Fredag tog jeg som moralsk backup for en debuterende anmelder turen til det stadig knapt åbne Kulturmaskinen, der i denne weekend har rummet arrangementet Svärmer. Aftenens hovednavn var Choir Of Young Believers, der dukkede op i Odense for at spille numre fra årets danske plade, hvis man da ellers vælger at tro Gaffa. Det gør jeg ikke, eller snarere, jeg forstår det ikke. De par gange jeg har lagt øre til pladen er den hurtigt faldet i ét med tapetet. Det er en af den slags plader anmelderne som regel kalder en hæderlig debut fordi indholdet ikke falder helt på gulvet, men omvendt ikke gør noget, der får en til at skrige til himlen i fryd over bandets kvaliteter. At kåre Choir Of Young Believers til årets danske udgivelse, er at male fanden på væggen og devaluere, hvad der ellers er kommet, men nok om det. Jannis Noya Makrigannis havde suppleret sig selv med en cello/korpige, der sad og gjorde sit på en stol ved siden af ham. Min oplevelse af koncerten kan bedst beskrives med en andens ord. ”Det er så kedeligt, at jeg ikke engang har en holdning til det”. Koncerten var ét udtryk, én melodi, og en lang kedelig affære, der måske nok faldt i smag, hvis man er enig med Gaffa, men det er jeg som sagt ikke.

Såvel fredag som lørdag har jeg lagt ører til den nye Niels Skousen liveplade Drømmen Er Forbi, der er en noget skuffende affære. Optagelserne på pladen stammer fra perioden 2002-2007, hvor jeg selv nåede at se to virkeligt stærke koncerter med manden, men den fornemmelse af at alt jeg lige havde set og hørt var gået op i en højere enhed, jeg gik fra koncerterne med er det ikke lykkedes, at få overført til pladen. Måske er man i Niels Skousens tilfælde nødt til at se det for at tro det, pladen formidler i hvert fald ikke den fornemmelse af perfektion, jeg de omtalte to gange har haft. Pladens første numre lyder som folkemusik spillet som Niels Skousen danser, hvad der så igen nok skal ses for at forstås. 68 lyder som den skal og det samme gør afslutningsnummeret Herfra Hvor Vi Står, men alt andet fremstår forkert. Jeg mistænker en stor del af numrene på tracklisten, at stamme fra den overvurderede Daddy Longleg, der i min verden var et frit fald ned til det middelmådige efter den fantastiske comebackplade Dobbeltsyn. Numrene fra Daddy Longleg lykkedes det dog til de omtalte koncerter Niels Skousen at levere så man ville have mere, men det falder tilbage på jorden på livepladen. Hemmeligheden gætter jeg på ligger i formidlingen til koncerterne, og manglen på samme på pladerne. Titlen: Drømmen Er Forbi, er måske det mest rigtige ved denne plade.

Vi kom på slaget 21, så der var ingen spildtid og gudskelov ingen opvarmning, da Peter Sommer lørdag aften gav den gas på Rytmeposten. Peter spiller rock nu, flere af hans bandmedlemmer lignede i skæg, tøj og attitude typer, der har spillet rock i en længere periode. Men befriende var det, at der var skruet op for forstærkerne, og rart var det med masser af nyt materiale, her i blandt et par helt nye. Selv Valby Bakke var til at holde ud i går. ”Vi har spillet den så meget, at vi ikke spiller den mere… som vi plejer”, og der var ikke meget radiohit over den version, der efterfølgende blev slynget ud over scenekanten. Trods min fryd over mængden af nyt materiale, måtte der gerne være blevet sneget et par ekstra Superjeg numre ind i sætlisten. Lars Tyndskids Mark virker som et oplagt valg, når man ser på koncertens tyngde, og med halvanden times spilletid inklusiv rygepause var tiden der også til det. Jeg er tilhænger af at man går sulten fra en koncert, man skal gå derfra med en lyst til mere og ikke småbøvsende mæt, hvor man ikke ville kunne klemme mere ned om så ens liv afhang af det, men i går ville jeg virkelig gerne have haft mere. Sætlisten kunne sagtens have rummet en håndfuld numre mere uden at det ville være blevet for meget.