Forleden dag så jeg Karina ikke langt fra her hvor jeg bor. Der var ingen tvivl, selv på tværs af vejen var hendes stemme stadig genkendelig, og hverken årene eller de ekstra kilo hun grådigt har taget til sig siden dengang kunne skjule, at det var hende. Karina var klassens førende pige, den første til at få bryster, den første, der tog til halbal, den første til kærester, og slyngveninden, hun gik årgangen over os, som endnu en påmindelse om, hvor moden Karina var. Karina er stadig moden af sin alder, nok er hun kun tre uger ældre end mig, men det var hverken en gammel klassekammerat, eller en jævnaldrende jeg så på den anden side af vejen. Det var i stedet en sat kvinde, der stadig er forud for sin alder. Karina må være 40år i dag, måske 45. Ikke af alder, men af udseende, og bedømt ud fra hendes udstråling, også af sind. Kedelig i tøjet, og med et blik, der emmede af kedsomhed. Den slags kedsomhed, der rummer indkøbssedler, praktiske gøremål, rutiner, tv-vaner, og ikke meget andet. Som et muligt bevis på et liv, hvor der intet er tilbage at gå op i, udover det ovenstående. Et liv, hvor man småskændes af kedsomhed, og til tider for at bryde monotonien, selvom emnerne i deres ensartighed for længst selv er blevet monotone. Karina bor åbenbart ikke så langt herfra, men vi er endt meget langt fra hinanden. Vi er muligvis ikke engang jævnaldrende mere.