Papiret jeg skriver på, havde jeg med, da jeg for to timer siden kom herop, og allerede nu er det næsten for fugtig til at blækket kan få lov til at trænge ned i det. Døren har godt nok stået åben siden jeg kom, men omvendt er det først nu jeg har taget det ud af tasken. Halvanden time har jeg været i gang heroppe, mit projekt virker uoverskueligt. Jeg måtte klippe noget af hækken, og jeg måtte finde noget at klippe hækken med, for først og fremmest at kunne komme til de bjælker og grene, jeg havde tænkt mig skulle flyttes op i havegangen i dag. Der kan de ligge halvvejs skjult indtil vi kan låne os til en trailer, og ja, en bil. Jeg tør ikke smide det på plænen, selvom det ville være noget nemmere. Dels ved jeg ikke, hvor længe det skal ligge, og om plænen ville tage skade deraf, og dels ved jeg ikke om der sidder nogle emsige mennesker i kolonihaveejerforeningen, der ikke bryder sig om, at der ligger haveaffald frit fremme i folks haver, og skæmmer omgivelserne. Hvem skulle egentlig se det? Her er dødt og trist. Én eneste har jeg set cykle forbi, mens jeg har været her. Ikke at her er egentlig dødtrist, selvom plastikhavevandkanden er det eneste med lidt farve, der kan bryde omgivelsernes væld af vissenbrunt, vissengult, og vissengrønt
Grenene må have hørt til den rod, jeg som det sidste lige har slæbt op i havegangen. Men bjælkerne, der vel egentlig ikke er bjælker (bjælker er et bærende element i en konstruktion), men dog for store til at være brædder, er vel egentlig planker. Plankerne har været brugt til noget. De har været malede, og der stikker stadig søm ud af de fleste af dem i en grad, at jeg priser mig lykkelig for den stivkrampevaccination jeg fik forrige år, da der alligevel skulle stikkes i mig. Kolonihavehuset har næppe haft en længe, men hvor har de så været brugt? Og hvor lang tid er det siden? For de planker, der sammen har været stærke nok til at udgøre en del af et hus, er nu reduceret til råd, og forfald, og husly for bænkebidere og andet kryb jeg ikke havde ventet, at se på denne årstid. Nu ligger de i hvert fald i havegangen og venter. Klar til at blive fjernet sammen bænkebidere, og svamp, og jord, og råd, og rustne søm, så jeg kan overveje næste træk i min plan for at forskønne kærestens kolonihave før forårets komme.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar