Har du prøvet triple breath? Triple breath er et redskab til selvbehandling, hvor du selv kan vitalisere postevand ved at indkode det med triple breath. Du stiller ganske simpelt dit vand, eller en anden væske foran en højtaler, der afspiller en af de nu over 80 cd'er med triple breath og på den måde indkoder væsken med kanaliserede, energifyldte tankeintentioner, der via manifesterende pust - the triple breath - forhøjer dit energiniveau og dine kræfter væsentligt. Hvis du vil vide mere, end mit resume rummer, så er der langt mere info at hente hos Lysets Kilde.
Lad bare sten, aurafotografier, healing, numerologi og kosmiske kræfter være hvad det er, for det er triple breath tager stikket i afdelingen for alternative tåbeligheder. Tror man på det kan jeg godt forstå, at man investerer i cd'er for (det hedder af en eller anden grund ikke mod, måske jeg har misforstået noget i konceptet) eksempelvis allergi og alkoholisme, men hvem er det der køber dem, og ovenikøbet tror på dem som et middel for forberedelse til 2012, for fred på jorden, for heste, for indsatte og pårørende, for lus, for skyllemiddel, eller for soulmate. 218,- er naturligvis ingen pris for en cd, der kan sikre verdensfreden, men jeg venter alligevel og ser om den ikke kommer på vinyl.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar