Musikalsk årsopgørelse 2008

Min profil på pop.nu kan fortælle, at jeg foreløbig har købt 40 udgivelser i løbet af det år, der så småt er ved at rinde ud nu, og netop fordi året er i fuld gang med det er tiden moden til at gøre status for den musikalske del af 2008. Igennem tiderne har det været en sport at være besiddelse af så mange af de plader, der var repræsenteret på bladenes årslister, som overhovedet muligt, men den fikse idé er ligesom 2008 også ved at dø ud. Jeg kan konstatere, at jeg ejer en enkelt titel fra Gaffas top 20 over udenlandske udgivelser, og 4 fra henholdsvis Mojo og Q Magazines top 50, og så kan jeg i skrivende stund desværre ikke finde mit eksemplar af Uncut, men mener ikke at deres liste bryder mønsteret. Der er selvfølgelig en del gengangere på listerne, og en del af disse er i stilarter jeg ikke kan forlige mig med og med kunstnere, jeg aldrig har kunnet eller kommer til at se lyset i (Paul Weller). En enkelt tendens synes jeg dog jeg ser skinne igennem blandt flere af de højest placerede navne, her tænker jeg blandt andet på Fleet Foxes og Glasvegas, der begge scorer højt på alle årets lister. Det nosse og nerveløse synes at være oppe i tiden. Det er endnu ikke lykkedes mig at forstå, hvad det er folk og fæ kan høre i disse plader, at se dem placeret så højt og folks begejstring for disse er mig en gåde. R.E.M. optræder i udkanten af listerne, deres udspil Accelerate blev tidligere på året udråbt til den store genfødsel af en af den alternative rocks giganter, hvad alternativ så end er i disse dage. Jeg vil gå den anden vej, og udråbe pladen til årets skuffelse. En flad rockplade, uden andet lyspunkt end førstesinglen Supernatural Superserious, men givetvis hyldet ud fra de samme kriterier som de førnævnte navne, og lad mig hellere føje Kings Of Leon til listen. En god plade er i dag åbenbart enten blottet for kant, nerve og ethvert antræk til noget man kan skære ørerne det mindste på, eller kan smides i en pulje for plader hvor legesygen (for legesygens skyld) og det fortænkt skæve ophæver kravet om melodi, og energien får lov til at erstatte talent. Her finder vi MGMT, Vampire Weekend, Santogold m.m..

Det har dog ikke været skidt det hele. Lambchop, Beck, Isobel Campbell & Mark Lanegan,Tindersticks, Bonnie ”Prince” Billy og Calexico har alle leveret fine plader, der for i hvert fald for de to sidstnævntes vedkommende rettede op på en ellers begyndende nedadgående kurve. Elbow leverede med Seldom Seen Kid endnu en forrygende plade, bortset fra den overflødige duet The Fix med Richard Hawley er pladen ét langt højdepunkt. Sigur Ros vendte også stærkt tilbage fra den skuffende og ligegyldige Takk. Der bliver spillet mere frit, og selvom singleforløberen fik mig til at frygte, at Sigur Ros havde reduceret sig selv til et Flaming Lips tributeband, og vel at mærke ikke et godt et af slagsen, så blev min frygt gjort til skamme. Udspillet, med den unævnelige titel er mesterligt. 2008 bød også på et solospil fra deres trombonespiller Helgi Hrafn Jonsson, der også skal have rosende ord med på vejen. Pladen trækker klare referencer til Sigur Ros, men bringer i lige så høj grad ens tanker i retning af Teitur, hvad der utvivlsomt skyldes dialekten. Jeg indrømmer blankt, at jeg næppe ville have gidet lytte nærmere til For The Rest of my Childhood, hvis jeg havde læst op på ham før jeg lyttede. Fordomsfuld som jeg er, ville hans flittige turneaktivitet med Tina Dickow uden tvivl have farvet mit syn på ham, men i stedet sidder jeg med indtrykket af en charmerende og langtidsholdbar plade, og en kunstner, der synes at have potentiale til noget mere. Willard Grant Conspiracys udspil Pilgrim Road er jeg stadig ikke blevet klog på. Jeg kan høre, at pladen er langt fra perfekt, men den fanger mig hver gang. Den er smuk, den er inderlig og jeg bliver slået i gulvet af dens storslåethed, hver gang den bliver sat på. Uden Undtagelse. Årets udenlandske plade må dog blive Songbook med Woodpigeon. Musikalsk ligger Woodpigeon i det samme farvand som Midlake, et farvand hvor det er let at komme til at følge de samme stier og veje, som til døde er blevet betrådt, men Woodpigeon rammer rigtigt med den måde de har valgt at gøre det på, ikke at Woodpigeon nyskaber eller genredefinerer, men de sætter hver en fod rigtigt.

