesse og tidligere var hyppig gæst på Posten, har efterhånden givet op. Hans håb om mere bredde, mere kvalitet og flere af de navne, der kan trække folk til, er endegyldigt forsvundet. De udenlandske navne, der gæster Posten, er alle på Danmarksturné. Første år var det Bloodhound Gang og Marianne Faithfull - denne sæson er det Walter Trout og Steve Wynn. Begge to navne, der har været her 100 gange før. Ud over dem er der intet andet udenlandsk af interesse, siger Martin Petersen og konstaterer, at han har en fornemmelse af, at Posten stadig er den samme gammelmandsklub som under den forrige leder Jan Aaskov. Martin Petersen undrer sig ligeledes over, hvorfor eksempelvis Mercury Rev, Port O'Brien samt Joan as a Police Woman, der spiller på Vega i København samt Train og Voxhall i Århus, ikke også kunne gæste Posten. Hvorfor kunne de ikke spille den ene koncert i Odense, spørger han og tilføjer, at Posten bør satse på musik andre dage end fredag og lørdag, hvis de vil trække internationale navne til. I pladeforretningen Moby Disc, der også sælger billetter til fynske koncerter, er efterspørgslen på Posten-koncerter stort set ikke-eksisterende.
- Vi har næsten ikke solgt noget til nogen af efterårets koncerter på Posten. Til gengæld sælger vi masser af billetter og har en massiv efterspørgsel til Team Karates koncerter på Magasinet, siger Martin Petersen og tilføjer, at det er grotesk, at bands som Saybia, The Storm og Carpark North ikke er på Postens plakat, mens en masse ligegyldige clubbingarrangementer står på programmet. Musikkøberne i Moby Disc er helt stoppet med at snakke om Posten. For som Martin Petersen understreger, er der jo ikke noget at snakke om. Det er jo en stor gang "hvad sker der?". Der kommer ingen udmeldinger og alle spekulerer på, hvornår lederen af Posten ryger. De eneste ord, der dækker, er opgivelse og katastrofe, sukker Martin Petersen. Fyens Stiftstidende ville gerne have stillet lederen af Posten, Niels-Jørgen Simonsen, disse spørgsmål: Er Steve Wynn og Walter Trout interessante nok som topnavne? Hvorfor har man ikke et band som Mercury Rev, når de er i landet? Hvorfor kan Posten ikke sælge billetter, når der er stor efterspørgsel på Team Karates koncerter? Hvad skal alle clubbing-arrangementerne på programmet? Hvorfor arrangerer man ikke koncerter i hverdagene for at have større chance for de udenlandske topnavne? Men Niels-Jørgen Simonsen har ikke ønsket at kommentere kritikken.
2 kommentarer:
Meningsdanner!
The Storm? Mercury Rev?
Hvem sukker efter at høre dem i 2008?
Send en kommentar