Fredag aften var der ikke helt noget, der var som der skulle være. På pizzeriaet, hvor vi indtog noget de godt nok kaldte pizza, kørte der God Channel på stor, bred og fladskærmen, og på Christian Firtal endte jeg med at sidde ved siden af min læge, der ellers gør sit for at prædike folkesundhed for mig. Alt dette førte os frem til aftenens dobbeltkoncert med Spleen United og Veto. Klokken 21 trådte vi ind på Magasinet, til annonceret koncertstart og til tonerne af sidste nummer i Spleen Uniteds sæt. Ingen plads i garderoben, så vinterjakkerne under armen og op i den udsolgte sal og se det sidste halve nummer, plus et enkelt ekstranummer. Løst bedømt ud fra publikum og det halvandet nummer vi fik med, så det ud til at have været kjempegodt, hvad der var yderligere salt i såret. Sceneskift og Veto på scenen tre kvarter senere. Jeg forstår ikke, og efter i fredags endnu mindre, hvad det er folk kan høre i deres musik. Et nummer var nok til at bekræfte mine fordomme, fire numre og vi var ude af salen igen, og på vej tilbage til Christian Firtals trygge rammer. Navnet Supertroels er til stadighed det mest grelle eksempel på vildledende markedsføring i den danske musikbranche, skal man kalde sig selv for super bør man som minimum kunne engelsk, hvad fredagens koncert ikke overbeviste mig om, at han nødvendigvis kan. Veto hører til i den bølge af nye bands, der spiller ud fra en idé om, at hvad de ikke har i talent opvejer de (forsøgsvis) med energi. En genre, der ifølge mine fordomme bliver dækket og beskrevet intensivt af Soundvenue, men åbenlyst også en genre jeg er blevet for gammel til. Prisen for fredag aften blev 250,- plus det løse for halvandet godt nummer og en fandens masse bitterhed, det kunne vi sikkert have fået billigere et andet sted.