På den hjemlige scene må årets skuffelse være Diefenbach. Deres forrige plade Set & Adrift viste potentialet til noget stort, og det der blev serveret, da der endelig skulle bæres noget nyt ind var en plade, målrettet mod airplay, men en plade der ramte helt ved siden af sit mål, og samtidigt langt væk fra Diefenbachs tidligere lyttere og endte med at falde ned i et ingenmandsland, hvor ligegyldigheden hersker. Dragontears fulgte med Tambourine Freak Machine op på sidste års bedste plade, og det er forbandet godt. Indrømmet, ikke så godt som sidste år, men deres udgave af Masters of War får prisen som årets coverversion. Peter Sommer fik med sammensmeltningen af de tre ep’er Til Rotterne, Til Kragerne og Til Hundene endelig lavet en helstøbt plade, og lever i højere og højere grad op til alle de fine ord, der bliver sat på ham. Min begejstring for Kloster forsætter på Do Not Be Afraid, og min stolthed over at have leveret det ene coverbillede er endnu ikke døet ud. Do Not Be Afraid er mere strømlinet, og langt bedre produceret end forgængerne, og det klæder lovsangeren fra Valby Langgade. Henrik Hall leverede med Chok, Suk og Coma årets mest vulgære popplade, der mere end nogen anden udgivelse fra i år fortjener at blive spillet højt. Årets danske plade må dog blive Leth, Simpson og Toksvig, der med Vi Sidder Bare Her gør det stort i intenst ordskvalderi. Jeg giver op hver gang, og må efter et par numre opgive at følge med i, hvad det er Jørgen Leth taler om og lade hans stemme blive en del af musikken.

2008 udråbte jeg på forhånd som det helt store koncertår, der har dog været en del fælle missere og lunkne oplevelser. Eels får sammen med Iron & Wine får prisen som årets koncertmæssige lussing, men også Flaming Lips skal her nævnes. Prisen for årets koncert uddeles derimod med stor glæde til Mouritz/Hørslev Projektet for deres koncert på Momentum i Odense, jeg er stadig ikke helt faldet ned, og kan vitterligt ikke mindes at have oplevet en så vellykket, og opløftende koncert før. Der er også stor ros til Mercury Rev for deres koncert på Beat Day, som de desværre ikke helt formåede at følge op på i Vega, og til Peter Sommer og Henrik Hall for deres koncerter på Posten. Årets udenlandske koncertnavn blev Jenny Lewis, alt klappede, og alle var glade da hun indtog Lille Vega.

Som en afsluttende bemærkning udenfor kategori vil jeg fremhæve Jeppe Krogsgaard Christensen som årets danske anmelder, hans sprogbrug går uden om klichéer og floskler uden at lege med ordene i en grad at der skærer i øjnene, som eksempelvis Klaus Lynggaard og uden at skulle intellektualisere alt som Ralf Christensen, der skriver for samme avis som Lynggaard. Bedste anmelder på Information, der holdes her i huset er efterhånden Anita Brask Rasmussen, og hun skal vist til AC/DC af egen fri vilje. Det burde sige alt.