Han træder hen over liget af et birketræ, vinden har stedt til hvile for fødderne af de andre træer. Under hans fødder knaser de blade, der nu, døde og indtørrede, dækker den ellers bare skovbund. Det eneste tegn på liv, er en bunke fjer, der indtil for nylig har rummet en due, og et dyrespor væk derfra som frosten så længe den varer, vil fastholde i en art rigor mortis. Han kigger rundt, det er ikke kun det han betræder, der er dødt, heller ikke omkring ham er der tegn på liv. Ikke et pip, ikke et kvæk, ikke et øje at se. Forbandede køter. Han skal personligt sende den samme vej som resten af skoven, hvis den ikke snart adlyder hans kald.